Julelommetørklædet

Da jeg var yngre, hjalp jeg hvert år min mor med at pakke familiens julegaver ind. Jeg havde 5 gifte søskende og 13 niecer og nevøer, så det var ikke nogen let opgave. Men selv i dette farverige rod lagde jeg altid mærke til, at vi altid syntes at pakke et lommetørklæde ind til min søster. Selv hvis min mor gav hende en natkjole, bluse eller noget køkkenudstyr, så var der også altid det lommetørklæde til Ann. Jeg vidste, at lommetørklæder var praktiske og billige, men jeg begyndte at undre mig over, hvad min søster mon tænkte over så ofte at modtage denne gave.

En december kommenterede jeg endelig: »Endnu et lommetørklæde til Ann? Mor, det lader til at du forærer hende et næsten hvert år. Har du overvejet, at hun måske har nok nu? Hvor mange har hun brug for? Og en gave til gør hendes familiepakke endnu dyrere at sende. Jeg tror ikke, at du behøver at gøre det.«

Min mor lagde saksen. »Lad mig fortælle dig en historie. Så forstår du det måske. Det her skete, før du blev født.

Du ved, hvordan jeg kom til landet.« (Det gjorde jeg. Min mors familie var overraskede over, at hun giftede sig med en enkemand med fire børn, men chokerede over, at det indebar, at hun forlod Holland for at tage til USA.) »Men der er visse ting, du ikke kender til. Da vi kom hertil, havde vi ingenting. Livet var hårdt. Din far arbejdede to steder og fik en meget lille løn. Jeg vaskede og strøg for andre. Men vi havde stadig ikke penge nok.

Ann var dengang 17 og forstod, hvor lidt penge vi havde. Hun besluttede sig for at ville hjælpe. Hun gik i gang. Hun fandt et job i en slikbutik inde i byen. Hun måtte tage bussen derind og stå ved kassen hele dagen. Hun gav os næsten hele sin løn og beholdt kun nok til at betale for transport og frokost, eftersom hun ikke måtte have mad bag kassen.

Ann fortalte mig, at hun var glad for at have et job, og for at hendes løn kunne hjælpe os. Men hun fortalte mig ikke, at hun var bekymret for sine små brødre. Julen stod for døren. Deres nye amerikanske venner talte om det legetøj, som de havde bedt julemanden om at give dem. Hvad hvis julemanden ikke kom med gaver i vores hjem?

Et par dage før jul gav Ann mig nogle penge. Men det var ikke lønningsdag. Jeg spurgte hende, hvor hun havde fået pengene fra. Hun fortalte mig, at hun havde sparet dem sammen ved ikke at spise frokost. Det var ikke mange penge, men jeg vidste, at det betød, at hun ikke havde spist frokost i mange uger. Hun bad mig om at tage pengene og købe julegaver til sine brødre. Hun havde tillid, at jeg, den nye stedmor, ville købe det, der var bedst.

Jeg måtte købe små ting. Men jeg besluttede, at jeg ville holde jul for hele familien. Mandariner, man kunne spise, bamsesæber, farveblyanter, små legetøjsbiler og sokker til jeres far. Og jeg købte et lommetørklæde til Ann. Det var enkelt, men jeg blev oppe hele natten for at brodere og gøre det smukt. Jeg var så glad for, at min nye datter gav os julen. Jeg ønskede også, at hun skulle have noget særligt til jul.

Så kom julen. Vi blev overraskede, da vore venner fra kirken kom med et juletræ og en kasse fyldt med gaver. De undskyldte, at det var nogle enkle ting, der var pakket ind i avispapir, men det var vidunderligt! Der var så mange brugbare ting og dejlig mad, vi kunne spise. Og en anden overraskelse var min og Anns hemmelige overraskelse: Julemanden kom til vores hjem! Dine brødre blev så begejstrede! De var hurtigt nede på gulvet i vores lille dagligstue og kørte med biler over og under avispapir. Avispapir over alt! Og Ann åbnede sin gave og fandt lommetørklædet. Hun græd. Jeg græd også lidt.

Vi lavede julemiddag. Åh, vi fik julelækkerier, som vi ikke havde fået i lang tid! Så ryddede vi op. Ann ville lægge sit lommetørklæde væk. Men det var forsvundet. Vi så over alt. Og så tænkte jeg, åh nej, jeres far havde smidt al avispapiret i ilden. Var lommetørklædet endt i ilden? Det må det have gjort, for vi fandt det aldrig. Men Ann beklagede sig ikke. Sket var sket. Hun sagde, at hun var glad, fordi hendes brødre var glade.

Den næste jul forærede jeg Ann et lommetørklæde. Jeg sikrede mig, at det her ikke blev væk. Da hun blev gift og rejste væk, sendte jeg hende et julelommetørklæde. Nu forærer jeg hende ikke et lommetørklæde, fordi jeg tror, hun har brug for det. Jeg forærer hende et lommetørklæde for at fortælle hende, at jeg aldrig vil glemme, hvad hun gjorde til vores første jul sammen.«

Flere år efter at min mor havde fortalt mig denne historie, fik hele familien mulighed for at holde jul sammen. I al postyret så jeg min søster pakke et lommetørklæde ud. Jeg så hendes øjne skinne, da hun rakte over og gav min mors hånd et klem. Jeg forstod det. Det var ikke bare et lommetørklæde. Det var deres særlige minde om kærlighed, gaver og offer. Og på denne enkle måde mindede det mig om, hvorfor vi fejrer jul – på grund af en meget stor og kærlig gave, der krævede et offer.