Præsident Henry B. Eyring

Præsident Eyring sporer begyndelsen til sin families arv af tro tilbage til forfædre, som lyttede til og fulgte Åndens tilskyndelser og præstedømmelederes vejledning. Hans oldefar Henry Eyring, der forlod Tyskland i 1853, da han var 18, blev præsenteret for Kirken det efterfølgende år i St. Louis i Missouri. Hans ønske om en tilkendegivelse angående Kirken blev besvaret med en drøm, hvor ældste Erastus Snow fra De Tolv Apostles Kvorum, som han først mødte senere, befalede ham at blive døbt. En lignende drøm, hvor han så præsident Brigham Young for første gang, fulgte i 1860, mens han var på mission i det, der nu er Oklahoma og Arkansas.¹

Oldefar Eyring mødte den schweiziske immigrant Mary Bommeli, da han sluttede sig til hendes pionerkompagni på sin vej til Utah efter sin mission. Mary, hvis familie havde tilsluttet sig Kirken, da hun var 24, havde været fængslet i Berlin i Tyskland for at fortælle om evangeliet. Den aften, hun blev fængslet, skrev hun et brev til dommeren, som skulle høre hendes sag. Hun fortalte dommeren, »en mand af verden«, om opstandelsen og åndeverdenen og opfordrede ham til at omvende sig for at frelse sig selv og hans familie fra »stor sorg«. Dommeren droppede snart anklagerne, og Mary blev løsladt fra fæng-slet.² Henry og Mary blev gift kort efter, de nåede til Salt Lake Valley.

Fra Europa til ørkenerne i det sydlige Utah og Arizona til kolonierne i det nordlige Mexico tæmmede præsident Eyrings forfædre ødemarken, spredte evangeliet, flygtede fra forfølgelse, oprettede skoler og underviste deres børn.

Ved begyndelsen af anden verdenskrig forhindrede en rationering på benzin familien Eyring i at køre de 27 km til New Brunswick Gren til søndagsmøderne. Derfor fik familien tilladelse til at afholde møder i deres hjem i Princeton i New Jersey. Hal spøger med, at han aldrig gik glip af et primarymøde der – en præstation, som ikke var svær, da Primary kun blev holdt én gang i deres hjem.

Præsident Eyring tænker ofte på den smukke ånd under nadvermøderne, som blev holdt i denne lille gren, som bestod af hans familie og tilfældige gæster. Han havde ikke noget imod, at hans familie som regel var de eneste, som deltog, eller at han og hans brødre udgjorde hele grenens Aronske Præstedømme. Men da drengene nåede teenagealderen, ønskede deres mor ivrigt, at familien boede blandt flere sidste dages hellige.

I 1946 nød Henry godt af sin succes og sit arbejde på Princeton. Han havde modtaget adskillige æresdoktorgrader og de fleste større priser inden for kemi. På grund af hans omhyggelige videnskabelige arbejde med verdenskendte videnskabsmænd havde han store chancer for at blive overvejet til Nobelprisen.

På dette tidspunkt ringede A. Ray Olpin, rektor for University of Utah, for at bede ham om at blive dekan på Kemisk Institut og fortsætte hans forskning i kemi. Hans hustru Mildred lod Henry træffe beslutningen, men hun mindede ham om et løfte, han havde givet hende mange år tidligere. Henry havde lovet at flytte sin familie tættere på Kirkens hovedsæde, når drengene blev ældre. Da Henry takkede nej til tilbudet, bad Mildred, som var vokset op i Utah, ham om at bede om sin beslutning og gav ham et brev, som han skulle læse, når han ankom til sit laboratorium.

Efter at have læst brevet, hvor Mildred udtrykte sin skuffelse og efter at have bedt og tænkt, ringede Henry til rektor Olpin og sagde, at han alligevel ville acceptere stillingen om at opbygge universitets naturvidenskabelige afdeling. Hans tilsyneladende offer ved at forlade Princeton viste sig at blive en velsignelse for ham og hans familie. En af disse velsignelser var Hals villighed til at følge faderens eksempel, da han stod over for en lignende beslutning år senere.

