Vil du med mig i Primary?

Alle i tredje klasse, selv jeg, var enige om, at Christy var klatrestativets og gyngernes dronning. Ingen anden kunne klatre så hurtigt eller gynge så højt, som Christy kunne. Og hun var lige så god til andre lege. Men i mine øjne var det vigtigste ved Christy, at hun og jeg var venner. I frikvarter i skolen spurgte Christy mig en dag: »Vil du med mig i Primary?«

Jeg havde aldrig før hørt om Primary. »Hvad er det?« spurgte jeg.

Christy forklarede: »Primary er noget særligt i min kirke. Det er for børn. Hvis du tager med, kan du synge sange, få nye venner, lære noget nyt og møde min primarylærer, som er rigtig, rigtig sød.«

»Lige så sød som mrs. Palmer?« spurgte jeg. Jeg var sikker på, at ingen lærer kunne være lige så sød som vores klasselærer.

Christy lo. »Ja, hun er lige så sød som mrs. Palmer.«

Efter skole løb jeg hele vejen hjem for at spørge min mor, om jeg måtte tage med i Primary. Men mor var ikke lige så begejstret for ideen, som jeg var. »Jeg vil gerne vide lidt mere om det,« sagde hun. »Hvad hedder Christys kirke?«

Det var et vanskeligt spørgsmål at lægge ud med, for, som jeg fortalte min mor, »jeg kan ikke huske navnet. Det er et langt navn, som jeg aldrig har hørt før.« Af mors bekymrede ansigtsudtryk kunne jeg se, at det var et forkert svar.

»Vent lidt. Jeg ringer til Christy med det samme!« Jeg løb hen til telefonen og tastede Christys nummer, inden mor kunne nå at sige mere.

Telefonen ringede to gange, før Christy tog den. »Hallo?«

»Christy!« udbrød jeg. »Hvad er det nu din kirke hedder?« Jeg lyttede omhyggeligt og sagde så: »Mor, Christys kirke hedder Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.« Da det ikke fik mors rynkede bryn til at forsvinde, var jeg klar over, at jeg fik brug for hjælp. Jeg sagde: »Christy, tror du, at din mor kan komme og fortælle min mor noget om Primary?«

Jeg tror, at Christy kunne høre fortvivlelsen i min stemme, for hun fik straks sin mor til at komme til telefonen. Snart snakkede vore mødre og lo som gamle venner. Så sagde min mor til Christys mor, at ja, jeg måtte godt komme med i Primary.

Da jeg besøgte Primary for første gang, var det nøjagtig, som Christy havde sagt – bare bedre. Christy havde ret – vores primarylærer var rigtig, rigtig sød. Mindst lige så sød som mrs. Palmer. Hun gav mig endda mit eget lille hæfte om tro på Gud.

Den dag gik jeg hjem og viste mor mit hæfte og fortalte hende alt om Primary. Jeg sang endda »Ekko-sangen« (Børnenes sangbog, nr. 130) for hende og mine to brødre, ligesom børnene havde sunget den for mig. Da mor kiggede på billedet af Jesus Kristus på forsiden af mit hæfte og læste noget af indholdet, fik hun et stille, eftertænksomt udtryk i ansigtet. Så sagde hun, at jeg godt måtte gå med Christy til Primary hver uge, hvis jeg havde lyst.

Det havde jeg bestemt lyst til, men kom der faktisk kun et par gange mere, for så var der skoleferie, og vores familie rejste på sommerferie. Vi læssede bilen og kørte fra Californien og hele vejen ud til min bedstemors gård i Illinois.

På turens anden dag kørte vi ind i Utah, hvor vi langs vejen så skilte med Christys kirkes navn på. De indbød folk til at se noget, det hed besøgscentret i Salt Lake City. Mor sagde, at hun gerne ville stoppe der, så hun kunne finde ud af lidt mere om Kirken.

Da vi gik ind ad døren til besøgscentret, blev vi modtaget af en venlig mand med navneskilt på. Da han viste os rundt, stillede mor en masse spørgsmål, og manden virkede begejstret for at svare på dem alle sammen. Da rundvisningen var forbi, skrev mor sit navn og sin adresse i en gæstebog og satte kryds i et felt, hvor der stod »JA« til, at hun gerne ville høre mere om Kirken.

Da vi vendte hjem fra ferie, opsøgte to unge mænd, som kaldte sig ældster, os i vores lejlighed. De fortalte os, at de var missionærer og havde fået besked helt fra besøgscentret i Salt Lake City om, at mor gerne ville vide mere om Kirken. De sagde, at de meget gerne ville fortælle vores familie om vor himmelske Faders plan og om Jesu Kristi evangelium. Og så begyndte missionærerne at undervise vores familie.

Den første gang vi var i kirke sammen, fortalte jeg min familie, at de skulle huske at lægge armene over kors, når de gik ind i kirkesalen. I Primary havde jeg lært, at man viste ærbødighed på den måde. Vi prøvede at holde armene over kors, men der var så mange mennesker, som gerne ville hilse på os og byde os velkommen i Kirken, at det ikke kunne lade sig gøre.

Da missionærerne havde undervist os, spurgte de mor, om hun ville døbes som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Hun sagde, at hun ville bede angående den sag. Næste morgen kl. 6 ringede mor til missionærerne og sagde, at hun havde bedt hele natten, og at svaret var ja! Mine brødre og jeg sagde til dem, at vi også gerne ville døbes.

Jeg kan stadig huske, hvordan det var at træde ned i dåbsbassinet. Jeg var i hvidt tøj, og jeg var så glad indeni, at jeg havde lyst til at le og råbe på én gang. Jeg kiggede op og så mors glædestårer. Så kiggede jeg hen på Christy, der var lige så glad, som jeg var, fordi det jo egentlig begyndte med hende, da hun spurgte: »Vil du med mig i Primary?«