Verdens lys

Erin stod på Tempelpladsen i Salt Lake City og så på statuerne i fuld størrelse fra julekrybben og ventede på, at musikken og historien begyndte. Julelys glimtede overalt omkring hende. Men det føltes ikke som juletid.

»Har du det godt?« spurgte mor hende.

Erin nikkede, men hun var ikke helt sikker.

Kun få dage forinden var en dreng fra Erins klasse i skolen blevet dræbt i en bilulykke. Hun havde set en masse mennesker, der græd til begravelsen, og hun havde selv grædt meget. Hun havde ikke kendt drengen så godt, men Erin vidste, at hans familie elskede ham ligeså meget, som hendes familie elskede hende. Hun var bange for at vide, at sådan noget kunne ske for en på hendes alder.

Nu glædede hun sig ikke til jul. Hun var hele tiden bekymret – bange for at gå ind i bilen, bange for at være væk fra sine forældre, bange for at tage hjemmefra, hvis nu der skete hende noget dårligt, mens hun var væk. Alle julelysene på Tempelpladsen kunne ikke få de bange følelser inden i hende til at forsvinde. Hvordan kunne hun være glad i en verden, hvor hun ikke altid var beskyttet?

»Nu begynder det snart,« sagde far. Han pegede hen på julekrybben.

Højtalerne knasede, og en stemme begyndte at tale. Musikken spillede, og spotlys lyste ned på statuerne af hyrderne, de vise mænd, Maria og Josef. Erin lyttede til den velkendte historie. Jesusbarnet blev født og lagt i en krybbe. Engle sang. Hyrderne tilbad. De vise mænd frydede sig.

Erin så på sine forældres ansigt og på tilskuerne, der stod samlet omkring julekrybben. De så alle lykkelige ud. Men hvorfor var alle så glade for Jesusbarnet, hvis hans fødsel ikke kunne forhindre dårlige ting i at ske? Erin kunne ikke lide spørgsmålet, der cirklede rundt i hendes tanker. Det eneste, hun ønskede, var at holde op med at være bange.

Historien sluttede og en optagelse af profetens stemme lød i højtalerne. Han bar sit vidnesbyrd og læste et skriftsted fra Bibelen: »For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus« (1 Kor 15:22).

Erins hjerte bankede hurtigere. Hun gentog ordene i sine tanker for at prøve at huske dem. For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus.

Skriftstedet sagde, at alle ville dø – unge mennesker, ældre mennesker – alle. Det vidste Erin selvfølgelig godt, men hun havde ikke tænkt så meget på det før. Hun troede, at hun var for ung til at tænke på sådan nogle ting. Men hun var ikke for ung til at have vidnesbyrd om sandheden: På grund af Jesus Kristus vil alle leve igen. Det er derfor, hyrderne og de vise mænd frydede sig. De forstod, hvad det var, Jesus var kommet til jorden for at gøre.

Erin så fra den lille stald hen til et vindue i besøgscentret bag julekrybben. Inde i bygningen skinnede en stor statue af Jesus, der havde sine arrede hænder udstrakt. Erin tænkte på den lille baby i krybben og på, hvordan han voksede op til at være en, der havde al magt. Og dog valgte han at ofre sit liv for hende. Han var blevet født, så hun kunne leve igen. Uanset hvad så kunne Erin føle sig beskyttet i Jesu kærlighed.

Der kom en fred over hende. Hun kunne ikke helt forklare hvordan, men hendes bekymringer forsvandt. Da hun så på statuen af Jesus Kristus, der lyste stærkere end de glimtende julelys, lagde hun knap nok mærke til den mørke nattehimmel. Hun havde for travlt med at føle håbets varme, der blafrede inden i hende.