Giv agt på profeternes ord

Mine kære brødre i præstedømmet, jeg er taknemlig for at være sammen med jer ved dette generalkonferencemøde på denne historiske dag.

Vi beundrer dem, der sætter deres liv på spil for at redde dem, der er i fare.¹ Da jeg sidste år besøgte det sydlige Californien under de ødelæggende brande, tog jeg derfra med to indtryk. Det første var, hvordan kirkemedlemmer kom de trængende til undsætning. Det andet var, hvor meget de påskønnede brandmændene. En husejer beskrev det, han så brandmændene gøre. Han understregede, at de kraftige, tørre vinde blæser fra den varme ørken ud mod havet. Når en brand først begynder, fører disse hede ørkenvinde flammerne videre med en hastighed på op til 120 km/t. Husejeren beskrev sin taknemlighed og beundring, da han betragtede brandmændene stående med deres brandslanger bag et ryddet område med front mod en mur af ild på op til 3 meter, der kom imod dem med denne enorme hastighed. Disse modige mænd og kvinder var i stand til at redde både mennesker og huse, mens de selv var i konstant fare.

Fra tid til anden går vi som enkeltpersoner og som kirke gennem tider med kriser og fare. Nogle opstår hurtigt ligesom en ild. Andre er diskrete og foregår næsten ubemærket, før de er over os. Nogle kræver en heltemodig indsats, men de fleste er mindre spektakulære. Den måde, vi reagerer på, er afgørende. Mit formål i dag er over for præstedømmebærerne igen at understrege vigtigheden af at give agt på profeternes ord. Der er én sikker måde at reagere på over for fysiske og åndelige farer af alle slags. Nogle eksempler kan måske være gavnlige.

Mange af jer har deltaget i pionervandringer for at opleve og værdsætte den dramatiske redning af Willies og Martins håndkærrekompagnier. Jeg blev først klar over denne redningsindsats, da jeg var teenager. Min mor gav mig en bog skrevet af Orson F. Whitney, som senere blev apostel.² Ældste Whitneys bog lærte mig om den heltemodige indsats ledet af Brigham Young for at redde håndkærrekompagnierne. De var blevet overrasket af vinterstorme på Wyomings højsletter. Nogle var døde, og mange andre var på randen til døden. Brigham Young blev klar over deres situation, og ved oktoberkonferencen i 1856 bad han de hellige om at sætte alt til side og redde dem, der var strandet på sletterne.³

Deres reaktion var dramatisk. Ældste Whitney fortæller: »Modige mænd udødeliggjorde sig selv gennem deres heltemod – for det var med fare for deres eget liv, at de således trodsede vinterstormene på sletterne – og vandt evig taknemlighed fra de hundreder, der uden tvivl blev reddet fra at omkomme på grund af deres timelige handling.«⁴

En af grundene til, at min mor havde givet mig bogen, var, at ældste Whitney specielt havde nævnt min oldefar, David Patten Kimball, som havde deltaget i redningsaktionen, da han var 17 år gammel. Alle redningsmændene havde kæmpet mod dyb sne og frostgrader under det meste af redningsaktionen for håndkærrekompagnierne. Med stort personligt offer hjalp David og de andre mange af pionererne over den iskolde og isfyldte Sweetwater-flod.⁵ Denne sande beretning gjorde et stort indtryk på mig. Jeg ønskede at bevise min hengivenhed over for Herren ved en eller anden dramatisk handling. Imidlertid forklarede min bedstefar mig ved et besøg hos ham, at da præsident Brigham Young sendte hans far, David, og de andre unge mænd af sted på deres redningsaktion, instruerede han dem i at gøre alt, hvad de overhovedet kunne for at redde håndkærrekompagniet, om det så var med livet som indsats.⁶ Deres tapre gerninger var specifikt for at ›følge profeten Brigham Young‹ og således udtrykke deres tro på Herren, Jesus Kristus. Min bedstefar fortalte mig, at en vedvarende, trofast hengivenhed over for en profets råd er den egentlige lektie, jeg skulle lære af min oldefars tjenestegerning. Ligeså heltemodig som Davids og de andres indsats for at redde pionererne var, ligeså tappert er det i dag at følge vores profets råd.

