Julen inden i jer

Jeg går ud fra, at alle husker deres første jul væk hjemmefra. Årsagen til at være væk hjemmefra kan have været en mission eller militærtjeneste, livet som studerende eller beskæftigelse. Uanset årsagen så er den første jul væk hjemmefra et gribende minde for os alle. Til dem, der har været væk hjemmefra til jul, eller som måske er væk hjemmefra i år, tilegner jeg mit eget minde.

I mit tilfælde var det min tjeneste som missionær. I 19 år havde jeg nydt julen og været omgivet af familie og venner. Jeg går ud fra, at jeg i min ungdoms selvcentrerethed aldrig havde overvejet at fejre den på anden vis.

Da juletiden nærmede sig i 1960, befandt jeg mig meget langt væk fra alt det. Jeg havde været i England i mindre end tre måneder, da jeg den første december blev bedt om at møde på missionskontoret for at møde ældste Eldon Smith, der lige var kommet fra Champion i Alberta i Canada – min første juniormakker. Vi blev sendt til den konservative by Guildford i Surrey, hvor vi skulle indlede missioneringen i et område, hvor der aldrig havde været sidste dages hellige missionærer, og hvor der os bekendt, kun var ét enkelt medlem et eller andet sted indenfor områdets grænser. Vi var unge, uerfarne og en smule overvældede, men vi var ikke frygtsomme.

Vi registrerede os hos politiet, blev indkvarteret, og da vi ikke kunne finde vores eneste medlem af Kirken, gik vi i gang med det eneste, vi kendte til – at banke på døre. Vi bankede på døre om morgenen, vi bankede på døre ved middagstid, vi bankede på døre om eftermiddagen, og vi bankede på døre om aftenen. Vi cyklede gennem gader i, hvad der syntes at være historiens mest regnfulde, britiske december – eller det syntes vi. Vi var våde om morgenen, vi var våde ved middagstid, vi var våde om eftermiddagen, og vi var våde om aftenen, men vi fortsatte med at banke på døre. Og vi kom næsten aldrig ind.

Og sådan blev det ved indtil juleaften, hvor menneskene var endnu mindre tilbøjelige til at høre på et par missionærer »fra kolonierne«. Den aften vendte vi trætte, men dedikerede hjem til vores etværelses lejelejlighed og holdt en lille julehøjtidelighed. Vi sang en julesalme og bad en bøn. Vi læste fra skrifterne og lyttede til en båndet optagelse, der hed Julens sande historie. Så sang vi en anden julesalme, bad en afslutningsbøn og gik i seng. Vi var for trætte til at forestille os træets grønne top.

Første juledag indledte vi trofast med vores morgenstudium og åbnede to eller tre pakker, der havde indhentet os i forbindelse med vores forflyttelse. Så tog vi ud for at banke på døre. Vi bankede på om morgenen, vi bankede på ved middagstid, vi bankede på om eftermiddagen, og vi bankede på om aftenen. Vi kom ikke indenfor en eneste gang.

På trods af en så begivenhedsløs jul – der uden tvivl har været den mindst festlige, jeg nogensinde har oplevet både før og siden – så betyder det noget, at disse særlige dage i december 1960 forbliver i mit hjerte (efter mere end 50 år!) som en af de dejligste jul, jeg nogensinde har haft. Jeg tror, at det er skyldtes, at jeg for første gang i mit liv kom til at forstå julen frem for blot at nyde den. Jeg tror, at jeg for første gang forstod budskabet om Kristi fødsel og liv på en helt speciel måde – hans budskab, hans mission og hans offer for andre.

Jeg burde nok have forstået det i en tidligere alder, men det gjorde jeg ikke – i hvertfald ikke stærkt nok. Men den jul i England – som en kold, våd og til dels overvældet 19-årig – forstod jeg det. Jeg kan virkelig sige, at julen på grund af min mission siden da, som mange andre aspekter ved evangeliet, har betydet mere for mig år efter år.

Denne jul sender jeg min kærlighed til hver enkelt missionær, hver enkelt mand eller kvinde i militæret, hver enkelt studerende og hver enkelt medarbejder og rejsende, der ikke »er hjemme til jul«,¹ som julesangen lyder. Bevar troen. Se efter det gode i jeres situation. Gør noget venligt for en anden. Søg Kristus, der er blottet for indpakning og lametta. I vil opdage, at på trods af ydre omstændigheder er julen – som Guds rige – »midt iblandt jer« (Luk 17:21).