Helbrederens kunst

I august 1978 fik jeg til opgave at deltage i en stavskonference i Seoul i Sydkorea. Efter præstedømmets lederskabsmøde stod jeg ude på gangen, da en ældre søster på omkring 60 år hviskede i mit øre på japansk: »Jeg bryder mig ikke om japanere.«

Jeg var rystet og overrasket. Jeg vendte mig om og svarede på japansk: »Jeg er ked af, at du har det sådan.« Jeg spekulerede på, hvad hun havde oplevet i sit liv, som havde fået hende til at føle sådan. Hvad havde mit folk gjort mod hendes?

I min tale ved konferencens aftenmøde talte jeg om Frelserens forsoning og hans store offer. Jeg fortalte stavens medlemmer beretningen om Nefi, som af Herrens Ånd blev ført op på et højt bjerg. Der så han livets træ, som hans far, Lehi, havde set, og der så han Jesusbarnet (se 1 Ne 11:1-20). Så spurgte en engel ham, om han kendte betydningen af det træ, hans far havde set i et syn.

Nefi svarede: »Ja, det er Guds kærlighed, som spreder sig vidt omkring i menneskenes børns hjerte; derfor er den yderst ønskværdig, mere end alt andet.« Englens svarede: »Ja, og det, der glæder sjælen mest« (1 Ne 11:22-23).

Guds kærlighed kan hjælpe os med at overvinde fordomme og misforståelser. Vi er virkelig Guds børn, og vi kan lade hans kærlighed trænge ind i sjælen, hvis vi vil.

Uden at have planlagt det begyndte jeg at fortælle om mit forhold til det koreanske folk. Jeg fortalte forsamlingen, at jeg var vokset op med ni koreanske fætre og kusiner. De kom i vores hjem, og mine søskende og jeg besøgte ofte dem. Jeg spiste koreansk mad og lærte koreanske sange. Min tante var gift med en pragtfuld koreansk mand. De opdrog deres børn i Japan, i den samme by, hvor jeg voksede op.

Midt i min tale bad jeg en eller anden om at spille klaver, mens jeg sang en koreansk folkesang sammen med præsident Ho Nam Rhee, som var den første stavspræsident i Korea. Derefter bad jeg præsident Rhee om at hjælpe mig med at synge den koreanske nationalsang, selv om jeg ikke havde sunget den siden mine drengeår. Det var længe siden, jeg havde lært den af min koreanske onkel, og jeg huskede stadig teksten. Så bad jeg forsamlingen om at synge den sammen med mig. De rejste sig alle og sang deres smukke nationalsang. Der blev udgydt mange tårer, og jeg havde svært ved at synge. En vidunderlig og dejlig ånd herskede i salen.

Jeg fortalte stavens medlemmer, at jeg elskede dem, som jeg elskede mine koreanske fætre og kusiner – for vi er alle Guds børn, fordi vi er brødre og søstre i evangeliet, og fordi Gud elsker os (se 1 Ne 11:22, 25). Vi fornemmede alle den evige kærlighed, og næsten alle i forsamlingen græd. Jeg sagde til dem: »Jeg elsker jer som mine brødre og søstre i evangeliet.«

Da aftenens møde var forbi, stillede stavens medlemmer sig op på række for at hilse på mig. Den sidste i køen var den 60-årige koreanske søster, som kom hen til mig med tårer i øjnene og undskyldte. Herrens Ånd var stærk. Frelserens helbredende vinger bar os alle, og fredens ånd talte til forsamlingen. Jeg følte mig som en af dem.

Jeg blev kaldet som medlem af De Halvfjerds i 1977. Siden da har jeg haft det privilegium at besøge hundredvis af stave. Efter et præstedømmelederskabsmøde i Taylorsville i Utah kom en stor mand hen til mig og hviskede, at hans bror var blevet dræbt under anden verdenskrig, og at han hadede japanere. Efter konferencen kom den samme mand hen til mig med tårer i øjnene. Han græd af glæde og omfavnede mig, fordi jeg havde fortalt om min omvendelse og min kærlighed til amerikanere, og det havde rørt ham.

Ved en anden lejlighed kom en søster hen til mig under en stavskonference i Georgia i USA og sagde, at hun havde mistet sin far under anden verdenskrig. Men efter mødet fortalte hun mig: »Jeg skylder dig en undskyldning. Jeg har næret et had i mit hjerte, fordi min far blev dræbt af japanerne.« Og så sagde hun: »Du fortalte os, at din far også blev dræbt under krigen, men at du senere antog evangeliet, hvilket ændrede dit liv. Og nu fortæller du os, at du elsker os. Jeg skammer mig over mig selv. Skønt jeg er født i Kirken, har jeg hadet dit folk lige indtil i dag. Men dit budskab har ændret min indstilling.« Jeg har haft mange lignende oplevelser. Jeg har kunnet møde mange mennesker, og på grund af evangeliet er vi i stand til at elske og forstå hinanden.

Nogle få år senere ved et foredrag, som blev afholdt efter et besøg ved Adam-ondi-Ahman, bad lederen for Kirkens servicemissionærer i det område mig om at fortælle om min omvendelse. Det gjorde jeg, og så takkede jeg de par, som var til stede ved foredraget, for at have forberedt deres børn på at tage på mission og billedligt talt sendt dem til min dør.

