Svaret fra aktivitetsdagen

Sikke en frygtelig dag! Jeg talte ikke med nogen i skolen i dag. Jeg legede ikke med nogen i frikvartererne. Og jeg sad ikke sammen med nogen i spisefrikvarteret. Min familie havde boet i en ny by i to uger, og jeg havde stadig ikke nogen venner!

Da jeg traskede op mod vores nye hus, fik jeg øje på min lillesøster, som legede med genboens datter. Hun vinkede. »Hej, Rosa!«

Jeg vendte hovedet væk og sagde ikke noget. Der er tre piger på alder med min lillesøster her på vejen. Hvor mange piger er der på min alder? Ingen. Ikke én!

Jeg skubbede hoveddøren op og smed min rygsæk på gulvet.

»Søster Garcia fra Primary ringede for at minde dig om aktivitetsdagen i dag,« sagde mor.

»Jeg vil ikke med til aktivitetsdag,« mukkede jeg. »Jeg har tilbragt hele dagen sammen med børn, jeg ikke kender. Jeg har ikke lyst til at bruge en time mere på piger, jeg ikke kender!« Nogle mennesker har måske let ved at tale med folk, de ikke kender, men det har jeg ikke.

»Jeg ved, at det har været svært at flytte hertil og forlade alle dine gamle venner,« sagde mor. »Jeg har bedt om, at vi alle snart må få nye venner.«

»Også jeg,« sagde jeg. »Jeg beder om det hver eneste aften, men indtil nu har vor himmelske Fader ikke svaret mig. Det er, som om han slet ikke hører efter.«

Mor klemte min hånd. »Det kan være, at opringningen fra søster Garcia er dit svar,« sagde hun.

»Hvordan kan det være svaret på mine bønner?« spurgte jeg.

»Nogle gange, når vi beder, forventer vor himmelske Fader, at vi gør noget for at være med til at besvare vores bøn,« sagde mor. »Det hedder at handle i tro. Vi skal gøre mere end bare at bede. Nogle gange skal vi handle i tro, før vi får velsignelsen.«

»Kunne det være rigtigt?« tænkte jeg. »Kunne det virkelig være svaret på mine bønner at tage med til den aktivitetsdag?«

Senere spurgte mor, om hun skulle køre mig til aktivitetsdagen. Jeg tog en dyb indånding og nikkede. Selv om jeg var bange, føltes det rigtigt at gøre det.

Mit hjerte hamrede, da vi nåede hen til kirken. Søster Garcia tog imod mig og viste mig hen til en stol ved bordet. Hendes venlige stemme og varme smil fik mig til at føle mig bedre tilpas.

En pige på den anden side af bordet kiggede på mig. »Hej, jeg hedder Teresa,« sagde hun. »Er du ny her?«

Jeg havde en klump i halsen, så jeg nikkede bare.

»Jeg tror, jeg har set dig i skolen,« sagde Teresa. »Hvilken klasse går du i?«

Jeg gjorde en nervøs synkebevægelse. »Mrs. Lees klasse,« svarede jeg.

»Jeg går i klassen lige ved siden af!« sagde hun.

Vi talte om vores klasser og vores yndlingsfag. Da vi talte, overraskede det mig, hvor meget vi havde til fælles. Vi kunne endda begge to lide at løbe på rulleskøjter!

Da mor hentede mig efter aktivitetsdagen, sprang jeg ind i bilen.

»Mor, må jeg lege med min nye ven, Teresa?« Jeg vinkede til Teresa, og hun vinkede tilbage.

Mor syntes, at det var en god idé, og resten af aftenen løb min nye ven og jeg på rulleskøjter ude på min vej.

Den aften knælede jeg ved min seng og takkede min himmelske Fader, fordi han havde besvaret min bøn. Til at begynde med var jeg bange for at gå til aktivitetsdagen, men jeg er glad for, at jeg gjorde det. Jeg er glad for, at jeg var modig nok til at handle i tro.