2008
I skyggen af hans vinger
Juli 2008


I skyggen af hans vinger

Da jeg havde gennemført den grundlæggende flyveundervisning i Phoenix i delstaten Arizona, besluttede jeg efter nogle få timers soloflyvning at foretage min første soloflyvning tværs over staten. Det omfattede en to timer lang flyvetur fra Phoenix til Tucson og tilbage til Phoenix.

Jeg var begejstret ved tanken om at flyve på egen hånd i 3000 meters højde og betragte skyernes, bjergenes, dalenes og ørkenens skønhed og skænkede ikke min manglende erfaring og de mulige farer mange tanker.

Jeg tjekkede vejrudsigten, udfyldte min flyveplan og pakkede radio, kompas og de vigtigste flyveinstrumenter. Jeg havde endnu ikke nogen erfaring med anvendelsen af de avancerede instrumenter, men det er ganske normalt på det stadie af flyveundervisningen. Desuden havde det gamle fly, som jeg skulle benytte, ikke nogle af de avancerede instrumenter, der gør det muligt at flyve blindflyvning.

Jeg var lidt nervøs ved at skulle lette alene i min lille, gule enmotorsmaskine, men flyveturen fra Phoenix til Tucson forløb fint. Jeg glædede mig over mine nyvundne færdigheder som pilot.

Begejstret og selvsikker og med kun 190 km tilbage af turen lettede jeg fra Tucson for at flyve hjem til Phoenix sidst på eftermiddagen. Men kort efter at jeg var kommet i luften, løb jeg ind i nogle uventede luftstrømme, som gjorde det vanskeligt for mig at holde mit fly i den rette højde. Pludselig blev jeg omsluttet af en sandstorm, og jeg kunne ikke længere se noget. Jeg blev kastet fra side til side og mistede herredømmet over flyet, så jeg blev fuldstændig desorienteret og bange. Jeg var klar over, at jeg var faretruende tæt på Catalina-bjergene.

Panisk begyndte jeg at tænke over mit liv. Jeg var forlovet og skulle giftes den følgende måned i templet i Mesa i Arizona. Jeg havde været på mission. Jeg havde altid bestræbt mig på at holde budene og lytte til Helligåndens tilskyndelser. Hvis jeg på noget tidspunkt havde haft brug for guddommelig hjælp, så var det nu. Fortvivlet opsendte jeg en stille bøn. Ånden hviskede straks til mig: »Stol på din radio, dit kompas og dit instrumentbræt og tag noget af højden.«

Jeg lod straks flyet dale små hundrede meter. Sigtbarheden var stadig ringe, men nede under mig kunne jeg skimte en landevej og nogle jernbanespor. Ved at benytte mine instrumenter og følge de synlige vartegn fandt jeg endelig vej tilbage til lufthavnen i Phoenix efter en skræmmende totimers flyvning.

Jeg vil altid være taknemlig for Helligåndens tilskyndelser og løftet i Salmernes Bog: »… i dine vingers skygge søger jeg tilflugt« (Sl 57:2).