»Jeg indså, da min bror var teenager, hvor anderledes han var fra andre teenagere,« siger Harden Eyring, som kalder sin storebror både en mentor og en ven. Da Hal gik i gymnasiet, siger Harden, fordybede han sig i skrifterne og læste Mormons Bog fem gange.

Hal følte sig ikke mere værd end andre, men han nægtede at deltage i aktiviteter, som ville forstyrre hans åndelighed. Han tog sig tid til at spille basketball for East High School i Salt Lake City, men han prioriterede studierne.

»Da jeg var teenager, plejede jeg at gå på isbar, som alle andre,« siger Harden. »Men Hal gik ikke ud om aftenen til de lokale tilholdssteder. I stedet læste og studerede han.«

Hans storebror Ted, der er kemiprofessor ved University of Utah, var studerende på sidste år, da han tog nogle kurser med Hal. Ted bemærkede, at Hal var lige så dygtig som alle de andre i klassen. »Når Hal er fokuseret, kan han udrette hvad som helst,« siger han. »Han er en virkelig sjov fyr, og han forbliver ved godt mod selv i alvorlige, udfordrende omgivelser. Hal ligner sin far meget.«

Da han blev ældre, opdagede Hal dog en stor forskel på ham og hans far.

Henry Eyring opfordrede sine sønner til at studere fysik og forberede sig på en karriere inden for naturvidenskab. Pligttro tog Hal fysik som hovedfag på University of Utah, men en dag, da han spurgte sin far om hjælp med et kompleks matematisk problem, blev det tydelig for Henry, at Hal ikke delte hans lidenskab.

»Min far stod ved tavlen, som vi havde i kælderen,« mindes præsident Eyring. »Pludselig stoppede han. ›Hal‹, sagde han, ›vi arbejdede på samme slags problem for en uge siden. Det virker ikke til, at du forstår det bedre nu, end du gjorde dengang. Har du ikke arbejdet på det?‹«

Hal sagde, at det havde han ikke. Han indrømmede så over for sin far, at fysik ikke var noget, han konstant tænkte på. Hans far holdt en kort pause og med kærlige ord, der satte hans søn fri til at følge sin egen professionelle lidenskab, sagde han: »Du bør finde noget, som du elsker så meget, at når du ikke har andet at tænke på, så er det dét, du tænker på.«³

Hal fuldførte ikke desto mindre sin uddannelse i fysik i 1955, før han kom ind i U.S. Air Force. Krigen i Korea var lige slut og antallet af unge mænd, der blev kaldet som fuldtidsmissionærer fra hver menighed var begrænset. I en periode var missionshjemmet i Salt Lake City lukket, og ingen missionærer kom ud i marken. I en velsignelse lovede hans biskop ham imidlertid, at hans militærtjeneste ville være hans mission. To uger efter sin ankomst på Sandia Basen nær Albuquerque i New Mexico blev Hal kaldet som distriktsmissionær i Veststaternes Mission – en kaldelse han udførte om aftenen og i weekenden i de to år, han var i militæret.

Da han havde aftjent sin værnepligt, indskrev Hal sig på Harvard Graduate School of Business, hvor han fik en cand.merc.-eksamen i 1959 og en doktorgrad i 1963, begge i virksomhedsledelse. Selvom Hal også havde evnerne til at forfølge en karriere inden for naturvidenskab, fandt han ud af, at hans lidenskab lå i at undervise, opløfte og styrke andre.

Da Hal gik på Harvard i sommeren 1961, mødte han Kathleen Johnson, datter af J. Cyril og LaPrele Lindsay Johnson fra Palo Alto i Californien. Hun gik på sommerskole i Boston, og Hal blev forelsket første gang, han så hende. Han følte et øjeblikkeligt ønske om at gøre sit bedste, når han var i hendes nærhed – en følelse, som er bevaret igennem deres tilværelse sammen.

De gik ud sammen den sommer og fortsatte deres forhold gennem telefonsamtaler og breve, da Kathleen vendte tilbage til Californien. De blev viet i juli 1962 i templet i Logan i Utah, af ældste Spencer W. Kimball. Det samme år blev Hal assisterende professor ved Stanford Graduate School of Business.

