Julepynt og kristuslignende venner

Som forberedelse til at pynte vores juletræ åbnede jeg en kasse fyldt med julepynt, som jeg ikke havde set eller brugt i mange år. Mens jeg gravede mig gennem julelys og julestof, fandt jeg en æske, der var fyldt med julepynt, som jeg havde samlet, da jeg var enlig og underviste på en skole. Jeg fandt et enkelt, broderet stykke julepynt, hvor der stod: »Jule-åbenthus – 1984.« Jeg huskede straks tilbage til det år. Jeg var ugift og var fuld af ængstelse flyttet fra en menighed for unge, enlige voksne til en menighed for familier.

Jeg holder meget af juletiden, men nogle gange har jeg følt mig meget ensom. Jeg havde sommetider følt mig uden for ved at have været i 30’erne, enlig og uden børn. Det var let for mig at have ondt af mig selv og falde tilbage i, hvad jeg kaldte det »stakkels-lille-mig-syndrom.« Lige i 1984 husker jeg, at jeg havde truffet et bevidst valg om at overvinde det syndrom og se udover mig selv og se, hvordan jeg kunne gøre julen glædelig for andre.

Jeg var stadig ret ny i menigheden og tænkte, at det at åbne min beskedne lejlighed for søstrene i Hjælpeforeningen ville hjælpe mig med at fejre julen og lære søstrene bedre at kende.

Da jeg mindedes åbenthus-arrangementet, huskede jeg det lille juletræ, der var pyntet med julepynten fra æsken, duften af de småkager, som mine enlige venner hjalp mig med at bage og smagen af mors »hvide julepunch«, som jeg serverede for gæsterne.

Da jeg så på de forskellige slags julepynt, fyldtes mit hjerte med kærlighed og taknemlighed, mens jeg tænkte på de mange kristuslignende venner, unge som ældre, der elskede og vejledte mig gennem udfordrende tider.

Jeg tog den stive, broderede snefnug, som en ældre kvinde havde hæklet til mig, og blev mindet om hendes omsorg. Jeg tænkte på de ældre søstre fra de mange menigheder, hvor jeg har boet, som har videregivet mig deres kundskab. Jeg lærte at hækle, strikke, sy og brodere af de kære søstre, der var villige til at give af deres tid og ikke mindst tålmodighed, så jeg kunne nyde det, de nød.

Jeg tog den lille messingblæser og tænkte på invitationen fra en musisk begavet korleder, der som teenager inviterede mig til at deltage i tidlige morgenøvelser til et særligt musikprogram. Hendes tillid indgød en kærlighed til klassisk musik i mig og selvtilliden til at deltage i kor resten af mit liv.

Med et smil tog jeg Mickey Mouse pyntegenstanden op og var taknemlig for det par, der havde delt deres små børn med mig. Deres børn blev mine børn. Jeg holdt dem i kirken, læste for dem, legede med dem og elskede dem, hvilket hjalp mig med at udfylde et smertefuldt tomrum.

Frelseren lærer os i Matt 10:39: »Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.«

Beslutningen i 1984 om at »miste sit liv« ved at se udad blev i den grad et vendepunkt til at »finde« mig selv. Mens jeg mindedes fortiden, indså jeg, at mange til gengæld havde fulgt vor Frelsers ord og mistet deres liv for mig. Julepynten var blevet et kærligt minde om kristuslignende venner.