Jeg håber, der er nogen, der vil elske hende

Da min søn var tre år og min datter var fire år, var de del af nabolagets børnehave. Den vinter besluttede vi, der havde ansvaret for gruppen, at vi skulle lave et juleprojekt, der indebar at hvert barn skulle donere et stykke legetøj til en nødlidende familie.

De følgende uger underviste vi meget om, hvordan taknemlighed og det at dele med andre gør os glade. Jeg bad mine børn om at begynde at tænke over, hvilke stykker legetøj de ville forære væk, da jeg ønskede, at de skulle få oplevelsen af at vælge, hvad der skulle gives væk. Vores families økonomiske midler var få, og jeg var nysgerrig efter at vide, hvilke af deres få stykker legetøj de ville være villige til at tage afsked med.

En lørdag morgen fortalte jeg børnene, at det var tid til at vælge deres donation. Jeg hjalp Hunter med at pakke lastbilen ind, som han havde valgt, og gik så ind for at se, hvordan det gik hos Mikelle. Det, jeg så fra døren ind til hendes værelse, gav mig tårer i øjnene.

Mikelle krammede sin yndlingsdukke, Mella, der var iklædt sit pæneste dukketøj, og hun sang for hende. Så lagde hun et lille tæppe ned i bunden af en gavepose. Hun smilte til dukken, krammede og kyssede hende og lagde hende kærligt ned i posen. Da hun så mig, sagde hun: »Mella er klar nu, mor. Jeg håber, der er nogen, der vil elske hende.«

Jeg var overrasket over, at min datter ville forære hende væk, da jeg vidste, hvor meget hun holdt af dukken. Jeg havde næsten lyst til at fortælle Mikelle, at hun ikke behøvede give sin yndlingsdukke væk, men jeg stoppede mig selv.

»Hun forstår, hvad det vil sige at give,« tænkte jeg »Hun giver det bedste, hun har.«

Da indså jeg, at en del af mig var villig til at give og dele, men ikke for stort et personligt offer. Jeg havde sat grænser for min næstekærlighed, og jeg vidste, at jeg måtte ændre på det.

Jeg tænkte på, hvorledes vor himmelske Fader havde givet sin enbårne, fuldkomne Søn og tillod, at han led og døde for mig. Jeg så for mig en kærlig Fader i himlen, der kyssede sin elskede Søn og sendte ham til jorden som et spædbarn og håbede, at vi ville elske og følge ham.

Frelseren selv holdt ikke noget tilbage og gav alt, hvad han havde at give.

Jeg tænkte på, om Mikelle mon ville ændre mening inden juleprogrammet, når legetøjet skulle doneres, men det gjorde hun ikke. Jeg tænkte på, om hun senere ville fortryde sit valg og blive ked af det, men det gjorde hun ikke.

Ved at se min datters kristuslignende eksempel besluttede jeg mig for, at uanset om jeg havde meget eller lidt at give, så ville jeg altid muntert give mit bedste, når jeg fik mulighed for at dele.