Ni år senere fik Hal fastansættelse på Stanford og tjente som biskop i Stanford Første Menighed. Med svigerforældrene boende tæt på »var alt stabilt,« mindes han. Men midt om natten i 1971 vækkede Kathleen ham med to usædvanlige spørgsmål: »Er du sikker på, at du gør det rigtige med dit liv?«

Forundret over, hvad der kunne gøre dem lykkeligere, spurgte Hal: »Hvad mener du?«

Kathleen svarede: »Kunne du ikke forske for Neal Maxwell?«

Neal A. Maxwell var lige blevet udpeget som kommissær for CES. Hverken Hal eller Kathleen kendte ham, men Kathleen følte, at hendes mand måske kunne gøre mere for at forandre liv.

»Forske for Neal Maxwell – på dette tidspunkt i min karriere?« svarede Hal. Han tænkte desuden: »›Forske‹ er noget, en ung kandidatstuderende måske gør.«

Efter en pause sagde Kathleen: »Vil du bede om det?«

På dette tidspunkt i sit ægteskab vidste Hal, at han ikke skulle ignorere sin hustrus råd. Han kom ud af sengen, knælede ned og udtalte en bøn. »Jeg fik ikke noget svar,« siger han, »og det havde jeg det rigtig godt med, for jeg ønskede ikke at flytte.«

Den efterfølgende dag under et biskoprådsmøde kom en stemme, som Hal har lært at kende godt, til hans sind og irettesatte ham for at tage let på hans hustrus tilskyndelse. »Du ved ikke, hvad der er godt for din karriere,« blev der sagt. »Hvis du nogensinde får et andet jobtilbud, skal du tale med mig om det.«

Han blev rystet af denne oplevelse og skyndte sig hjem. »Vi har et problem,« fortalte han Kathleen. Han frygtede, han havde begået en fejltagelse ved at takke nej til adskillige andre jobtilbud, han havde fået, mens han var på Stanford. »Jeg havde aldrig bedt om nogen af dem,« siger han. Ydmygt begyndte han at bede om sin fremtid.

Mindre end en uge efter Kathleens spørgsmål sent om aftenen ringede CES-kommissær Maxwell og inviterede Hal til et møde i Salt Lake City. Han fløj derop den næste dag, og de to mænd mødtes i Hals forældres hus. De første ord, der kom ud af Maxwells mund, var: »Jeg vil gerne bede dig om at være rektor for Ricks College.«

Selv hans hustrus tilskyndelse og den åndelige irettesættelse, han havde modtaget, havde ikke forberedt ham på en sådan overraskelse. Han fortalte CES-kommissær Maxwell, at han var nødt til at bede om det. Han kendte jo kun lidt til Ricks College. Den næste morgen mødtes han med Det Første Præsidentskab. Bagefter fortalte Maxwell ham, at jobbet var hans, hvis han ville have det.

Da Hal var tilbage i Californien, fortsatte han med at bede inderligt. Svaret kom, men han gik næsten glip af det. »Jeg hørte en stemme så svag, at jeg ikke lagde mærke til den,« mindes han. »Stemmen sagde: ›Det er min skole.‹« Han ringede til kommissær Maxwell og sagde: »Jeg kommer.«

Således gav Hal slip på fordelene ved fastansættelse på Stanford til fordel for et liv i en smal campingvogn i Rexburg i Idaho. Det var først adskillige måneder efter hans indsættelse som rektor for Ricks College den 10. december 1971, at han og hans familie flyttede ind i deres nye hjem, som han selv var med til at bygge.

»Da jeg tog til Ricks, vidste jeg et par ting,« siger han. »Ét er, at jeg ikke var en af de store kanoner, som jeg troede, jeg var, i forhold til min stilling på Stanford. En anden ting er, at jeg vidste, at min hustru havde fået en åbenbaring, før jeg havde. Til sidst vidste jeg, at jeg var en heldig fyr at være her. Så i stedet for at besvare spørgsmålet: ›Hvordan kunne jeg give slip på min karriere på Stanford?‹ Siger jeg: ›Min himmelske Fader tog sig af det. Det føltes aldrig som et offer.‹«

De seks år præsident Eyring tilbragte i Rexburg viste sig at være en velsignelse for hans familie og skolen. Vise råd fra en ydmyg hjemmelærer var med til at gøre de år mindeværdige. Hjemmelæreren, en landmand med stor tro, opfordrede præsident Eyring til at komme ud af sit kontor, så han kunne møde, opmuntre og takke lærerstaben, det øvrige personale og de studerende.

