Hellige forandringer

Den 20. september 2008 stod omkring 600 sidste dages hellige samlet på en høj, der var våd af regn, i byen San Salvador i El Salvador. De stod på et stykke jord, der i mange år var blevet brugt som plantage. Under ledelse af Centralamerikas områdepræsidentskab bad de sammen og bar deres vidnesbyrd. Nogle af dem plantede nye skovle i den ældgamle muld, mens de ventede på den forandring, der snart ville tilfalde denne udvalgte plet.

Den 21. august 2011 mødtes tusinder af ærbødige, livsglade sidste dages hellige på selv samme høj. Nu ikke længere en plantage, stedet var blevet transformeret til det helligste sted i El Salvador. De hellige samledes om templet. De ventede spændt en profets ankomst, præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab, som skulle indvie templet til Herren. Et livslangt medlem af Kirken sagde næsten hviskende, at stedet føltes udskilt fra dets omgivelser – »en lille bid af himlen på jord.«

I april 2010 var Evelyn Vigil bekymret for, at hendes mand, Amado, var ved at miste sin tro. Han var ikke kommet i nogen kirke i 11 år, da han var kommet frem til den konklusion, at den sande kirke ikke eksisterede. Alt imens var Evelyn aldrig stoppet med at tro på Gud, og hun tog fra kirke til kirke i længsel efter at høre hans ord, men var aldrig tilfreds med det, hun hørte. Nogle morgener vågnede hun badet i tårer. På sådan en morgen bad hun om vejledning fra sin himmelske Fader. Hun spurgte ham, hvorfor hun aldrig følte sig tilpas i de kirker, hun kom i, selvom hun så desperat ønskede at lære ham at kende. Hun bad også for, at hendes familie en dag kunne samles i og om én kirke.

Den 23. august 2011 havde Amado og Evelyn oplevet en forandring ikke ulig den forandring, der havde fundet sted på højen i deres hovedstad. Klædt i hvidt trådte de ind i et beseglingsværelse sammen med deres datter, Michelle på ni år, og deres søn, Christian på 3 år. De var den første familie, der blev beseglet for tid og al evighed i templet i San Salvador i El Salvador. Som det tempel, de var trådt ind i, havde de for nyligt helliget sig Herrens tjeneste, og de var forenede i deres helligelse.

»Vores historie begyndte,« mindes Amado, »da vi fandt et par ældster – eller rettere sagt, de fandt os. Vi var lige taget hjemmefra Evelyns forældre og bar på nogle indkøbsposer. Vi lagde mærke til, at ældsterne havde set os og gik over gaden mod os. En af dem spurgte venligt, om de måtte hjælpe os.

De spurgte også, om de måtte besøge os. Jeg sagde ja, mest af nysgerrighed. På det tidspunkt kendte jeg ikke meget til Kirken – kun de kommentarer, som jeg havde hørt fra andre mennesker.

Efter jeg havde givet ældsterne lov til at besøge vores hjem, sagde jeg til min hustru: ›Bliv nu ikke for begejstret. Gør dig ikke forestillinger om, at jeg beslutter mig for at tilslutte mig en kirke. Jeg er bare nysgerrig efter at vide, havde de har at sige.‹

Ældsterne begyndte at komme hos os. Jeg var klar til høfligt at bede dem forsvinde, hvis de sagde noget, som jeg ikke fandt rigtigt. Men de var så venlige, og jeg var imponeret over, at de aldrig talte negativt om andre kirker. De underviste med en sådan kærlighed og omhu, og de var tålmodige, når jeg stillede mange spørgsmål. Vi kom hurtigt til at holde af dem.«

Lidt efter lidt forberedte Amado og Evelyn sig på at blive døbt og bekræftet som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Evelyns største udfordring var visdomsordet. Hun var ked af at finde ud af, at hun måtte give afkald på sin lyst til kaffe. Amado havde ikke brug for at slippe nogle dårlige vaner; han havde kun brug for at gribe sandheden. Han troede på det, som missionærerne underviste om, og han genkendte megen af den lære og mange skikke, som han og hans hustru havde følt manglede i de andre kirker, såsom evige familier, dåb for de døde og Kirkens fællesskab og organisation. Men han tøvede med at forpligte sig til dåb. Han var bekymret for at tilslutte sig Kirken for så at finde ud af, at han havde truffet et forkert valg.

Disse bekymringer fortog sig snart. Evelyn bad om hjælp og overvandt sin kaffetrang ved at sige: »Jeg vil ikke lade det her afholde mig fra at modtage velsignelser.« Efter ca. to måneders ubeslutsomhed besluttede Amado sig for at blive døbt. Ifølge Evelyn, siger han ofte nu: »Vi må favne læren.«

Amado, Evelyn og Michelle blev døbt og bekræftet i begyndelsen af juni måned 2011. »Fra vi blev døbt,« siger Evelyn, »kunne jeg føle, at alting begyndte at forandre sig. Min familie var forenet i Kirken. Vi havde fundet det gengivne evangelium. Vi har siden da haft prøvelser og sygdom, men vor himmelske Fader har skænket os så mange velsignelser.«

Amado konstaterer: »Den første forandring, jeg lagde mærke til, var enhed i familien. Vi var ikke dysfunktionelle før, men vi blev mere forenede. Evangeliets lære har hjulpet os. Når Kirkens ledere underviste os om familiens hellighed, tænkte vi mere over den værdi, vi burde tillægge vores familie.«

