Lægedom til dem, hvis hjerte er knust

I 1990’erne førte min ansættelse i Kirken min familie og jeg til Afrika, hvor jeg fik til opgave at bistå med nødhjælpsindsatsen i Burundi, Rwanda og Somalia. Det var under en katastrofal periode med hungersnød, vold og krig, og lidelserne var overvældende.

Tusinder befandt sig i flygtningelejre. Hundredvis af forældreløse børn boede i primitive bivuakker, som de selv havde bygget. Kolera, tyfus og underernæring sås overalt. Stanken af ekskrementer og død øgede følelsen af håbløshed.

Jeg følte mig tilskyndet til at yde al den hjælp, jeg magtede. Kirken samarbejdede med det internationale Røde Kors og andre organisationer, men jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, om vores indsats gjorde nogen som helst forskel midt i så omfattende rædsler og tragedier. Det var vanskeligt at ryste følelsen af håbløshed og mismod af sig, og jeg græd ofte, når jeg gik i seng om aftenen.

Det var på dette fortvivlede tidspunkt, at et velkendt skriftsted antog en dybere betydning for mig. Med et citat fra Esajas fortælles det, at Frelseren var »salvet til at læge de sønderknuste, til at udråbe frihed for de fangne og åbne fængslet for dem, der var lænket« (L&P 138:42).

Jeg havde set og talt med mange mennesker, som var »sønderknuste« på de frygteligste måder. De havde mistet deres kære, deres hjem og deres fredelige liv. Og dog viste mange af dem tegn på at være blevet »læget«. Når vi for eksempel nærmede os et primitivt hjem, spurgte dets beboere: »Vil I bede med os?« Folk syntes at finde glæde og fred i at anråbe Herren.

Vi kan selvfølgelig ikke kun søge forsoningens virkning i dette liv. Den virker også bagefter. Jeg ved, at der er forløsning for de døde og opstandelse takket være Frelseren. Den smerte, som vi oplever i dette liv – uanset hvor slem den er – bliver fjernet og helet ved forsoningen.

Mormon og Moroni, som levede på en tid med omfattende myrderi og død, skrev om at have et håb, som var forankret i en kærlig Gud, hvis barmhjertighed og retfærdighed overgår al forstand (se fx Moro 7:41). Det styrkede min tro at læse disse profetiske udtalelser. Når jeg spekulerede på, om vores indsats gjorde nogen forskel, følte jeg en forvisning om, at Frelserens nåde er den største forløsende kraft. Vores bedste indsats kan være begrænset, men hans er uendelig og evig.

Der er ingen tvivl om, at verdens tilstand skaber mange former for fortvivlelse, men ingen er hinsides Forløserens helbredende kraft. Vi kan alle have det sikre håb, at vores hjerte ved Kristi forsoning kan blive læget og helet. Den vished gjorde, at jeg kunne fortsætte med mit arbejde i forvisningen om, at hans indsats altid lykkes.