Anvendelse af konferencen forandrer menneskers tilværelse

Tidligt i 2010 kæmpede jeg med nogle alvorlige personlige udfordringer. Min biskop foreslog, at jeg måske ville have gavn af at kontakte en professionel rådgiver. Ideen chokerede mig. Jeg arbejder og uddanner mig inden for behandling af stof- og alkoholafhængighed, så jeg tænkte: »Jeg er praktisk talt selv rådgiver! Jeg har ikke brug for hjælp udefra.«

Jeg kæmpede stadig med nogle af mine udfordringer – og min egen stolthed – ved aprilkonferencen. Ældste James B. Martino fra De Halvfjerds holdt en tale, »Alt virker sammen til vores bedste« (se Liahona, maj 2010, s. 101), der handler om at klare prøvelser.

Hans budskab rørte mig, og jeg besluttede at bede om vejledning til, hvad jeg skulle gøre. Jeg forlod konferencen med lyst til at søge tro og til at have tillid til, at Frelseren ville vejlede mig gennem Helligånden.

I to uger spekulerede, bad og overvejede jeg, hvad jeg skulle gøre for til sidst at beslutte mig for at prøve rådgivning. Det har været en god og vellykket oplevelse. Desuden har jeg ved at genlæse ældste Martinos tale, få styrke ved at bede til vor himmelske Fader og ved at stole på hans Søns, Jesu Kristi, forsoning, fået en vedvarende tryghed. Jeg vidner om, at det at søge Herren i ydmyghed altid er måden at overvinde prøvelser på. Han vejleder os til at vide, hvad vi er nødt til at gøre.

Min mand Collin og jeg blev forældre i oktober 2009. Da vores datter Eliza var 5 måneder gammel, begyndte vi at tale om, hvornår vi kunne inddrage hende i vores familieaften og skriftstudium. Var det umagen værd at holde familieaften, når hun var vågen? Kunne hun virkelig få noget ud af, at vi læste Mormons Bog højt?

Under generalkonferencen i april 2010 sagde ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum: »Unge i alle aldre, ja, selv små børn, både kan og vil reagere på den helt særlige ånd i Mormons Bog« (»Vær altid vågne og udholdende«, Liahona, maj 2010, s. 41).

De forandringer, vi har foretaget, har været enkle og gradvise. Vi spiller regelmæssigt en CD med primarysange for Eliza. Vi læser nogle få vers i Mormons Bog med hende ved spisetid. Vi er begyndt at have familiebøn, lige inden Eliza skal i seng. Når vi er ude at gå tur, peger jeg på fuglene og fortæller: »Jesus skabte de fugle til os.« Hun forstår det måske ikke lige nu, men det kommer hun til.

Jeg har opdaget, at dette har lettet min bekymring for fremtiden. Jeg føler, at hvis jeg gør min del i at undervise Eliza i det, hun har brug for at vide, og følger de profetiske råd, bliver hun velsignet i fremtiden.

I vores familie har alle travlt. Nogle gange tager vi os ikke tid til at lytte omhyggeligt til hinanden eller til at være venlige og høflige. Så som forberedelse til en generalkonference, bad vi om at vide, hvordan vi kunne knytte os tættere sammen som familie.

Ældste Robert D. Hales’ tale, »Vores pligt mod Gud: Forældres og lederes mission for den opvoksende slægt« (se Liahona, maj 2010, s. 95) besvarede vores bøn og spørgsmål.

Jeg blev især rørt over historien om ældste Hales’ barnebarn, der spørger: »Bedstefar! Er du derinde?« Ældste Hales fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede: »At være der betyder at forstå, hvad der rører sig i hjertet på vore unge og omgås dem. Og at omgås dem betyder ikke blot at tale med dem, men at gøre ting sammen med dem.«

Vi har arbejdet på at forbedre vores omgang med hinanden. Ved spisetid taler vi om dagen, der er gået. Vi taler om udfordringer, vi møder, og hvordan det, vi lærer fra skrifterne, hjælper os med at konfrontere og overvinde disse udfordringer.

Det har krævet en indsats at skabe tid til disse forandringer. Men efterhånden som disse gode vaner er blevet en del af vores familieliv, har jeg følt en særlig kærlighed til min familie. Når jeg har fulgt de profetiske råd, jeg har modtaget ved konferencen, er svar på andre spørgsmål kommet til mig, og jeg har set, hvordan jeg kan blive mere som Frelseren, Jesus Kristus. Mere end nogensinde før føler jeg fred i stedet for bekymring.