Præsident Dieter F. Uchtdorf
Et familiemenneske, en mand med tro, en forudordineret mand
Kan I forestille jer rædslen, der må have været i den 11-årige Dieter Uchtdorfs hjerte, da hans familie flygtede fra deres hjem i Østtyskland1 i 1952 for at finde frihed i vesten? Dieters fars liv var i stor fare af politiske årsager. Han måtte flygte alene for at begrænse risikoen for hans hu-stru og børn. For at undgå mistanke kunne resten af familien ikke rejse sammen. De måtte forsøge hver for sig.
En plan blev lagt. Dieters to ældre brødre, Wolfgang og Karl-Heinz, fulgte en rute mod nord fra deres hjemby Zwickau. Deres søster Christel rejste med to andre piger med et tog, der kortvarigt passerede gennem Vesttyskland på vej til togturens destination i Østtyskland. Da toget kørte gennem Vesttyskland, overtalte pigerne konduktøren til at åbne døren for dem, og de sprang ud af toget.
Dieter på 11 år – den yngste af børnene – og hans modige mor fulgte en helt anden rute. De medbragte en smule mad og de dyrebare familiebilleder, der var sluppet uskadt gennem anden verdenskrigs ødelæggelser. Da Dieter og hans mor havde vandret i mange timer, begyndte søster Uchtdorfs knæ at give efter. Dieter bar deres ejendele og hjalp sin mor med at klatre op af den sidste bakke til friheden. Der standsede de for at spise et sparsomt måltid, for blot at erfare, da de så russiske vagter, at de stadig ikke havde krydset grænsen. Moderen og sønnen afsluttede deres skovtur, samlede deres ejendele sammen og klatrede højere op, før de nåede deres mål.
Dieter og hans mor fortsatte deres vandring som flygtninge, blaffede og gik til deres mål i en forstad til Frankfurt. Efter mange lange og farefulde dage med adskillelse, blev familien endelig genforenet. Brødrene ankom først, hvorefter deres far fulgte. Så kom Dieter og hans mor, og til sidste kom hans søster. Deres genforening var glædesfyldt.
Det betød mindre, at de havde efterladt næsten alle deres ejendele.
Syv år tidligere mod slutningen af anden verdenskrig havde de flygtet fra deres hjem, da fremmede tropper nærmede sig. Nu var de igen flygtninge. Endnu engang ejede de intet. De måtte atter begynde forfra. Men de havde hinanden. De havde deres store tro på Gud, og de havde deres medlemskab af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, som de havde fået knap fem år før.
Familiens etværelses lejlighed i nærheden af Frankfurt var lille og plaget af mus. Den unge Dieter var fascineret af gnaverne, der løb rundt. Offentlig transport i Frankfurt var ret billig, men familien havde ikke råd til, at alle kom i kirke hver uge. Så de skiftedes.
Det er ikke mærkeligt, at præsident Uchtdorf har så stærke følelser om familiens hellighed. Med stor oprigtighed vidner han om, at familien er indstiftet af Gud. Familien har den allerstørste betydning for ham. Det var i hans familie, at frøet til hans stærke tro blev sået og voksede frem. Der begyndte han at forberede sig til opfyldelsen af hans forudordination som præstedømmeleder i Guds kirke.
Et familiemenneske
Dieter Friedrich Uchtdorf blev født af gode forældre, Karl Albert og Hildegard Else Opelt Uchtdorf den 6. november 1940 i Mährisch-Ostrau i det nuværende Tjekkiet. Familien forlod området i 1944 og flyttede til Zwickau. Fra 1949 til 1990 hørte Zwickau til Østtyskland og var et kulmineområde. Byen var på grund af kuls strategiske betydning under anden verdenskrig ofte et bombemål for allierede flyangreb. Den 4-årige Dieter var skræmt, men også fascineret af lysene fra flyene, når de overfløj dem. Han husker, at hans mor førte ham i sikkerhed i et beskyttelsesrum. Søster Uchtdorfs mand var indkaldt til den tyske hær, og hun kæmpede bravt for sin familie, mens krigen i Europa hærgede omkring dem.
Efter krigen arbejdede Dieters far i kul- og uranminer i Zwickau under arbejdsforhold, der senere førte til en dødbringende sygdom, der krævede hans liv som 62-årig. Præsident Uchtdorf mindes sin far som venlig og kærlig, stærk og hensynsfuld. Hans far værdsatte sine ansvar i præstedømmet som diakon, lærer, præst og ældste.
Hans mor Hildegard, som døde i 1991, var ikke blot modig, men hun var også virkelig omvendt og en hengiven discipel, som tjente i mange kaldelser i Kirken.
