Fokus på en evig familie

Men da der i 2007 blev bekendtgjort et tempel i San Salvador i El Salvador, var Kevin og Jacquelines forældre holdt op med at komme i kirke. Men Kevin, der nu var 18 år, og Jacqueline på 15 blev ved med at komme i Kirken og bad til, at deres forældre en dag ville vende tilbage.

»Jeg blev ved med at bede vor himmelske Fader om, at de igen ville blive aktive,« fortæller Jacqueline. »Jeg ved, at vor himmelske Fader ønsker det bedste for os, og han ønsker, at vi skal være en evig familie.«

De forsøgte også at være gode eksempler for deres forældre. »Jeg mistede aldrig håbet,« siger Kevin. »Jeg læste i skrifterne og bad, og mine forældre så, at jeg studerede og tog ud på hjemmelærerbesøg og til kirkeaktiviteter. Mens jeg bestræbte mig på at holde befalingerne og udvikle mig, så mine forældre mit eksempel.«

Kevin og Jacquelines bønner for deres forældre begyndte at blive besvaret, da templet næsten stod færdigt. »Da vore ledere bekendtgjorde indvielsen og den kulturelle fejring, inviterede vi vore forældre,« siger Kevin. »Vi fortalte dem om det privilegium, vi som unge ville have ved at deltage, og det motiverede dem meget og hjalp dem til at udvikle sig åndeligt.«

Udover at deltage i den kulturelle fejring deltog familien også i templets åbenthus.

»Selvom mine forældre ikke havde været i kirke længe, så anså de stadig Kirken og evangeliet som noget helligt,« fortæller Kevin. »Da vi trådte ind i templet, begyndte min far at forklare min søster og mig, at vi klæder os i hvidt, når vi er i templet, og at det er her, at vi udfører hellige ordinancer.«

Kevin var overrasket over, at hans søster på to år, der normalt var sprængfuld af energi, forholdt sig roligt, mens de var inde i templet, og han lagde mærke til, at hans mor havde tårer i øjnene, da hun så de forskellige værelser og malerier. Da familien trådte ind i et beseglingsværelse, forklarede en frivillig rundviser, at det var her, familier blev beseglet til hinanden for evigt.

»Vores lillesøster begyndte da at røre ved os alle og sagde: ›Min mor, min far, min Kevin, min Jacqueline,‹« fortæller Jacqueline. »Det var som om, at vor himmelske Fader talte gennem hende for at fortælle os, at vi alle var hendes.«

»Så begyndte hun at kramme os og give os kys og pege hen på spejlene,« siger Kevin. »Vi så os selv sammen i spejlene, og det var fantastisk. Da vi forlod beseglingsværelset den dag, satte vi os et mål om at komme tilbage dertil.«

Efter at have deltaget i templets åbenthus begyndte familien at foretage nogle ændringer. »Siden vi var i templet, har vores familie genvundet perspektivet,« fortæller Kevin. »Lige siden da har vi holdt familieaften, og vores forældre tager os med i kirke og sidder med os forrest i kirkesalen.«

I august 2011 følte Kevin og Jaqueline sig velsignede over at sidde sammen med deres forældre i stavscentret og overvære transmissionen af tempelindvielsen.

»Da templet blev bekendtgjort i 2007, var mine forældre mindre aktive, og jeg troede aldrig, at jeg ville få mulighed for at være sammen med dem til indvielsen,« siger Kevin. »Da de sad der sammen med mig, kunne jeg virkelig fornemme, at vor himmelske Fader havde besvaret mine bønner. At være sammen med min familie er en af de største velsignelser, jeg har fået i mit liv.«

»Denne tempeloplevelse har styrket mig,« siger Jacqueline. »Det, der har styrket mig allermest, er at se, at templet ændrer liv, for det har hjulpet mine forældre med at blive aktive i Kirken igen. Nu har vi sat os det mål, at vi vil besegles i templet. Jeg ved, at vor himmelske Fader ønsker det bedste for os.«