Den lyse side af et hundebid

I sommeren 2009 blev jeg bidt i ansigtet af min vens hund. Desværre flækkede biddet min læbe, så jeg skulle sys.

Bagefter følte jeg mig meget modløs. Jeg lod modgangen få magten over mine tanker, og det virkede, som om hele mit liv var ødelagt. Jeg var bevidst over min læbe og ville ikke vise mig udenfor. Det syntes mig, som om mine klaverlektioner, volleyball, kirke, svømning og skolegang var fuldstændig ødelagt på grund af min skade.

Men når jeg bad, modtog præstedømmevelsignelser, talte med min forældre eller havde besøg af familie og venner, blev jeg opmuntret i ånden og følte glæde midt i tristheden. Jeg indså hurtigt, at hvis folk overhovedet tænkte på min skade, så var det med medfølelse.

Den oplevelse gjorde det muligt for mig at opbygge min karakter, og jeg erfarede, at jeg ikke skulle være så bekymret for, hvad andre mennesker tænkte om mig. Jeg blev også velsignet, fordi min skade fik mig til at indse, at jeg skulle tænke mindre på mig selv og begynde at interessere mig for andre. Min ånd blev styrket utrolig meget i den periode.

Jeg erfarede, at modgang er en del af vor himmelske Faders plan for os. Hvis vi ser efter det gode og ikke det dårlige, kan vi overvinde modgang, blive bedre mennesker og lade erfaringen styrke vores vidnesbyrd.