Langsigtet bistand hjælper tsunamiens ofre til genrejsning

Kirkens nødhjælpsindsats i månederne umiddelbart efter tragedien sørgede for varer, såsom madvarer, hygiejnepakker, medicinske forsyninger og tøj. På grund af medlemmernes betydelige bidrag begyndte Kirken at planlægge langsigtet hjælp. Som del af den langsigtede indsats fik fiskere og tømrere arbejde med at bygge ca. 130 nye fiskerbåde. Mænd blev hyret til at bruge store gravkøer til at hjælpe med at genopbygge digerne rundt om rejedambrug. Symaskiner, væve og andet værktøj blev doneret for at opmuntre folk til at vende tilbage til selvhjulpenhed.

»Hele det første år blev der fokuseret på genetableringen af levebrød og at hjælpe folk tilbage på arbejde,« sagde Brett Bass, leder af Kirkens humanitærtjeneste. »Derefter så vi på vore ressourcer, identificerede de mest presserende behov og fokuserede igen vores indsats på den permanente genopbygning.«

Kirkens indsats omfattede opførelsen af medborgerhuse, huse, skoler, lægehuse og rent vand – alt sammen muligt takket være en enorm indsats af humanitær gavmildhed. I denne vanskelige stund bidrog kirkemedlemmer fra hele verden for at hjælpe med at gøre denne indsats mulig.

Kirkens storslåede indsats i Indonesien sluttede i december 2007. Større projekter omfattede opførelsen af 902 huse, 3 medborgerhuse, 15 skoler, 3 fuldt udstyret lægehuse, genopbygningen af en sygehusfløj og udførelse af vandprojekter i 24 landsbyer.

Abdul Samad boede i nogle hurtigt opførte barakker i to og et halvt år, før han og hans familie flyttede ind i deres nye hus. Han mistede sin hustru og hendes mor under oversvømmelsen, men håber nu at gøre livet bedre for sin resterende familie, tre døtre og en søn.

Hvert af de 902 huse, som blev bygget og doneret, er på 44 m2. De mange hundrede modtagere sagde ofte, at de syntes, at deres hus var det bedste hus, og at de ville lade dem gå videre til deres børn og børnebørn. De elskede farverne og fliserne på gulvet og udtrykte taknemlighed for at have noget solidt og sikkert i deres tilværelse igen.

»Da jordskælvet ramte og tsunamien fulgte efter, var det første, folk gjorde, hvis de var inde i deres hus, at løbe udenfor,« sagde Jeff McMurdo fra International Organization for Migration, som gik sammen med Kirken for at bygge husene. »De løb fra det øjeblik det hele begyndte. Så da de fik nøglen til det nye hus, var de i stand til at få en slags afslutning på hele tragedien med tsunamien.«

Kirken fortsatte med genopbygningen ved at bygge 15 skoler sammen med Islamic Relief og Adventist Development and Relief Agency, mens de samtidig uddannede nye lærere og udviklede skole- og undervisningsmateriale.

Mange af områdets lærere blev dræbt under tsunamien, hvilket skabte en betydelig mangel på lærere. Kamaruzzaman, en lærer fra Banda Aceh, er en af blot to overlevende lærere fra hans skole. Med tabet af bygninger, lærere og børn virkede uddannelsessystemet på en meget improviseret måde, indtil disse nye skoler blev bygget.

»Børnene har gået i skole i en midlertidig bygning – et forsamlingshus, hvor der var omkring 40 elever i hvert lokale,« sagde Kamaruzzaman, som nu er overlærer på en ny skole. »Eleverne har nu en bedre skole, som er en større hjælp for indlæringen. De har nu en mere håbefuld fremtid.«

Hver skolebygning fik installeret skriveborde, tavler og biblioteker for at give børnene kvalitetsomgivelser for at forbedre indlæringen. Idet der er kommet flere lærere, er der blevet lagt vægt på indlæringen og udviklingen af nyt materiale.

Herliana, uddannelseskoordinator for Islamic Relief, sagde, at hun var meget stolt af at være en del af dette projekt. »Der var ingen skoler; der var få uddannede lærere tilbage,« sagde hun. »Dette har været et stort bidrag til lokalsamfundene. Sammen gør vi en stor forskel i børnenes, lærernes, forældrenes og familiernes tilværelse.«

Fauziah, en kvik og smilende kvinde, er nu vandoperatør for sin lille landsby nær Bireuen i Aceh Provence. I denne stilling laver hun optegnelser og indsamler betaling for brug af vandet fra dem, som bruger lokalsamfundets nye vandsystem.

