En julebøn blev besvaret

Peggy vågnede julemorgen. Hun var spændt på at få et nyt, sjovt stykke legetøj og spise julemad. Men da hun så sig om, vidste hun, at i år ville det blive anderledes. Selvom hendes far arbejdede hårdt, så var der kun få penge til hendes familie.

Der var ingen tegn på et kommende julefestmåltid. Grøntsagsbakkerne var tomme, og der var ikke mad i køleskabet.

Peggy og hendes bror, Malcolm, gik hen til deres forældres soveværelse og så dem knæle ved siden af deres seng. De lyttede stille, da mor og far bad om, at vor himmelske Fader ville hjælpe familien med at få mad.

»Kom,« sagde Peggy til Malcolm. »Lad os gå udenfor.«

Peggy og Malcolm gik uden for og samlede nogle af de vilde bregner, der voksede ved haven. Måske ville der ikke være noget legetøj i år, men de kunne stadig få deres hjem til at føles som jul.

De havde det bedre, efter de havde pyntet huset med grønne bregner, men der var stadig ikke tegn på mad.

»Herren vil hjælpe os,« sagde mor. »Lad os dække bordet.«

Far satte tallerkener på bordet, mens mor lagde gafler og skeer.

Børnene så forvirrede på hinanden. Bordet var klart, men der var stadig ikke noget mad. Morgenmaden var forbi, og frokosten nærmede sig. Peggy kunne mærke nogle jag af sult. Hun undrede sig over, hvordan hendes familie skulle få mad.

Klokken blev 12, så 12:30, så 12:45. Stadig intet. Så hørte Peggy, at det bankede på døren.

Hun skyndte sig hen for at åbne døren og var overrasket over at se familien Kirk stå der. De havde skinke, brød, kylling, salater og søde sager. Peggy kunne ikke tro sine øjne.

»Vi skulle lige til at sætte os ned for at spise vores julemåltid, da vi kom til at tænke på jer,« sagde bror Kirk. »Vi håber, at I kan bruge maden.«

Far gav bror Kirk hånden, og mor begyndte at sætte maden på køkkenbordet. Peggy var stadig overrasket. Hun så med store øjne på mor og far, men de så ud som om, at de havde forventet, at det ville ske.

Peggy vidste, at den følelse, hun havde haft i morges, var rigtig. Denne jul var anderledes. Det var den jul, hvor hun lærte, at vor himmelske Fader hører og besvarer bønner. Og det var den bedste gave, hun kunne få.