Den lille muchachos skærv

Min missionærkammerat og jeg stod og drøftede, hvor vi skulle banke på døre, da vi fik øje på en kvinde, som var på vej ind i et hus. Vi var sikre på, at hun var kommet hjem for at tilberede frokost, fordi forstæderne i Buenos Aires i Argentina allerede var ved at lukke og holde siesta. Inden jeg vidste af det, fortalte min kammerat hende om et evangelisk princip, og jeg bar vidnesbyrd om sandheden i det. Narda syntes godt om vores budskab og bad os vende tilbage den følgende uge.

Da vi ankom til Nardas hjem, sad hendes fem børn omkring bordet og ventede på os. Ingen af forældrene havde fuldtidsbeskæftigelse, og det gjorde os ondt at se, at de knap havde nok at leve for. Deres beskedne hjem havde hverken gulvbelægning eller indlagt vand, og væggene bestod af brædder, som var hamret sammen på slump. Den eneste varmekilde var en lille primus.

Men skønt familien levede under fattige kår, nærede de et rigt ønske om at lære Gud bedre at kende. Narda elskede og studerede Bibelen, og hun ville gerne have, at hendes børn fik et tilsvarende grundlag for deres liv. 12-årige Cristian holdt især af at lytte til vores undervisning. Da vi gav familien et eksemplar af Mormons Bog, læste han ivrigt de første par bøger i den. Nardas mand var også interesseret, men han var genert og fulgte med inde fra soveværelset.

På grund af deres økonomiske situation var vi lidt tilbageholdende med at fortælle dem om fasteoffer og tiende. Vi ville være sikre på, at de havde stærke vidnesbyrd om Jesus Kristus og genoprettelsen, inden vi præsenterede dem for principper, som krævede større tro. Men da de større børn var begyndt at læse i Mormons Bog og komme i kirke, havde de spørgsmål, som vi måtte besvare.

»Søster,« sagde Cristian, »henne i kirken og i Mormons Bog taler alle om faste. Hvad vil det sige at faste?« Vi forklarede faste og bar vidnesbyrd om dets betydning, mens vi bad en stille bøn om, at familien ville tage imod denne befaling.

Senere bar Cristian vidnesbyrd for os: »Forleden gav min mor mig nogle penge til at købe slik for. Da jeg var på vej hen til butikken, kom jeg i tanker om jeres lektion om faste, og jeg besluttede at prøve det. Men jeg havde kun 20 centavos. Jeg besluttede at faste alligevel og bruge de 20 centavos som mit fasteoffer.«

Narda prøvede at fraråde Cristian at bidrage med så lille et beløb, men hans beslutning var urokkelig. Han ville efterleve alle Guds befalinger og give, hvad han kunne. Nogle få uger senere blev han og to af hans søskende døbt. Hans forældre blev medlemmer af Kirken det følgende år.

Når jeg af og til ikke mener, at jeg har råd til at betale fasteoffer, tænker jeg på Cristian og hans trofasthed, og så indser jeg, at jeg har mere end nok at give af. Hans offer minder mig om enkens skærv (se Mark 12:42-44). Det var måske ikke noget stort beløb, men Cristian gav, fordi han virkelig elskede Gud og ønskede at adlyde.