Den perfekte juleaften

Da jeg voksede op, var et af årets højdepunkter juleaften. Min familie og jeg lavede pizza, tog ud og sang julesange og samledes så til en julestund. Vi sang salmer i en rusten firklang og spillede højlydt julesange på vores sære samling af musikinstrumenter. Far afsluttede altid aftenen med en juletanke, der rørte os til tårer. Livet blev bare ikke bedre end juleaften.

Da jeg blev lidt ældre, begyndte min mor at tage sig af en ung nabo, der hed Kelly. Kelly kom hos os hver dag efter skole, mens hendes mor, Patty, arbejdede. Kelly fulgte mig overalt som en hvalp – højlydt og opmærksomhedskrævende. Det var altid en lettelse, når Patty kom for at hente sin datter og efterlod mit hjem og min familie i fred.

En december blev jeg forfærdet, da mor inviterede Patty og Kelly med til juleaften hos os. Min juleaften. Mor smilede og forsikrede mig om, at det ikke ville ændre noget. Men jeg vidste bedre. De ville spise al vores pizza. Kelly ville gøre grin med vores sang. Jeg så frem til den værste juleaften nogensinde.

Da aftenen kom, ankom Patty og Kelly hos os, og vi talte, grinede og sang. Min mor havde ret. Den blev perfekt. Ved midnat takkede de os og tog modstræbende hjem. Jeg gik i seng med et fyldt hjerte. Jeg fandt ud af, at de virkelig værdifulde julegaver ikke bliver mindre af at blive delt med andre. I stedet bliver de sødere og fordobles, når vi forærer dem væk.