Sammen med International Relief and Development fuldførte Kirken vandprojekter i 24 landsbyer, der bestod i at modernisere brønde, installere oplagringsbeholdere, forbedre hygiejnen og opgradere leveringssystemer. Denne indsats forsyner nu 20.000 mennesker med rent vand.

»Før var det svært at få rent vand og det tog lang tid at hente det,« sagde Fauziah, idet hun udtrykte sin taknemlighed for at have rent vand lige uden for sit hus. »Nu vil vore børn blive sundere og få en bedre fremtid.«

Faciliteter til bad og til vaskerum blev også opført i landsbyerne, og landbyboerne modtog oplæring i vedligeholdelse og rengøring af faciliteterne.

Mens hver landsby også modtog oplæring i personlig hygiejne, brugte man ligeledes store anstrengelser på at forbedre sundhedsplejen ved at opføre tre lægehuse med alt udstyr samt genopbygningen af en sygehusfløj.

»Der var hårdt brug for det,« sagde Syarman, samfundsleder i Bireuen-distriktet, hvor adgang til lægehjælp før krævede en 15 km lang tur til fods. »Vores folk vil være i stand til at få den nødvendige lægehjælp tæt på deres hjem. Det er bedre end før, og vi er taknemlige.«

Kirken arrangerede også uddannelse af læger og sundhedspersonale og donerede det nødvendige lægeudstyr.

For Bill og Linda Hamm fra Anchorage i Alaska i USA gav arbejdet en personlig udfordring: De blev kaldet til at tjene som missionærer for humanitærtjenesten for at føre opsyn med hjælpen i Indonesien. »Vi var glade for udfordringerne og overvældet af muligheden,« sagde bror Hamm.

Denne mulighed blev også givet til Jim og Karen Greding fra Thousand Oaks i Californien i USA, et par, som blev kaldet til at føre opsyn med fuldførelsen af projekterne, efter at bror og søster Hamms 18 måneder lange mission var færdig. Med opgaven om at være til stede og tjekke, at arbejdet blev udført, handlede disse personer ikke kun som Kirkens repræsentanter, men også for de mange personer, som havde bidraget.

»Vi skulle føre opsyn med arbejdets kvalitet og sikre os, at de tildelte penge til projekterne blev brugt på passende vis,« sagde søster Greding. Kirkens repræsentanter var til stede ved hver eneste fase i processen, en handling, som sammen med måden at skaffe midler på adskiller Kirken fra andre organisationer.

»Vi betragtede vore midler som hellige midler og gjorde enhver anstrengelse for at bruge disse midler effektivt, så de ikke gik til spilde,« sagde Bill Reynolds, områdedriftsleder for tsunaminødhjælpen. »Mange organisationer giver deres bidrag og venter med at se, hvad der sker gennem sjældne rapporter. Vi gav løbende midler, som afhang af de forventede udgangspunkter, som vi selv personligt førte opsyn med. De organisationer, som vi arbejdede sammen med, vidste, at hvis vi sagde, at vi ønskede noget gjort på en bestemt måde, var de nødt til at imødekomme de forventninger.«

Kirken fokuserede på at hjælpe Indonesien og dets folk ved at tage et enkelt skridt frem, et skridt væk fra tragedie og smerte, et skridt frem mod reetableringen af liv. Mens disse anstrengelser blot spillede en lille rolle blandt de mange personer og organisationer, som tilbød deres hjælp til tsunamiofrene, var missionærerne i stand til at give deres kærlighed, medlemmernes kærlighed og Kristi rene kærlighed.

»Vi måtte ikke forkynde, men vi repræsenterede Herren og forsøgte at bære vores vidnesbyrd gennem vores arbejde ved at være venlige, høflige eller bare ved at smile,« sagde søster Hamm. »Sommetider havde vi mulighed for at forklare, hvor midlerne kom fra, og vi fortalte om vores profet, og hvordan vi er blevet bedt om at faste i 24 timer, så pengene, som vi ellers ville have brugt på mad, kunne blive doneret til en særlig fond. Jeg tror, at Ånden bar vidnesbyrd og de forstod, at der var personer rundt omkring i verden, som elskede dem.«

Beviser på tsunamien er stadig meget tydelige, men folket har udtrykt taknemlighed for hver eneste indsats, som er blevet udført på deres vegne.

»Dette er simpelthen en oplevelse, som man aldrig kan glemme, og enhver, som rejser til disse områder vil ikke være i stand til at undgå beviserne på ødelæggelse, hvor landet blev hav, hvor så mange mistede livet og deres kære,« sagde søster Greding. »Og mange, som var mistænksomme over for kristne, har ændret mening. Nogle stirrede på os, men de fleste sagde på ubehjælpsomt engelsk: ›Thank you, mister!‹ Det hørte vi ofte.«