Profeter ved juletid

Det har været et særkende for profeternes juleoplevelser at give gaver af kærlighed og tjeneste til de mindre godt stillede. Under den store depression i 1931 var præsident Harold B. Lee præsident for en større stav i Salt Lake City i Utah. Præsident Lee besluttede, at han ville klarlægge sine stavsmedlemmers behov og gøre det bedste, han kunne, for at afhjælpe dem. Gennem undersøgelser fandt han ud af, at over halvdelen af hans stav, næsten 5.000 mennesker, var afhængige af andres hjælp, heriblandt næsten 1.000 børn under 10 år. Han mobiliserede medlemmerne til at indsamle legetøj og organiserede workshop, hvor man kunne reparere, male og rense gammelt legetøj eller lave nyt, så ingen børn var foruden til jul. Han besluttede, at alle familier i staven skulle have en julemiddag og opfordrede til donationer af mad for at det kunne lade sig gøre.¹ Som apostel blev ældste Lee senere bedt om at organisere Kirkens velfærdsprogram baseret på lignende principper om tjeneste, ofre og arbejde.

Som dreng fejrede præsident Thomas S. Monson jul, da hans ven stillede ham et overraskende spørgsmål: »Hvordan smager kalkun?« Han svarede, at det smagte nogenlunde som kylling, men indså, at hans stakkels ven heller ikke havde smagt dét før. Ikke blot det, der var heller intet i hans vens hjem, som man kunne lave julemiddag af. »Jeg prøvede at finde på en løsning på problemet,« sagde præsident Monson. »Jeg havde hverken kalkun, kylling eller penge. Så kom jeg i tanke om, at jeg havde to kaniner som kæledyr. Jeg tog straks min ven i hånden og skyndte mig over til kaninburet, lagde kaninerne i en kasse og rakte ham kassen med ordene: ›Her, tag de to kaniner. De smager også godt – ligesom kylling‹ … Tårerne fik frit løb, mens jeg lukkede lågen til det tomme kaninbur. Men jeg var ikke ked af det. Mit hjerte fyldtes af en varm, ubeskrivelig glæde. Det var en mindeværdig jul.«²

En af de dejligste jule, som præsident Ezra Taft Benson kunne huske, fandt sted i 1923, da han juleaften vendte hjem til familiens gård i Whitney i Idaho i USA efter at have tjent på mission i England i to et halvt år. Denne glædelige genforening med hans forældre og 10 søskende var også fyldt med henrykkelse og begejstring for julen. Som en særlig oplevelse gav hans forældre ham lov til at blive oppe og hjælpe med juleforberedelserne, efter de andre børn var blevet lagt i seng. Mens han arbejdede side om side med sine forældre, fortalte han stille om sine missionsoplevelser. Han kunne ikke holde tårerne tilbage under denne »særlige aften« i sit barndomshjem.³

Profeternes liv opmuntrer os til at komme vores familie nærmere ved juletid. Præsident Joseph F. Smith mindedes som ung far en jul, hvor han ingen penge havde – ikke en øre – til at kunne købe gaver til sine børn. Lige før jul tog han hjemmefra og gik ned ad gaden og så alle de vidunderlige ting i butiksvinduerne velvidende, at han ikke kunne købe nogen af dem. På fortvivlelsens rand fandt han et ugeneret sted og »græd som et barn« for at lette sit tunge hjerte. Men på vej hjem han tørrede sine øjne og legede med sine børn hele dagen, »taknemlig over og glad kun for dem.«⁴ Han havde på trods af manglende evne til at give en materiel jul til sine børn ikke desto mindre givet dem den største gave, en far kunne give – sin kærlighed og sin tid.

