Popkorn, pionerer og fred

Mor lagde mursten i ovnen og pakkede dem ind i tæpper, så vore fødder kunne holde sig varme, når vi rejste i bilen uden varme. Året var 1935, og vi tog den 96 km lange tur fra Salt Lake City til Payson i Utah for at besøge mine bedsteforældre tidligt i december måned. Sneen faldt let omkring os og hvirvlede rundt som små tornadoer på vejen foran os. Min storebror, Fred, og jeg lå pakket ind i tykke frakker, uldsokker, der kløede, og halstørklæder. Som syvårig syntes turen uendelig.

Vi tog denne tur hvert eneste år i december måned. Det var først jul, når vi var i bedstemor og bedstefar Tanners varme køkken, hvor der blev lavet popkornskugler. Bedstefar fik gang i ilden, og bedstemor fyldte en stålkurv med popkorn og rystede den energisk over ilden, indtil den blev fyldt med poppede, hvide korn. Så hældte bedstemor varmt honningsmør over popkornene i en stor støbejernsgryde og blandede jordnødder i. Når blandingen var kølet af, stak vi vores smør-indsmurte hænder ned i den og lavede festlige kugler, der blev delt med familie og venner.

Denne jul blev dog anderledes. Normalt sad Fred og jeg på bagsædet, men i år sad vi klemt imellem mine forældre på forsædet. En lille, hvid kiste, der bar min etårige bror, Gerold, optog pladsen på bagsædet. Mæslinger havde udviklet sig til lungebetændelse og berøvet ham livet. Vi havde tidligere været hos bedemanden for at hente den lille trækiste.

Far førte os an i julesange, da vi tog den to timers lange tur. Mor og far sang flerstemmigt, og den smukke musik trøstede os, mens vi sørgede over tabet af vores baby.

Da vi ankom til bedstefars hus, ventede den ellers glade gruppe af familie og slægtninge os stille. Kisten blev hentet fra bagsædet og bragt ind i bedstemors skinnende rene dagligstue. Mine bedsteforældres biskop sagde nogle få venlige ord, og så satte vi os ind i bilen på turen hen til kirkegården, hvor vi alle græd, da denne dyrebare lille dreng blev lagt i den frosne jord.

Julen kom dog. Der kom gang i ilden, popkornene blev poppede, og de festlige popkornskugler blev bragt ud på bedstefars hestetrukne slæde. Der var sorg den dag, men også en malmfuld fred, mens jeg lyttede til mine trofaste bedsteforældre, der læste beretningen om Kristi fødsel.

Mine bedsteforældre var børn af pionerer, der havde lagt mange børn i graven. Da vores familie sørgede over vores tab, vendte vi os mod det, som vores forfædre havde vendt sig mod – Guds Søn og hans ord. Jeg husker den juleberetning anderledes det år, for det var på grund af barnet, der blev født i stalden, at barnet, vi havde lagt i jorden, ville opstå igen og være vores.

Der er gået mange årtier siden da, men hver jul hælder jeg stadig honningsmør over popkornene, blander jordnødder i, former blandingen til kugler og mindes.