2012
Brødfød dem, der sulter
December 2012


Fra missionsmarken

Brødfød dem, der sulter

Gennem få midler er vi i stand til at dække store behov – både fysisk og åndeligt.

Billede
tropiske julebilleder

Illustreret af Carolynn Vibbert

I december 2004 tjente jeg som fuldtidsmissionær i Lins i São Paulo i Brasilien. Den lokale menighed og gren besluttede sig for at deltage i Brasiliens årlige program: »Natal sem Fome« (Jul uden sult). Vi slog os sammen med adskillige andre grupper – heriblandt soldater fra det brasilianske militær, postbude og medlemmer af andre trossamfund – og tog ud i flere nabolag for at indsamle mad, der senere skulle gives til byens nødlidende. Vi brugte også dette som en god mulighed for at uddele uddelingskort eller »venskabskort«, som vi kaldte dem. Der blev foræret omkring 2.000 kort væk.

Mange af medlemmerne kommenterede den dejlige følelse de havde, da de tjente og delte julens ånd under den varme brasilianske sol. Det var et imponerende syn at se soldaterne, der omdelte uddelingskort fra en kirke, de ikke engang tilhørte.

En uge senere modtog vi 127 anmodninger om juledvd’en Fryd dig, o jord, hvor Mormontabernakelkoret optræder. Den følgende uge modtog vi yderligere 22. Min makker og jeg begyndte at undervise disse mennesker og fik som følge af dette projekt mulighed for at komme ind i mange hjem.

Jeg vil aldrig glemme den glæde og kærlighed, der kom af projektet, da vi hjalp med at sprede evangeliet og stille mange familiers sult. Både åndelig og fysisk sult blev mindsket.

Jeg ved, at gennem små og enkle ting (såsom et uddelingskort) kan mange store og vidunderlige ting (som frelse af menneskesjæle) ske. Denne oplevelse vidnede om, at der ved juletid og andre højtider findes mange muligheder omkring os for at fremme dette store og forunderlige værk.