Profeten Joseph Smith tilbragte julen 1838 fængslet i Liberty i Missouri. Han og andre blev holdt fangne i en lille fangekælder, der var kold, beskidt og røgfyldt på grund af de åbne bål, de var tvunget til at bruge. Loftet var så lavt, at de ikke kunne stå oprejst. Men der var et lyspunkt i den juletid. Profetens hustru, Emma, kunne i flere dage besøge Joseph op til jul. Derudover havde hun deres søn, Joseph Smith III, med sig. At føle sin families kærlighed fik Joseph til at skrive opmuntrende ord til de hellige fra fangekælderen: »Vi fryder os i vor trængsel, for vi ved, at Gud er med os.«⁵

I 1937 var præsident Joseph Fielding Smith ved at tilpasse sig et liv uden sin elskede hustru Ethel, der kort tid forinden var gået bort. Ethel havde bedt Jessie Evans, en enlig kvinde med en smuk sangstemme, om at synge til sin begravelse. Gennem det møde lærte Jessie Evans og Joseph Fielding Smith hinanden bedre at kende og ud af deres gensidige tiltrækning blomstrede kærligheden. Hun accepterede hans frieri kort efter jul. I sin refleksion over de gaver, han havde modtaget i julen 1937, skrev præsident Smith: »Jeg har fået [Jessie] i julegave, for hvilket jeg er taknemlig.«⁶ De blev gift i april året efter.

En af præsident David O. McKays årlige familietraditioner var at tage børnebørnene ud på en slædetur, hvor de blev trukket af et smukt spand heste, der havde små ringende klokker på. Turen var en af deres yndlingstraditioner. Præsident McKay holdt den i hævd helt ind i firsårsalderen. For at holde sig varm var præsident McKay iklædt sin lange tykke vaskebjørnsfrakke og tykke handsker. De mindste børnebørn kørte med i slæden, mens de ældre »fløjtede med fra deres egne slæder«, der var bundet bagpå slæden. Disse fejringer af julen, der blev husket i lang tid, blev nogle gange afsluttet med julesange rundt om klaveret, mens man sang »Der er skønhed her på jord.«⁷

Det vigtigste, vi kan lære af profeternes juleoplevelser, er at styrke vore vidnesbyrd om Jesus Kristus, idet vi gør ham til fokus for vores fejring. I 1876 var templet i St. George i Utah tæt på færdiggørelse. Indvielsesceremonien for kælder, hovedværelse og beseglingsværelse var sat til den 1. januar 1877.⁸ Da julen stod for døren kun syv dage før indvielsen, var der mange i St. George, der arbejdede på højtryk for at sikre, at templet blev færdigt til tiden.

Præsident Wilford Woodruff, der tjente som templets første præsident, nedskrev i sin dagbog, at juledag var mændene i fuld gang med rundsave, og 40 kvinder brugte hele dagen i templet på at sy tæpper. De lagde tæpper og satte gardiner op.⁹

Selvom de næsten ikke blev færdige til tiden, så var deres offer den jul alle anstrengelserne værd. Dette arbejde var deres måde at fejre jul på. Den 1. januar var der 2.000 mennesker til stede, da præsident Woodruff bad indvielsesbønnen for dele af templet – mere end 30 år efter at de sidste dages hellige var blevet tvunget til at forlade templet i Nauvoo.

Under 2. Verdenskrig blev mange byer i USA påbudt mørklægning for at spare på brændstoffet. I Salt Lake City blev projektørlysene på templet slukket. I mange år stod templet henlagt i mørke i en mørklagt by. Da der blev erklæret våbenhvile i Europa, fik præsident Heber J. Grant templets projektørlys tændt igen.

Til julen 1945 udtænkte præsident George Albert Smith et inspirerende og betydningsfuldt julekort. På forsiden var der et foto af templet i Salt Lakes tre østlige spir, der blev smukt oplyst mod en mørkeblå baggrund, hvor figuren med englen Moroni stod ovenover. Nederst stod ordene: »Jul – 1945« og budskabet »Lysene er atter tændt.«¹⁰ Intet kunne have afspejlet den glæde, som alle følte efter så mange, lange år med død og ødelæggelse bedre.

Men dette smukke julekort var også præsident Smiths måde at bære sit vidnesbyrd på om Jesus Kristus og evangeliets gengivelse. Præcis som slutningen på krigen bragte fred og lys mørke steder, bragte evangeliets gengivelse også »atter« sandhedens lys til mennesker over hele verdenen efter det århundredlange frafald.

Vore nutidige profeters eksempel på kærlighed, tjeneste, tro og offer vidner om, at sand glæde i juletiden kommer ved at leve, som Kristus levede. Som præsident Howard W. Hunter sagde: »Den rigtige jul kommer til den, der har taget Kristus ind i sit liv som en motiverende, dynamisk og fornyende kraft. Julens virkelige ånd ligger i Mesterens liv og mission.«¹¹