Forældrene og deres børn blev beseglet i templet i Schweiz i 1956. Efterfølgende er hans brødre, Wolfgang og Karl-Heinz, døde. Hans søster, Christel Uchtdorf Ash, som var på mission i Tyskland, bor nu i Texas i det sydøstlige USA.
Præsident Uchtdorf mødte sin kommende hustru Harriet Reich, da de deltog i møder i GUF. Harriet blev døbt, da hun var næsten 13 år, sammen med sin mor og søster, efter at missionærerne havde banket på deres dør og undervist dem i evangeliet. Harriets far var død af kræft blot otte måneder tidligere. Hendes mor og hendes søster er nu gået bort.
En af disse missionærer, ældste Gary Jenkins, der havde undervist og døbt familien Reich, modtog en usædvanlig belønning. Det var en vidunderlig dag for ham den 16. februar 2008, da hans barnebarn Crystal årtier senere blev beseglet til sin mand Steven i templet i Salt Lake City af et medlem af Det Første Præsidentskab, præsident Dieter F. Uchtdorf.
Harriet og Dieter blev beseglet den 14. december 1962 i templet i Bern i Schweiz. Han kalder Harriet for sit livs solstråle. Hendes støtte er en stadig kilde til styrke. Hun er hans livs kærlighed. Harriet beskriver sin mand som havende et stort hjerte. »Han er venlig. Han er en god og forstående leder. Det hører vi fra mange af hans tidligere arbejdskollegaer så vel som fra venner i Kirken. Han er en vidunderlig ægtemand, som altid søger efter måder at støtte mig. Han har god humor og er vittig. Jeg er meget velsignet ved at være hans hustru.«
Præsident og søster Uchtdorf har to børn. Deres datter Antje er gift med David A. Evans. Antje og David har tre sønner: 19-årige tvillinger Daniel og Patrick samt den 8-årige Eric. De bor i Darmstadt i Tyskland.
Sønnen Guido tjente i den sydlige mission i Washington D.C. Han blev gift med Carolyn Waldner fra Basel i Schweiz. Guido og Carolyn bor nu i nærheden af Zürich i Schweiz, hvor Guido tjener som biskop i Wetzikon Menighed i St. Gallen Stav i Schweiz. De har tre børn: Jasmin på 7 år, Robin på 5 år og Niklas Ivan på 1 år.
Da Antje blev spurgt om sin far og hans nye kaldelse, svarede hun: »Vi er velsignet med vidunderlige forældre. Da vi var yngre, forstod jeg ikke, hvor optaget min far var, for han havde altid tid til os. Vi blev aldrig nedprioriteret. Når vi havde et problem, søgte vi hans råd. Og vore børn føler, at Opa kender svaret, uanset hvad spørgsmålet er. Nu hvor han er i Det Første Præsidentskab, føler vi et endnu større ansvar for at gøre vores allerbedste.«
Guidos har tilsvarende minder. Han taler om situation for mange år siden, hvor han, hans søster, mor og far alle fik skiundervisning. Det var begyndelsen til en vidunderlig familietradition – at stå på ski sammen. Guido forstod, at hans fars arbejde som pilot i et flyselskab nødvendiggjorde, at han var væk hjemmefra i længere perioder. »Men når far kom hjem, så legede vi, vi talte, og vi lo sammen,« tilføjer Guido. »Det var kvalitetstid!«
Guido og Antje har fra deres forældre lært betydningen af at tilbringe tid sammen som familie. Deres ture bidrog til at styrke familiebånd, uanset om formålet var uddannelse eller fritid. At være forældre og bedsteforældre på afstand er nu blevet lettere for familien Uchtdorf ved hjælp af moderne teknologi. E-mail og telefonsamtaler ledsages nu også af forsendelse af filmklip og fotos via internettet.
Men tid sammen er i høj kurs. Det betød meget for Guido at kunne overvære aprilkonferencen 2008 og være til stede, da hans far stod på Konferencecentrets talerstol.
Når præsident Uchtdorf har rådet sin familie, har han altid lagt vægt på grundlæggende principper. Som Guido forklarer: »Far underviser i velsignelser, der kommer ved bøn, studium af skriften, lydighed mod befalingerne og en positiv indstilling. Dette er for ham langt vigtigere end at spekulere over, hvor Kolob ligger.«
Ved præsident og søster Uchtdorfs 40 års bryllupsdag var de samlet ved templet i Bern i Schweiz sammen med deres børn, ægtefæller og større børnebørn for at udføre hellige ordinancer sammen. Harriet og Dieter holder meget af templet, for deres forældre, de selv og deres børn blev alle beseglet her.