En ofte fortalt beretning fra Det Gamle Testamente illustrerer dette princip. Na’aman, en fremtrædende leder i Syrien, blev ramt af spedalskhed. Han blev klar over, at profeten Elisa i Israel måske var i stand til at helbrede ham. Elisa sendte besked med en budbringer om, at Na’aman skulle vaske sig i Jordan-floden syv gange. Til at begynde med blev Na’aman oprørt over dette råd. Imidlertid sagde hans tjenere: »Hvis profeten havde sagt noget svært til dig, ville du så ikke have gjort det?« Så fulgte Naprofeten Elisas råd, og han blev ren.⁷

Ligesom Na’aman kan I unge præstedømmebærere måske tragte efter at gøre »noget svært« eller deltage i noget dramatisk ligesom redningen af håndkærrekompagnierne. Imidlertid bør jeres beslutning være at følge profetens råd. Det Første Præsidentskab har atter bekræftet forpligtelsen til at øge værdigheden hos de unge, der bliver anbefalet til at tjene som missionærer. At holde jer selv fri fra verdens synder og opfylde de høje standarder for missionærer bør være ét mål. At forberede jer til at forkynde evangeliet og redde nogle af vor himmelske Faders børn åndeligt ville være både betydningsfuldt og heltemodigt. I kan klare den udfordring.

Gennem hele historien har en kærlig Fader i himlen og hans Søn, Jesus Kristus, som er denne kirkes overhoved, velsignet os med profeter, som råder og advarer os om fremtidige farer.⁸ I Lære og Pagter afsnit 21, hvor Herren specifikt taler om profeten, siger han:

»I [skal] … give agt på alle de ord og befalinger, som han giver jer, efterhånden som han modtager dem, idet han vandrer i al hellighed over for mig;

for hans ord skal I tage imod i al tålmodighed og tro, som kom det fra min egen mund.«⁹

Vi har i dag haft det store privilegium ved en højtidelig forsamling at opretholde præsident Thomas S. Monson som vores profet, seer og åbenbarer og som Kirkens 16. præsident i denne uddeling. Senere ved dette præstedømmemøde bliver vi velsignet med at høre hans første generalkonferencetale som præsident for Kirken. Vi ønsker at støtte ham i vores hjerte og med vore handlinger, når vi lytter omhyggeligt til det, han lærer os og det, vi føler.

Min kærlighed til og påskønnelse af vores tidligere profet, præsident Gordon B. Hinckley, er plantet dybt i mit hjerte og vil forblive hos mig gennem evighederne. Men ligesom der er plads i vores hjerte til alle de børn, der kommer ind i vores familie, kan vi have den samme kærlighed og hengivenhed for hver profet, som Herren kalder til at lede sin kirke.

Profeter er inspirerede til at give os profetiske prioriteter for at beskytte os mod farer. Fx blev præsident Heber J. Grant, profeten fra 1918 til 1945, inspireret til at fremhæve overholdelsen af visdomsordet,¹⁰ et princip med et løfte, som Herren åbenbarede for profeten Joseph.¹¹ Han understregede vigtigheden af ikke at ryge og indtage alkoholiske drikkevarer, og bad biskopperne om at gennemgå disse principper ved tempelanbefalingsinterview.

På det tidspunkt blev det at ryge anset for en passende, endda smart opførsel. Lægestanden godtog rygning med ringe bekymring, eftersom de videnskabelige studier, der forbandt cigaretrygning med adskillige former for kræft, lå langt ude i fremtiden. Præsident Grant tilskyndede med stor kraft, og vi blev kendt som et folk, der afstod fra at drikke og ryge.

Ulovlig brug af narkotika begyndte sidst i 1960erne og nåede ufattelige dimensioner over hele verden. Selv om der var nogle rebelske medlemmer, var langt størstedelen af de sidste dages helliges unge i stand til at undgå den ødelæggende brug af narkotika.

Ved at adlyde visdomsordet gav det vore medlemmer, især de unge, en forebyggende vaccine mod brug af narkotika og de deraf følgende helbredsproblemer og moralske farer. Uheldigvis synes brugen af narkotika at være genopstået i vor tid. At efterleve visdomsordet i dag vil befri jer fra nogle af de alvorligste farer, I kan stå over for i dette liv.

Nogle gange lærer profeter os profetiske prioriteter, der giver os beskyttelse nu og fremover. Et eksempel er præsident David O. McKay, der var profet fra 1951 til 1970. Et af hans områder med betydelig fokus var den vægt, han tillagde familien. Han lærte os, at ingen anden succes kan opveje fiasko i hjemmet.¹² Han opmuntrede medlemmer til at styrke familien ved en større religiøs efterlevelse. Hans lærdomme var en beskyttelse mod opløsningen af ægteskabet, som kom efter hans død.¹³ På grund af præsident McKays lærdom styrkede de sidste dages hellige deres forpligtelse over for familien og evigt ægteskab.

