2011
Hjemmeundervisning og besøgsundervisning: En tjenestegerning
Marts 2011


Hjemmeundervisning og besøgsundervisning: En tjenestegerning

Ny i hjemme - eller besøgsundervisningen? Tænk over disse ni forslag.

»Jeg ved, at det er sidst på måneden, og jeg er ked af, at vi ikke har nået at tale om besøgsbudskabet,« sagde søster Julie B. Becks besøgslærer. Men da hun sagde det, var hun på vej ud af Hjælpeforeningens hovedpræsidents hjem med en kurvfuld strygetøj, som hun ville ordne for søster Beck. »Tror du, vi kan tælle dette besøg med?« spurgte hun tøvende søster Beck.

Da søster Beck genfortalte denne oplevelse, fik hun tårer i øjnene, idet hun sagde: »Hvordan kunne denne kære ven og hengivne besøgslærer dog tro, at jeg ikke var blevet undervist og våget over? Det var ikke første gang den måned, at hun var kommet forbi for at hjælpe med noget. Hvordan kunne det være, at hun ikke indså, at hun konstant tjente mig og velsignede min familie? Hendes omsorg og opmærksomhed over for mig er indbegrebet af besøgsundervisning. Selvfølgelig kunne hun rapportere, at jeg var blevet besøgt!«

Som søster Becks eksempel illustrerer, er inspireret besøgs- og hjemmeundervisning andet og mere end formelle besøg og bliver aldrig færdige. Hjemme- og besøgsundervisning drejer sig om at passe på andre, snarere end at gennemføre en proces, og når det udføres korrekt, repræsenterer det omsorg og ikke statistik. Disse opgaver drejer sig om at våge over og tjene hinanden, som Frelseren tjente. Her er nogle forslag, som kan hjælpe dig:

  • Sørg for at vide, hvem du skal besøge, og hvem din kammerat er. Ledere i præstedømmet eller i Hjælpeforeningen i din menighed skal give dig navne og kontaktoplysninger på hver familie eller enkeltperson, som du skal besøge. Præsentér dig for din kammerat og de mennesker, du skal besøge og begynd at opbygge et godt forhold.

  • Besøg. Undervis i vedkommendes hjem, når det er muligt. Hvis det ikke kan lade sig gøre, så kan du overveje at mødes med vedkommende nær hendes eller hans arbejdsplads, gå en tur sammen eller mødes før eller efter søndagens møder. Undervis og inspirér hinanden – måske ved at indlede med Det Første Præsidentskabs Budskab eller Besøgsbudskabet. Bær dit vidnesbyrd Fortæl om, hvad der sker i dit liv. Knyt kærlige bånd ved at være venlig og omsorgsfuld. Lyt opmærksomt. Værn om den fortrolighed, andre viser dig. Bliv ved med at være en ven, for tillid tager tid at opbygge.

  • Bed med og for dem, du underviser. Det kan være passende at afslutte mødet med at spørge: »Kan vi bede sammen?« Familiens overhoved bør udpege en til at bede. I dagene og ugerne mellem jeres besøg bør du bede for dem, du er hjemmelærer eller besøgslærer for. Bed din himmelske Fader om hjælp, så du kan vide, hvordan du skal hjælpe og elske dem.

  • Tjen. Iagttag og forudse behov. Hvis en af de søstre, du besøger, for eksempel skal til eksamen, kan du tilbyde at lave mad til hende i ugens løb, så hun får mere tid til at studere. Hvis den bror, du er hjemmelærer for, søger arbejde, så præsenterer ham for nogen, som måske kan hjælpe ham.

  • Stil nyttige spørgsmål. Spørgsmål kan føre til muligheder for at trøste, forkynde relevante evangeliske principper og yde meningsfyldt tjeneste. Du kan fx spørge: »Hvad bekymrer eller foruroliger dig?« »Hvilke spørgsmål har du med hensyn til evangeliet?« Eller du kan være mere specifik: »Kan vi hjælpe dig med noget i hjemmet?« »Har du brug for kørelejlighed til forretningen eller en lægeaftale?« Spørgsmål fører ofte til bedre resultater, end blot at sige: »Ring, hvis du har brug for hjælp.«

  • Søg inspiration. Ånden kan hjælpe dig med at vide, hvordan du kan hjælpe dem, du skal undervise. Du kan få tilskyndelse til, hvilke emner du skal tage op, eller hvilken hjælp du kan tilbyde. Når du lærer dem, du underviser, bedre at kende, kan du måske blive tilskyndet til at opmuntre dem til at modtage flere af evangeliets ordinancer og pagter eller få yderligere adgang til alle de velsignelser, som evangeliet tilbyder.

  • Indrapportér de rette oplysninger. Aflæg rapport om det timelige og åndelige velbefindende hos dem, du underviser, samt eventuel hjælp du har ydet og eventuelle behov. Rapportér om fortrolige anliggender direkte til hjælpeforenings- eller kvorumspræsidenten.

  • Sørg for at koordinere med din makker. Du og din makker kan dele opgaverne imellem jer, så I kan kontakte og betjene alle. I kan skiftes til at besøge dem, yde hjælp og aflægge rapport om de enkeltes velbefindende.

  • Husk: Hold øje med vigtige begivenheder blandt dem, du underviser, så som fødselsdage og hverdagshændelser, der kan have betydning for dem. ◼

Fotoillustrationer: Robert Casey, Craig Dimond, John Luke og Jerry Garns

Fotoillustrationer: Craig Dimond, Matthew Reier, Danny Soleta, Welden C. Andersen og Jerry Garns; foto af søster Allred: Busath Photography