Et troende menneske
Man kan ikke studere denne storslåede mands liv uden at få en fornemmelse af hans enestående og urokkelige tro. Han har fuldstændig tro på Gud, tro på Herren Jesus Kristus, tro på Kirken og tro på, at han modtager himmelsk hjælp, når han behøver det.
Hans forældre risikerede live for deres frihed og tro. Han far ærede præstedømmet, der var blevet betroet ham. Han lærte fra sin mor – især under deres farefulde flugt fra Østtyskland – at bede til og stole på Herren.
Præsident Uchtdorf beskriver sin mor som genial. Han forklarer, at hun kunne udregne matematiske stykker i hovedet, og hun lærte ham at gøre det samme. Selv om familien to gange som krigsflygtninge stod uden en øre, så efterlevede de tiendeloven. De vidste, at Herren ville åbne himlens vinduer og lade velsignelser regne ned over dem, der trofast adlød denne lov.2
Præsident Uchtdorf holder især meget af den nu afdøde ældste Theodore M. Burton (1907-1989), der var præsident for Den Vesttyske Mission. På et tidspunkt, hvor mange gode sidste dages hellige forlod deres fædreland, fulgte familien Uchtdorf ældste Burtons råd om at blive i Tyskland og opbygge Kirken der. Det var ældste Burton, der ordinerede Dieter F. Uchtdorf til embedet som ældste og gav ham mindeværdige instruktioner, som Dieter omhyggeligt fulgte. Søster Harriet Uchtdorf forstod betydningen af ældste Burtons råd til familien Uchtdorf om at forblive i Europa for at styrke Kirken der. Det blev en befaling for dem. Deres børn har fulgt det samme råd. Nu irettesætter børnene i spøg deres forældre for at rejse til USA, mens de er blevet i Europa.
Ældste Burton var selvfølgelig ikke den eneste leder, der havde stor indflydelse på præsident Uchtdorf. Dieter mindes sin grenspræsident, da han blev indsat som præsident for diakonernes kvorum. Grenspræsidenten gav omhyggelig instruktion om den nye kvorumspræsidents pligter og ansvar. Dieter husker betydningen af den undervisning, som en mindre leder kunne have forsømt, fordi der kun var et medlem af diakonernes kvorum.
Denne families tro illustreres af præsident Uchtdorfs bedstemors tro. Hun stod efter anden verdenskrig i en kø for at købe mad, da en ældre, enlig søster, der ikke selv havde familie, indbød hende til et nadvermøde. Hans bedstemor og forældre tog imod indbydelsen. De gik i kirke, mærkede Ånden, blev opløftet af medlemmernes venlighed og opbygget af genoprettelsens salmer.3 Dieters forældre blev døbt i Zwickau i 1947, og Dieter blev døbt knap to år senere som otteårig. Familiens forpligtelse over for Kirken blev stærk og vedvarende.
Hans grundvold af tro skænkede ham tillid til sine egne evne til at præstere noget. Hans karriere begyndte med en ingeniøruddannelse, fulgt af seks år i det tyske flyvevåben. Takket være et udvekslingsprogram mellem Tyskland og USA kom han på en pilotuddannelse i Texas, hvor han erhvervede sig både det tyske og det amerikanske flyvevåbens vinger. Han modtog det eftertragtede kommandantens trofæ som den bedste pilotelev i sin klasse. Dieter F. Uchtdorf blev i 1970 som 29-årig kaptajn i Lufthansa. Med tiden blev han chefpilot og seniorvicedirektør med ansvar for flydrift hos Lufthansa.
Ældste Uchtdorf og jeg rejste helt tilfældigt i 2004, før hans kaldelse til De Tolvs Kvorum, sammen på en Lufthansa-flyvning til Europa. Det er ikke ualmindeligt, at flypassagerer genkender og hilser på generalautoriteter, der rejser med det samme fly. Men denne gang var hilsenerne helt anderledes. Næsten hver eneste fra Lufthansa-besætningen kom ivrigt hen for at hilse på deres tidligere chefpilot. De stillede sig i kø for at få lov til at trykke hans hånd. Deres følelse af fortjent beundring for ham var meget tydelig for mig. De synes at fornemme hans store tro og hans interesse for dem.
Præsident Uchtdorfs tro på Herren var åbenlys, når han tog mod kaldelser om at tjene i Kirken. I 1985 blev han kaldet som præsident for Frankfurt Stav. Da grænserne blev ændret, blev han kaldet som præsident for Mannheim Stav. I 1994 blev han kaldet til De Halvfjerds’ Andet Kvorum, samtidig med at han blev boende i Tyskland og passede sine pligter som ansat i Lufthansa. I 1996 blev han generalautoritet på fuldtid og tjente i De Halvfjerds’ Første Kvorum. Tre år senere flyttede ældste og søster Uchtdorf til Utah, hvilket de dengang betragtede som deres tur til at tjene i udlandet.