Hal bad om sagen, følte sig tilskyndet til at følge det råd og begyndte at tilbringe mere tid sammen med skolens trofaste studerende og pligtopfyldende lærerstab og personale. Sammen med en anden underviser, underviste han endda i religion. Mens han arbejdede hårdt for at forme skolens åndelige og akademiske grundlag, kom han og Kathleen efterhånden til at elske skolens område og indbyggerne i Rexburg.

Eyring-familien kom tættere på hinanden under deres år i Rexburg. På det tidspunkt havde Hal og Kathleen fire sønner: Henry J., Stuart, Matthew og John. Senere blev de velsignet med to døtre: Elizabeth og Mary Kathleen. Men selv i en lille landsby måtte Hal og Kathleen være vagtsomme. En af deres bekymringer var mængden og kvaliteten af de fjernsynsprogrammer, som deres sønner så. Henry J., den ældste søn, mindes en oplevelse, som havde stor betydning for ånden i familien Eyrings hjem.

»Min bror og jeg sad foran fjernsynet en lørdag aften omkring midnat,« siger Henry J. »En vulgær komedie, som vi ikke burde se, var i gang. Kælderværelset var mørkt med undtagelse af lyset fra fjernsynet. Uden advarsel kom mor ind. Hun havde en hvid, flagrende natkjole på og medbragte en havesaks. Uden en lyd tog hun fat bag fjernsynet, tog ledningen og dannede en løkke. Hun tog så saksen og klippede ledningen over med et tag. Gnister fløj omkring og fjernsynet gik i sort, men ikke før mor havde vendt sig og var svævet ud af værelset.«

Modløs gik Henry J. i seng. Hans opfindsomme bror derimod skar en ledning fra en ødelagt støvsuger og forbandt den til fjernsynet. Snart sad drengene foran fjernsynet igen, de var næsten ikke gået glip af noget af udsendelsen.

»Mor fik derimod det sidste ord,« siger Henry J. »Da vi kom hjem fra skole den næste mandag, fandt vi fjernsynet midt på gulvet med en kæmpe revne gennem den tykke glasskærm. Vi mistænkte med det samme mor. Da vi konfronterede hende, svarede hun uden at fortrække en mine: ›Jeg støvede af under fjernsynet, og det faldt ned.‹«

Præsident Eyring opfyldte sin hustrus ønsker, børnene opfyldte deres mors ønsker, og det var enden på fjernsyn i familien Eyrings hjem. »For det meste leder mor ved sit stille eksempel,« bemærker Henry J. »Hun er dog også inspirerende og frygtløs. Mors selvsikkerhed har været en stor velsignelse for hendes børn og børnebørn. Både ved vigtige begivenheder og i dagligdagen har hun for altid forandret kursen i vores liv.«

Præsident Eyring giver stadig sin hustru æren for at få ham til at ønske at gøre sit bedste, og han er taknemlig for, at hun har velsignet sine børn på samme måde. Han er hurtig til at give hende æren for hendes eksempel og åndelige indflydelse på deres familie. Hun er lige så komplimenterende og udtrykker taknemlighed for hans følsomhed over for Ånden og den effektive måde, hvorpå han har undervist i og efterlevet evangeliet i deres hjem.

»Der er ingen tvivl om, hvad der kommer først i Hals hjerte,« siger hun. »Han færdedes i et meget konkurrencepræget miljø med kompetente kollegaer på Stanford, men han sætter altid sin familie først. Ved hver dags afslutning, når vi var sammen om aftenen, ville han spørge: ›Hvem har vi ikke ringet til?‹ Vejledt af Ånden ville han derpå gå hen til telefonen og kontakte det familiemedlem, som havde brug for at snakke den aften.«

Uden fjernsyn i hjemmet havde familien mere tid til hinanden og mere tid til at dyrke deres interesser, udvikle talenter og dyrke sport og andre aktiviteter sammen som familie. Igennem årene har præsident Eyring forbedret sine færdigheder inden for madlavning (han bager sit eget brød), har opdaget et talent for billedskæring og lært at male akvareller. Nogle gange sender han et takkekort eller et akvarelmaleri som en hilsen.