Familien Vigils biskop, César Orellana, så også forandringerne i deres liv. Kort tid efter deres dåb henvendte Amado sig til biskop Orellana og sagde: »Vi vil gerne betale tiende, men vi ved ikke, hvordan man gør.«

Biskop Orellana forklarede, at tiende var 10 procent af deres indkomst. Amado var delvist bekymret. På det tidspunkt havde Evelyn et job, men det havde han ikke. »Vi mangler altid,« forklarede Amado sin biskop, »men vi vil gerne betale tiende.«

Biskop Orellana svarede: »Bror, Herren har givet mange løfter.« Sammen læste de skriftsteder om de velsignelser, der kommer af trofast at betale tiende, heriblandt Herrens ord gennem profeten Malakias: »Bring hele jeres tiende til forrådskammeret … Sæt mig på en prøve, om ikke jeg åbner himlens vinduer for jer og udøser velsignelse uden mål over jer, siger Hærskarers Herre« (Mal 3:10).

Efter at have læst disse skriftsteder sammen så biskop Orellana på det nye medlem og sagde: »Hvis betaling af tiende indebærer, at I ikke kan betale for vand eller el, så betal tiende. Hvis betaling af tiende indebærer, at I ikke kan betale jeres husleje, så betal tiende. Selv hvis betaling af tiende indebærer, at I ikke har nok penge til at brødføde jeres familie, så betal tiende. Herren vil ikke svigte jer.«

Den følgende søndag henvendte Amado sig til biskop Orellana igen. Denne gang stillede han ikke spørgsmål. Han gav blot sin biskop en konvolut og sagde: »Biskop, her er vores tiende.«

Da biskop Orellana reflekterer over denne oplevelser, fortæller han: »Siden da har de været trofaste tiendebetalere.« Familien modtog nogle varer fra biskoppens forrådshus under deres finansielle udfordringer. Udover det har Herren velsignet dem med at være i stand til at tage vare på sig selv. Evelyn blev forfremmet, og Amado fandt et godt job. Evelyn mistede senere sit job, men de betalte fortsat tiende og modtog åndelige og timelige velsignelser for deres trofasthed. Biskop Orellana spurgte engang Amado, hvordan familien klarede sig økonomisk. Amado svarede: »Vi klarer os fint nok. Sommetider har vi ikke meget at spise, men vi har tilstrækkeligt. Og vigtigere endnu, så stoler vi på Herren.«

Efter at have betalt tiende i et stykke tid talte Evelyn og Amado med biskop Orellana om de velsignelser, de havde modtaget. De henviste til Malakias 3:10, da de sagde: »Vi har sat Herren på prøve.« Og tro mod biskop Orellanas løfte, så havde Herren aldrig svigtet dem.

Evelyn og Amado taler ømt om den dag, da deres familie samledes i beseglingsværelset. De var bekymrede for, at når de nåede tidspunktet for deres begavelse og var klar til den beseglende ordinance den samme dag ville deres børn være rastløse. De var især bekymrede for deres energiske treårige søn, Christian. Men børnene trådte ind i beseglingsværelset med en fredelig ærbødighed, der indikerede, at de forstod årsagen til, at de var der. Og da det blev tid til, at børnene skulle deltage i den beseglende ordinance, gik Christian, uden nogen form for instruks eller opfordring, hen til alteret og knælede ned ved siden af sine forældre.

Evelyn husker, at hun så familiens spejlbillede i spejlene. Amado taler også om at se, ikke blot i templet, men i hverdagen. Han udtrykker taknemlighed for det evige perspektiv, der nu præger hans liv – et perspektiv Michelle og Christian så ud til at fornemme, da de var i Herrens hus. Dette perspektiv er blevet større siden da, hvor familien Virgil har budt en ny datter – Andrea – velkommen i familien. Hun blev født i pagten i august.

Familien Virgil vil for evigt være forandrede gennem Jesu Kristi sonoffer og hans tempels indflydelse på deres land. Fordi en plantage blev transformeret til en hellig grund, er deres hjem blevet mere helligt.

På mange måder repræsenterer de en hel nations potentiale. El Salvador er hjem for millioner af gode, ærlige mennesker, der hver dag bombarderes af verdens støj og tillokkelser. De hellige i El Salvador holder meget af deres hjemland og de finder fornyet styrke, når de ser Herrens tempel der. De finder tillid i følgende ord fra templets indvielsesbøn, der blev givet af præsident Eyring:

»Vi beder til at dine velsignelser må hvile på El Salvador som nation. Rør hjertet hos dem, der regerer, så folket må blive velsignet med frihed og muligheder. Må fred herske i dette land.

Må dit værk have fremgang i dette land. Må evangeliets budskab røre folkets hjerte i denne nation. Må de træde ned i dåbens vande og forblive trofaste og tro mod dig …

… Med taknemligt hjerte indvier og helliger vi denne hellige bygning og dets omgivelser til gennemførelsen af din vilje og opfyldelsen af dit evige værk. Vi beder til, at dets indflydelse må kunne mærkes i landet som et lys på en høj.«¹

Megen af den indflydelse vil man med sikkerhed mærke gennem den tjeneste og det eksempel mennesker, som familien Vigil giver og viser. Mens Amado Vigil tørrer tårerne væk og kæmper for at tale overvældet af følelser, taler han nu kærligt om missionærerne, der gjorde det muligt for ham og hans familie at komme til Kristus og modtage templets velsignelser. »Det er vores håb, at vore børn vil tjene på mission,« siger han, »så de kan velsigne andre familier på samme måde, som disse unge mænd velsignede vores.«