Hemmeligheder

Luisa smækkede sin matematikbog i, da klokken ringede. Hun havde ikke kunnet koncentrere sig om problemerne i den sidste time alligevel.

Alle de andre elever skyndte sig ud. Det var fredag og sidste time. Normalt ville Luisa også glæde sig til weekenden. Men i dag følte hun sig kun bekymret. Sådan havde hun haft det lige siden frokost. Der havde hendes bedste ven, Carlotta, spurgt, om hun kunne holde på en hemmelighed.

Luisa havde bare lænet sig hen mod hende og nikket ivrigt. Hun var god til at holde på hemmeligheder. Hun var sikker på, at Carlotta ville fortælle hende om en sød dreng, hun sværmede for.

Men Carlottas hemmelighed var ikke spor sød eller sjov.

En stemme forstyrrede Luisas tanker. Hun glippede med øjnene og så op. »Har du spørgsmål om dine lektier, Luisa?«, spurgte hendes lærer. Alle de andre elever var væk.

»Nej,« svarede Luisa. Hendes øjne mødte lærerens blik. Hun var bare nødt til at fortælle det til nogen! Men hun havde lovet Carlotta ikke at fortælle det.

»Jeg skal nå bussen,« sagde Luisa hurtigt. Hun tog sin jakke på og skyndte sig ud i den kolde vinterluft.

Hele vejen hjem følte Luisa sig så urolig, at hun næsten ikke kunne holde det ud. Det strammede i brystet, og det var svært at trække vejret.

Luisa kunne ikke slå Carlottas hemmelighed ud af hovedet. Ved frokosten havde Carlotta fortalt, at hun havde gjort noget farligt. Luisa kunne stadig ikke fatte, hvad hun havde hørt. Hun troede, at hun kendte sin bedste veninde! Hun havde ikke forestillet sig, at Carlotta kunne gøre noget så skræmmende. Men efter frokosten havde Carlotta fået Luisa til at love, at hun aldrig ville fortælle det til nogen.

Men hvad nu, hvis der skete Carlotta noget?

Luisa prøvede at lukke latteren og snakken i bussen ude, mens hun lukkede øjnene og bad en bøn indvendigt.

»Kære himmelske Fader, hjælp mig til at vide, hvad jeg skal gøre. Jeg ønsker ikke, at min ven bliver sur på mig. Men jeg ønsker heller ikke, at hun kommer til skade. I Jesu Kristi navn. Amen.«

Turen hjem fra bussen føltes længere end normalt. Ville mor kunne se, at der var noget galt, når Luisa kom hjem? Hvad skulle hun sige?

Da Luisa så på sneen på jorden, huskede hun den sneboldkamp, som hun og Carlotta havde startet med nogle andre børn i parken sidste uge. Det var så sjovt! Hun tænkte på andre ting, som hun og Carlotta elskede at lave sammen. Være sammen. Gå ture. Lave lektier. Spille sport.

Hvordan ville det blive, hvis Luisa fortalte Carlottas hemmelighed, og hun ikke ville være venner mere? Tanken gjorde knuden i Luisas mave endnu større.

Så fik hun en anden tanke. Lige nu var det vigtigste, hvad der var bedst for Carlotta – og ikke hvad Carlotta måtte synes om hende. Carlotta havde brug for en rigtig ven, en ven som satte hendes sikkerhed først. Luisa vidste, at Jesus altid gjorde, hvad der var bedst for andre, selvom nogle folk ikke kunne lide ham.

Luisa vidste, hvad hun måtte gøre. Hun måtte tale med mor om det. Hun ville også ringe til Carlotta og fortælle, hvor bekymret hun var for hende, og at de havde brug for, at en voksen hjalp. Måske kunne Carlotta også tale med sin mor.

Luisa følte sig lettet, da hun nåede hoveddøren.

»Mor!« kaldte hun, da hun kom indenfor. »Kan vi snakke?«

Det kunne godt være, at Carlotta blev vred, men Luisa vidste, det var det rette at gøre. Hun ville være en rigtig ven.

Nogle hemmeligheder måtte man ikke holde på.