Samaritaner med en skruetrækker
Jeg havde travlt med at samle mine ting sammen efter at have undervist rosenpigerne, og min mand, Garry, stod bagest i klasselokalet med vores etårige søn. Vores treårige søn, Zach, smuttede forbi os ud i den travle forhal, hvor han fulgte efter nogle andre hen mod udgangen. Da min mand og jeg begge troede, at den anden havde styr på Zach, gik der nogle minutter, før vi opdagede, at han var væk.
Netop som vi opdagede, at Zach ikke var der, dukkede han pludselig op i den anden ende af forhallen. Men noget var galt. Han havde røde kinder, hans ansigt var vådt af tårer, og han knugede sin højre hånd. Vores biskop, som førte ham hen til os, så bekymret ud. Skyldfølelsen skyllede straks igennem mig. Min søn var kommet til skade, og jeg havde ikke været der for at hjælpe ham.
Biskoppen havde hørt Zachs skrig og var ilet ham til hjælp. Zachs problem stod straks klart, men løsningen var ikke lige for hånden. Hans fingre var kommet i klemme mellem den tunge yderdør og karmen. Det gjorde kun skaden være at åbne eller lukke døren; dørens bevægelser klemte hans fingre og trak i hånden, så det gjorde endnu mere ondt.
Mens biskoppen og et ægtepar fra menigheden febrilsk prøvede at regne ud, hvordan de skulle få Zachs fingre fri, så en bror fra en anden menighed, som også mødes i vores bygning, hvad der var sket. Han trak en skruetrækker op af lommen og stak den ind i sprækken mellem døren og karmen. Ved at bruge skruetrækkeren som løftestang, kunne han udvide sprækken så meget, at Zach kunne komme fri.
Mens alle sukkede af lettelse, forklarede broderen, at han, mens han gjorde sig klar til søndagens møder den morgen, havde fået en tilsyneladende sær tilskyndelse til at tage en skruetrækker med i kirke. Tilskyndelsen var så stærk og tydelig, at han stak værktøjet ned i lommen på sine pæne bukser.
Denne tjenestegerning, som udsprang af himmelsk inspiration, rørte mig dybt og fyldte mig med taknemlighed. Min himmelske Fader passede på min treårige søn og tilskyndede en god bror til at handle.