Jeg gik i rette med mine kolleger

En morgen fortalte fabrikscheferne os, at alle ansatte ud over den normale timeløn ville få akkordløn. Jo mere vi producerede, desto mere tjente vi. Det skete, fire måneder før jeg tog på mission, så nu kunne jeg tjene flere penge til den.

Produktionen steg, og det samme gjorde vore lønninger. Jeg arbejdede med tre kolleger ved en gummihærdningsmaskine, og hver gang jeg så en form komme ud af varmeskabet og skubbede til den automatiske tæller, drømte jeg om pengene, der trillede ind på min bankbog.

Men den nye akkordløn opmuntrede til snyderi. En kollega sneg sig ofte hen til den automatiske tæller, rykkede lidt i tællerarmen og vendte tilbage til sin plads. Da jeg så det, smilede jeg, rystede på hovedet og fortsatte arbejdet. Jeg mente, at så længe jeg ikke selv pillede ved tælleren, så var min ærlighed intakt.

Men inden længe indså jeg, at eftersom jeg fik udbetalt det samme beløb som de andre mænd på holdet, betød det ikke noget, hvem der pillede ved tælleren. Jeg var lige så skyldig i at stjæle fra firmaet, som de andre var. Skulle jeg finansiere min mission med stjålne penge?

Jeg tænkte dybt over, hvad jeg skulle gøre. Det beløb sig ikke til mange ekstra penge i lønningsposen. Mange mennesker ville sige, at det ikke var værd at bekymre sig om, men jeg var bekymret. Jeg vidste, at jeg måtte sige noget til mine kolleger.

»Tager du gas på mig?« spurgte Bob (navnene er ændret), som var holdets seniormedlem. »Alle snyder jo. Selv ledelsen. De forventer det.«

Han så ingen grund til at ændre på noget. Hvad skulle jeg nu stille op? Selv uden at snyde med tælleren var vores maskine den mest produktive på hele vores hold. Jeg hørte ofte andre arbejdere sige, at de ville ønske, at de arbejdede på vores hold.

»Jeg kunne bytte plads med Jack fra den anden maskine,« foreslog jeg Bob.

»Jeg synes, at det er dumt af dig,« sagde han, »men jeg kan godt arbejde sammen med Jack.«

Da Jack og jeg havde byttet plads, mindede Bob mig ofte om, hvor meget mere end jeg, han tjente. Teksten fra »Så sikker en grundvold« dukkede op i mit sind: »Frygt ej, jeg er med dig, vær kun ved godt mod!« De ord gjorde det nemmere at ignorere Bobs drillerier.

Men det varede ikke længe, før Bob opsøgte mig. Han sagde, at det ikke gik med Jack, og at holdet ville have mig tilbage. Det overraskede mig. Jeg fortalte Bob, at jeg gerne ville vende tilbage, men så måtte det være slut med snyderi. Det gik han med til. Mit gamle hold tog imod mig med åbne arme, og snyderiet hørte op.

Jeg forventede at blive prøvet, inden jeg tog på mission, men jeg havde ingen idé om, at min ærlighed og mit mod ville blive sat på prøve. Jeg er taknemlig for, at da jeg havde brug for styrke til at gøre det rette, støttede Herren mig med sin retfærdige og »mægtige hånd«.^{1 ◼}