Som Kirkens præstedømmebærere er det vores højtidelige ansvar at følge vores profet. Vi opretholder præsident Monson og hans rådgivere præsident Eyring og præsident Uchtdorf.

Vi ønsker, at I unge mennesker skal vide, at præsident Thomas S. Monson siden sin ungdom er blevet beredt af Herren til at blive profeten.¹⁴ Efter at have tjent i flåden ved slutningen af 2. verdenskrig, blev han ordineret til biskop i en alder af 22 år og tjente dernæst i et stavspræsidentskab. Som 32-årig tjente han som missionspræsident i Canada med sin elskede ledsager Francis Monson. Han blev kaldet til apostel af præsident McKay, da han kun var 36 år gammel. Han er den yngste mand kaldet som apostel i de sidste 98 år og har virket i mere end 44 år. De seneste 22 år har han tjent som rådgiver til præsident Ezra Taft Benson, Howard W. Hunter og Gordon B. Hinckley.¹⁵

Afsnit 81 i Lære og Pagter redegør for instruktionerne til en rådgiver i Det Første Præsidentskab. Det indeholder vigtige præstedømmeprincipper. Den første instruktion er at være »trofast i at sidde i råd«. Præsident Monson har trofast siddet i råd med hver af de tre profeter, han har tjent under. Enigheden i Det Første Præsidentskab i alle deres vigtige beslutninger har været et eksempel for alle os som præstedømmebærere i at udøve ledelse i Kirken.

Den anden instruktion er »at forkynde evangeliet«. Præsident Monson har været en storslået missionær hele sit liv. Hans personlige missionærindsats, hans tilsynsførende arbejde for missionsafdelingen og hans kaldelse og oplæring af missionspræsidenter er blevet udført med begejstring. Han er kommet med betydelige bidrag til den nye vejledning til missionering, Forkynd mit evangelium. Foruden værdifulde bidrag til indholdet, kom han med inspiration til at indbefatte sande beretninger for at gøre vejledningen mere levende. Med sit bogtrykkerøje forbedrede han design og layout. Han er virkelig en storslået missionær.

Den tredje instruktion siger: »Vær derfor trofast; stå i det embede, som jeg har tildelt dig; bistå de svage, opløft de nedhængende hænder, og styrk de matte knæ.«¹⁶ Mange af vore brødre og søstre står over for overvældende problemer i deres liv. Det er, når vi på kristuslignende vis rækker ud til dem, at vi som præstedømmeledere, forældre, venner og hjemmelærere kan være ligesom redningsmændene for håndkærrekompagniet.

Præsident Monsons redningsindsats i den henseende har i særdeleshed været eksemplarisk. Som biskop lærte han at betjene medlemmerne i sin menighed. Han har holdt forbindelsen ved lige med og tjent deres børn og børnebørn. Trods en travl kalender har han været i stand til at tale ved begravelsen af alle de 84 enker, som boede i hans menighed, da han var biskop.

Han har rakt ud til de trængende på bemærkelsesværdig og personlig vis. Hans mange år med tilsyn af den humanitære indsats har velsignet mennesker overalt i verden, både medlemmer og de, der ikke er af vores tro. Hans personlige virke har været kristuslignende og har givet trøst og fred til utallige mennesker. En af mine venner, som havde mistet en sønnesøn ved en tragisk ulykke, fortalte mig, at hans sorg næsten ikke var til at fatte. Præsident Monsons hjælp til ham vendte en næsten overvældende sorg til den fred, der overgår al forstand. Hans bestræbelser med personligt at betjene dem, der er syge og plagede, har været usædvanlige.

Præsident Monson har gjort sit allerbedste for at »… bistå de svage, opløft[e] de nedhængende hænder, og styrk[e] de matte knæ.« Han har højnet sin kaldelse som rådgiver i Det Første Præsidentskab på bemærkelsesværdig vis. Han har modigt vidnet om Jesu Kristi navn over hele verden, som er alle apostlenes vigtigste ansvar.

Som det dengang nyeste medlem af De Tolv, hvor jeg deltog i den for mig første omorganisering af Det Første Præsidentskab i et øvre værelse i templet i Salt Lake den forløbne februar, oplevede jeg Åndens bekræftelse, da De Tolv personligt og enstemmigt opretholdt præsident Monson som Herrens profet og præsident for Kirken.

Jeg er taknemlig for vor Fader i himlen, som elsker os, og for hans Søn, Jesus Kristus. Han er vor Frelser og gennem forsoningen vores eneste redningsmand fra livets fysiske og åndelige farer. Han er vores talsmand hos Faderen. Det bærer jeg vidnesbyrd om i Jesu Kristi navn. Amen.