I dag er familien Eyrings hjem fyldt med malerier, billedskæring og møbler, som han har skabt med hjælp fra dygtige vejledere. Mange af værkerne afspejler moralske lektioner eller åndelige indtryk. Han tager sig desuden tid til at sende de daglige e-mails, kærligt kendt som »de små plader«, til sin familie, som nu omfatter 25 børnebørn.

»Fars familiedagbog, som han hver dag sender ud via e-mail med billeder og bidrag fra børnene, har hjulpet os til at føle, som om vi sad og fortalte beretninger omkring middagsbordet hver aften,« siger Henry J.

Præsident Eyring vidste det ikke på det tidspunkt, men han lagde verdslig ansættelse bag sig, da han accepterede stillingen på Ricks College. Hans arbejde som rektor og samtidige tjeneste som regionalrepræsentant og medlem af Søndagsskolens hovedbestyrelse gav ham større kontakt med Kirkens ledere, som anerkendte hans talenter og åndelige gaver. Herren kendte imidlertid hans villighed til at tjene.

For at give præsident Eyring de vigtige kaldelser, som fulgte efter hans seks år på Ricks College, søgte Kirkens ledere inspiration, som førte dem til ham. I en periode med forberedelse til disse kaldelser blev han undervist af Ånden, når han arbejdede, søgte himlens vilje, lyttede efter svar og ligesom sine forfædre reagerede på de tilskyndelser, han fik. Da kaldelserne kom, var han klar.

I 1977 bad Jeffrey R. Holland, den nye CES-kommissær, præsident Eyring om at virke som vicekommissær. Tre år senere, da CES-kommissær Holland blev rektor for Brigham Young University, overtog Hal hans plads som CES-kommissær. Han tjente i den stilling indtil sin kaldelse i april 1985 som førsterådgiver i Det Præsiderende Biskopråd. I den kaldelse brugte han sine mange evner inden for administration, planlægning af fysiske faciliteter, tempeldesign og -bygning og andre timelige anliggender. I september 1992 blev han igen kaldet som CES-kommissær, og en måned senere blev han kaldet til De Halvfjerds’ Første Kvorum.

Den 1. april 1995 blev Henry B. Eyring opretholdt som medlem af De Tolv Apostles Kvorum. Siden da har han i større grad søgt Herrens Ånd, idet han har velsignet Kirkens medlemmer overalt i verden med sine inderlige taler, kærlige tjeneste og stærke vidnesbyrd om Frelseren og hans evangelium.

Da præsident Eyring bar vidnesbyrd ved oktoberkonferencen i 2007 om velsignelserne ved at se efter Guds hånd i vores liv, talte han af personlig erfaring. Ved hver dag at skrive dagbog om vor himmelske Faders handlinger i hans liv, har han følt sit vidnesbyrd vokse, og han er blevet »endnu mere sikker på, at vor himmelske Fader hører og besvarer bønner.«⁴

Nøglen til at høre disse svar og vide, at Gud er interesseret i os, siger han, er at udvikle et lyttende øre. »Vi er nødt til at være stille og lytte. I mit liv, når jeg har fejlet i at modtage en klar følelse eller er gået glip af Åndens stemme, har det været, fordi jeg havde for travlt, var for larmende indvendig og for optaget af min egen verden.«

Præsident Eyring har altid efterlevet forskrifterne i de tretten trosartikler. Kirkens medlemmer er i sandhed heldige at have ham til at virke ved præsident Thomas S. Monsons og præsident Dieter F. Uchtdorfs side. En sjælden kombination af talenter, en arv af tro, et liv med forberedelse, en hengivenhed for at tjene og en beslutsomhed om først at søge Gud og gøre hans vilje vil på enestående vis kvalificere ham til at virke i Det Første Præsidentskab.