Mens jeg trykkede folk i hænderne og beredte mig på at forlade mødet, tog lederen ordet. »Inden vi afslutter dette møde,« sagde han, »har jeg en personlig bekendelse.« Jeg husker ikke præcis, hvad han sagde, men det var noget i denne stil:

»Som I ved, tjente jeg mit land som marineinfanterist, da jeg var ung. Jeg slog mange japanske soldater ihjel under min tjenestetid. Jeg mente, at jeg havde tjent mit land trofast, men i mange år blev jeg dybt deprimeret, når jeg så asiater, især japanere. Nogle gange kunne jeg slet ikke fungere. Jeg talte med kirkeledere og drøftede mine følelser med psykologer.

Da jeg hilste på ældste og søster Kikuchi og deres søn, vendte minderne tilbage. Men så hørte jeg ældste Kikuchi bære sit vidnesbyrd og fortælle sin omvendelseshistorie og tale om sin kærlighed til Herren og evangeliet og hver af os. Han sagde, at han havde hadet amerikanere og amerikanske soldater, men at evangeliet ændrede hans liv takket være Herrens helbredende kraft. Da jeg hørte det, syntes jeg også at høre Herrens stemme sige: ›Det er forbi nu. Det er helt i orden.‹«

Han strakte hænderne mod himlen og sagde med tårer i sine øjne: »Al min skyld er vasket bort. Min byrde er lettet!«

Så kom han hen og omfavnede mig. Vores hustruer kom hen til os, og vi omfavnede hinanden alle sammen og græd.

Jeg har erfaret, at Frelseren kan hele sårede hjerter, misforståelser og had, hvis vi ser hen til hans ord og forsoning. Han helbreder os på samme måde, som han helbredte israelitterne, som blev bidt af slanger (se 4 Mos 21:8-9; 1 Ne 17:41; Alma 33:19-21). Det er »Guds behagelige ord … der læger den sårede sjæl« (Jakob 2:8), og det er »ved hans sår [vi] blev … helbredt« (Es 53:5; Mosi 14:5).

Jeg blev født i en lille by på den nordlige japanske ø, Hokkaido. Da jeg var fem år gammel, blev min far dræbt under et amerikansk ubådsangreb. Som dreng følte jeg bitterhed mod amerikanerne. Jeg voksede op uden at vide, hvad der havde forårsaget krigen.

Da jeg var færdig med folkeskolen, var vi fattige. Min mor havde ikke råd til at lade mig gå i gymnasiet, så jeg besluttede at arbejde for at finansiere min videre uddannelse. Der var ingen job at få i vores lille landsby, men jeg fandt arbejde på en tofu-fabrik ni timers kørsel fra vores hjem i Muroran, hvor min mor var vokset op.

Mens jeg boede i Muroran, stod jeg hver dag op kl. 4.30 og fremstillede tofu indtil kl. 12, hvorefter jeg bragte den ud til forskellige forretninger indtil kl. 18. Så tog jeg et bad, spiste og skyndte mig af sted til aftenskole. Jeg vendte hjem kl. 22.30 og gik i seng kl. 23. På grund af min udmattende arbejdsdag, var jeg snart drænet for energi og blev syg.

Jeg boede i fabriksejerens hjem, men jeg sagde mit job op og bad min onkel om lov til at bo hos ham, så jeg kunne gøre mit første gymnasieår færdigt. Selv om jeg fik medicin, blev jeg ved med at være syg. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg blev fortvivlet og troede, at jeg skulle dø. Jeg bad inderligt og sagde: »Hvis der er en Gud, vil du så ikke nok velsigne mig, så jeg kan blive rask.« Og så bad jeg lidt overmodigt: »Hvis jeg bliver helbredt, vil jeg gøre gengæld.«

Mens jeg boede hos min onkel, bankede to udlændinge tidligt en aften på døren. De var missionærer for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. En af dem, ældste Law – seniormissionæren – havde været landmand i St. Anthony i Idaho i USA; den anden, ældste Porter – en ny ældste – var fra Salt Lake City. Det var koldt, regnfuldt og næsten mørkt, og de var parat til at vende hjemad. Men af en eller anden grund blev de ved med at banke på døre.

Jeg var alene hjemme, da de bankede på hos mig. Jeg lukkede op og sagde: »Nej tak.«

De unge mænd var ydmyge og vedholdende, men jeg gentog: »Nej tak.« Så tilføjede jeg: »Det var jer, der slog min far ihjel.« Jeg var stadig bitter.

Ældsten fra Idaho lod sig ikke slå ud, men spurgte, hvor gammel jeg var. Jeg sagde: »Hvad har min alder med noget at gøre? Vær venlig at gå.«

Han svarede: »Jeg vil fortælle dig om en dreng på din alder, som så din himmelske Fader og din Frelser, Jesus Kristus. Det er den beretning, vi vil fortælle dig.« Jeg stod næsten helt stivnet i døren.

Jeg svarede: »Jeg giver jer ti minutter.«

De ti minutter rørte mig dybt og ændrede mit liv. Historien, som missionærerne fortalte, var så tankevækkende og smuk. Jeg erfarede, at jeg er Guds barn, og at jeg kom fra ham. Ældsterne kom hver dag, fordi jeg var syg.

Missionærerne underviste mig om genoprettelsens smukke evangelium under vore møder. Evangeliet gav mig håb og livsvilje. Nogle få uger efter at missionærerne havde banket på min dør, blev jeg døbt.

Guds helbredende kraft er storslået, tankevækkende og smuk. Jeg takker ham for hans barmhjertighed, hans kærlighed og hans mirakuløse, himmelske helbredelse. Jeg takker ham for Frelserens forsoning, som gennem hans nåde »skænker kraft til at bortvaske synder, at helbrede og at skænke evigt liv.«²

Jeg vidner om, at Almas ord til Zeezrom i Mormons Bog er sande: »Hvis du tror på Kristi forløsning, kan du blive helbredt« (Alma 15:8).