Da ældste Uchtdorf blev kaldet til det hellige apostelembede i oktober 2004, hyldede nogle repræsentanter fra medierne ham som den »tyske apostel.« Han belærte dem da helt korrekt, at han var kaldet til at repræsentere Herren over for mennesker, ikke den anden vej rundt. Det er virkelig hans hellige kaldelse. Han skal undervise og vidne om Herren Jesus Kristus til »alle folkeslag, stammer, tungemål og folk.«4
Ældste David A. Bednar blev kaldet til De Tolv Apostles Kvorum samtidig som ældste Uchtdorf. Ældste Bednar sagde ved præsident Uchtdorfs kaldelse til Det Første Præsidentskab: »Det har været store velsignelser i mit liv at sidde ved siden af, tjene samme med og lære fra præsident Uchtdorf. Hans undervisning og indtagende og elskværdige manerer inspirerer mig til at arbejde mere flittigt og til at forbedre mig selv. Jeg elsker og opretholder præsident Uchtdorf i hans hellige ansvar.«
En forudordineret mand
Man kan ikke studere denne storslåede mands liv uden også at få en fornemmelse af hans forudordination til de store ansvar, han nu har. Denne lære blev forkyndt af fordums og nutidige profeter. Alma sagde, at præstedømmeledere »blev ordineret – de blev kaldet og beredt fra verdens grundlæggelse i overensstemmelse med Guds forudviden.«5
Præsident Joseph F. Smith (1838-1918) åbenbarede, at ledere (som præsident Uchtdorf) »var blandt de ædle og store, der i begyndelsen var blevet udvalgt til at være herskere i Guds kirke.
Endog før de blev født, modtog de sammen med mange andre deres første undervisning i åndernes verden og blev forberedt til at komme frem, når Herren anså tiden for at være inde, for at arbejde i hans vingård for menneskesjælenes frelse.«6
Kunne det ikke være spændende, hvis det var muligt at spørge præsident Uchtdorfs mor, om hun havde nogen anelse om, at hendes yngste søn en dag ville blive kaldet til at tjene i Det Første Præsidentskab i Kirken? Hvad fornemmede hun, da hun opfostrede sin yngste søn, muliggjorde hans frihed og frelste hans liv? Ved en lejlighed var hun og børnene i en stor offentlig sal. Hun følte sig tilskyndet til at omgående at forlade bygningen. På grund af den indtræn-gende følelse fandt hun en barnevogn, lagde den lille Dieter i den og hastede væk med sine børn så hurtigt som muligt. Kort efter blev bygningen ødelagt på grund af en krigshandling. De fleste i salen blev dræbt. Søster Uchtdorf og hendes børn blev skånet.
Præsident Uchtdorf mindes, at han som barn voksede op efter anden verdenskrig og legede i udbombede huse og fandt pistoler, ammunition og andre efterladte våben i den nærliggende skov. Igennem årene har han levet med de stadig synlige konsekvenser af krig og erkendelse af, at hans eget land havde påført andre forfærdelige ulykker. Faktisk har han og hans familie også været ofre for et undertrykkende diktatur.
Senere overlevede han en episode, hvor han var pilot i et fly, og styrepinden fungerede ikke korrekt. Hvis denne tilstand ikke blev rettet, ville flyet fortsat rulle og styrte ned. Talrige forsøg på at få den frosne styrepind løs mislykkedes. Gentagne gange beordrede hans instruktør, at han skulle springe ud. Endelig lykkedes det for den stærke pilot, Dieter F. Uchtdorf, at vriste den løs og foretage en vellykket nødlanding. Præsident Uchtdorf anerkender Herrens hånd i at tillade, at han overlever en sådan ildprøve.7
Den matematiske sandsynlighed for at dette barn født i det nuværende Tjekkiet i en familie, der tilslutter sig Kirken, overlever et så risikofyldt liv, og derpå bliver kaldet til at tjene i Det Første Præsidentskab, er meget usandsynlig. Men Herren har kendt og elsket denne usædvanlige mand, fra før verden blev dannet. Ja, han er blevet forudordineret til sine pligter som leder i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Nu står han i sin hellige kaldelse ved siden af præsident Thomas S. Monson. Præsident Henry B. Eyring og præsident Dieter F. Uchtdorf er Herrens storslåede tjenere, villige og i stand til at rådgive Kirkens præsident. Disse tre præsiderende højpræster komplementerer hinanden. Kirkens medlemmer vil med glæde og i taknemlighed følge deres inspirerede ledelse.