Nu er tiden inde

Oksana havde et vidnesbyrd om Jesus Kristus, men det var først, da hendes venner gav hende et eksemplar af Mormons Bog, at hun fik et vidnesbyrd om hans gengivne evangelium.

»Da jeg læste om, hvordan Jesus Kristus talte til nefitterne, fyldtes jeg af en stærk følelse, og jeg vidste, at han elskede mig. Jeg bad og modtog et vidnesbyrd om, at han er min Frelser, og at Mormons Bog er sand,« siger Oksana.

»Jeg vidste, at hvis Joseph Smith havde oversat Mormons Bog, og hvis Mormons Bog var sand, så var han helt afgjort Guds profet, som havde gengivet Jesu Kristi evangelium,« siger hun.

Hendes venner fortalte hende mere om evangeliet, fordi der ikke var missionærer i Khmelnitskij på det tidspunkt. I fire år studerede hun evangeliet og efterlevede dets principper, så godt hun kunne, mens hun bad om, at missionærerne måtte komme.

Endelig, i marts 2006, ankom de. Oksana og hendes ven Sasha Kubatov var de første to mennesker, som blev døbt i Khmelnitskij.

Sasha var kun 14 år, da han modtog et eksemplar af Mormons Bog fra sin store- søster, der var blevet medlem af Kirken i en anden by.

»De påpegede, at jeg var 14 år, ligesom Joseph Smith var, da han havde sit første syn. Han blev rigt velsignet i en ung alder, og det kunne jeg også blive,« siger han.

Så han begyndte at læse. Han læste, indtil han nåede til Esajas-kapitlerne i 2 Nefi, og så gik han i stå. Han læste Mormons Bog igen et år senere, men som et historisk dokument og uden noget ønske om at vide, hvorvidt den var sand.

Men da Sasha læste Mormons Bog for tredje gang, fokuserede han mindre på dens historie og mere på Guds værk, som den omtalte.

»Mens jeg læste den, troede jeg på, at den var sand, men jeg havde ikke noget stærkt vidnesbyrd endnu,« indrømmer han. »Jeg ville gerne tale med missionærerne.«

Da ældsterne ankom et par år senere, besvarede de alle hans spørgsmål og hjalp ham med at forberede sig til at blive døbt og bekræftet.

»Da jeg trådte ned i dåbens vande, var al min tvivl væk, og jeg vidste, at Joseph Smith var profet, og at evangeliet var sandt,« siger han. »Jeg var ikke bange, selv om jeg vidste, at min liv fra nu af ville være anderledes.«

Hans liv er anderledes nu. Som hjemmelærer får Sasha nu indsigt i, hvordan han skal ære sit præstedømme og tjene i Herrens rige.

Inden et år efter sin egen dåb havde Sasha døbt sin mor og sin bedstefar. I dag er hele hans familie medlemmer af Kirken, og Sasha er ivrig efter at fortælle andre om evangeliet.

»Jeg forbereder mig til at tage på mission, så jeg kan forkynde evangeliet og føre andre til Gud,« siger han.

Misha Sukonosov havde aldrig forestillet sig, at hans deltagelse i missionærernes engelskundervisning i Tjernihiv skulle føre ham til Jesu Kristi gengivne evangelium. Men det ændrede sig, da han havde deltaget i klassen i flere måneder.

Misha nød den ånd, han følte, når missionærerne underviste ham i engelsk. Og da han endelig tog imod deres invitation til at deltage i et af Kirkens møder sammen med dem, blev han overrasket over at mærke den samme ånd i Kirken.

Til sidst opfordrede en af missionærerne Misha til simpelthen at gøre det, som han vidste, var rigtigt og blive døbt.

Misha vidste, at det ville kræve stort mod at gå imod sin families traditioner. I Ukraine er de fleste mennesker livslange medlemmer af den russisk ortodokse kirke. Hans familie var ingen undtagelse.

Hans mor bad ham om at vente et par år med at blive døbt, så han lovede at vente, til han blev 16. I mellemtiden kom han i kirke hver uge og begyndte at tjene som grenens pianist.

»Det var en tilskyndelse til at komme der hver søndag, for hvis jeg ikke kom, var der ikke nogen, der kunne spille,« siger Misha.

Langt om længe var Mishas ventetid omme, og han blev døbt i Desna-floden den 1. juli 2006. På det tidspunkt havde han ikke nogen idé om, hvor hurtigt resten af hans familie ville følge efter.

Hans mor, Olga, begyndte at komme i Kirken for at høre noget mere om sin søns nye religion. Hun kom der så ofte, at grenspræsidenten bad hende om at spille orgel til nadvermøderne, så Misha kunne blive kaldet som musikleder.

Efter i et halvt år at have hørt medlemmernes vidnesbyrd, deriblandt hendes egen søns, fik Olga sit eget vidnesbyrd. Misha døbte sin mor i december 2006.

Olga spiller stadig orgel hver uge. Misha, der nu er 17, har travlt med at hjælpe grenspræsidentskabet, tjene som lokalmissionær og dirigere salmerne til nadvermødet.

»Jeg ved, at Kirken har brug for mig,« siger han. »Jeg er så taknemlig for mulighederne for at tjene. Kirken hjælper mig, når jeg hjælper andre.«

I Lviv, en by i det vestlige Ukraine, begyndte Juri Vojnarovitj og hans familie at søge efter sandheden, da han var blot ti år gammel. I gennem flere år besøgte de forskellige kirker. Så inviterede hans onkel dem til at besøge en gren i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, og kort efter blev Juris forældre døbt og bekræftet.

»Jeg fulgte ikke straks efter,« siger Juri. »Jeg blev ved med at søge på egen hånd.«

Men hans forældre, der vidste, at Kirken var sand, opgav ikke deres søn. De inviterede Juri med til engelskundervisning og ungdomsaktiviteter såvel som til søndagens møder. Til sidst inviterede missionærerne ham med til engelskundervisning.

»Jeg kunne ikke afvise dem,« siger Juri. Så han tog med. Og så kom han i kirke. Til sidst blev også han døbt.

»Siden da har jeg haft mange andre oplevelser, som har styrket og formet mit vidnesbyrd og min karakter til den, jeg er i dag,« siger han.

»Jeg ser ofte mennesker, som lider under de ukloge valg, de har truffet,« siger han. »Jeg kan godt forstå, at det til tider er vanskeligt på grund af fristelser og gruppepres, men vi må ikke give op. Senere kan vi se de velsignelser, som udspringer af lydighed.«

Juri, der nu er 17 år, tjener som missionsleder og grenssekretær i Lviv.

»Jeg er så taknemlig for Kirken og alt det, den har gjort for mig,« siger Juri. »Jeg elsker denne kirke. Jeg vil opfordre alle til at holde fast i jernstangen og aldrig give slip.«