Stå som Guds vidner

Apostlen Johannes brugte betegnelsen antikrist til at beskrive en person, »der fornægter Faderen og Sønnen« (1 Joh 2:22). De, der i dag benægter Guds eksistens, bliver kaldt ateister. Nogle af dem håner troen hos dem, der tror på det, der ikke kan bevises, samtidig med at de aggressivt benægter guddommelig eksistens, som de ikke kan modbevise.

Vi er forberedt på sådanne benægtelser af Gud af beretningen i Mormons Bog om en mand ved navn Korihor. I vendinger, der minder om de mest ateistiske tekster i vore dage, belærte Korihor også, han der to gange blev kaldt for en »antikrist« (Alma:30:6, 12):

»Se, I kan ikke kende til det, som I ikke ser; derfor kan I ikke vide, at der skal komme en Kristus.

I ser fremad og siger, at I ser forladelse for jeres synder. Men se, det er følgen af et vanvittigt sind, og denne forstyrrelse i jeres sind sker på grund af jeres fædres overleveringer, der forleder jer til en tro på noget, der ikke er sådan« (Alma 30:15-16).

Korihor erklærede også, »at der ikke kunne foretages nogen soning af menneskenes synder«. Hans beskrivelse af konsekvenserne af hans afvisning af tanken om synd og en Frelser ligner til forbløffelse den tro, man finder blandt mange i vore dage: »At det i dette liv gik enhver i forhold til skabningens adfærd, derfor havde enhver fremgang i forhold til sine naturlige talenter, og … enhver tilegnede sig i forhold til sin styrke, og hvad end et menneske gjorde, var det ingen forbrydelse« (Alma 30:17; fremhævelse tilføjet).

I dag kalder vi Korihors filosofi for moralsk relativisme. To iagttagere har beskrevet denne filosofi således: »Når det kommer til moralske spørgsmål, så er der ingen universelt objektive rigtige eller forkerte svar, ingen upassende eller passende domme og ingen fornuftige eller rationelle måder, hvorved man kan skelne moralsk, som gælder hver gang, overalt og for enhver person.«²

Mange anvender denne holdning i de populære medier og som svar på gruppepres. »Bryd fri fra de gamle regler. Gør det, som du føler godt ved. Der er intet ansvar ud over det, som menneskers love eller offentlighedens mishag pålægger dem, der bliver fanget.« Bag sådanne tanker ligger der en antagelse om, at der ikke findes en Gud, og hvis der gør, er han ikke kommet med befalinger, der gælder os i vor tid.

Afvisningen af en Gud, der ikke kan bevises, og benægtelsen af rigtigt og forkert yder stor indflydelse i den højere uddannelsesverden. Sekulær humanisme, en gren af humanismen, der sikkert hedder sådan på grund af dens stærke tilknytning til sekularisme, er bevidst eller ubevidst en del af undervisningen hos mange undervisere på college og på universiteter.

For religiøse personer er det anstødelige element i de forskellige humanistiske filosofier deres afvisning af Guds eksistens og fornægtelsen af moralske absolutter med rod i hans befalinger. Således afviste Det Humanistiske Manifest fra 1973 det »traditionelle moralkodeks« og »traditionelle dogmatiske eller autoritative religioner, som placerer åbenbaring, Gud, ritualer eller trosbekendelser højere end menneskelige behov og erfaringer«. Der står endvidere: »Vi kan ikke afklare noget guddommeligt formål … for den menneskelige race … Mennesker er ansvarlige for det, vi er eller vil blive. Ingen gud kan frelse os; vi må frelse os selv.«³

Naturligvis har tilhængere af humanisme ydet mange positive bidrag. De har fx støttet demokrati, menneskerettigheder, uddannelse og materielle fremskridt. Så længe disse fremskridt ikke udelukker de troende, så er vores problem med humanismen dens afvisning af guddommelig myndighed og værdier.

Billede

Illustration depicting three adults holding arrows above their heads. The arrows are pointing straight down.

En tidligere BYU-professor Chauncey Riddle har skrevet: »Humanisme gør et menneske til gud, det højeste væsen, og det uddannede, menneskelige sind bliver dommer over alt, der er sandt, godt og smukt.« Han minder os også om, at humanisme »får god presse i verden i dag, fordi de fleste forfattere, udgivere, videnskabsmænd og personer i medierne har denne overbevisning.«⁴

Mange, der benægter eller tvivler på Guds eksistens, fraskriver sig filosofien bag moralsk relativisme. De ser sig selv som havende nogle ydre standarder for rigtigt og forkert, selv om det kan være svært at forklare absolutte standarder, som ikke er baseret på tro på Gud. Sekulære humanister, som formelt afviser »traditionel religiøs moral« og erklærer deres tillid til »videnskabelig afprøvning og bevis«,⁵ synes at opfylde en profeti fra Mormons Bog om dem, »der lever uden Gud i verden« (Mosi 27:31).

Profetier i Mormons Bog beskriver »hele jordens store og vederstyggelige kirke, hvis grundlægger er Djævelen« (1 Ne 14:17). Denne »kirke« profeteres at have »herredømme over hele jorden, blandt alle folkeslag, stammer, tungemål og folk« (1 Ne 14:11). Denne kirke kaldes »yderst vederstyggelig, mere end alle andre kirker«, og den siges at handle for »at få verdens ros« ved at bringe »Guds hellige … i fangenskab« (1 Ne 13:5, 9).

Eftersom ingen religiøs trosretning – hverken kristen eller ikke-kristen – nogensinde har haft »herredømme« over alle jordens nationer eller mulighed for at bringe alle Guds hellige »i fangenskab«, må denne »store og vederstyggelige kirke« være noget langt mere fremherskende og udbredt end en enkelt »kirke«, som vi forstår det ord i dag. Det kan være enhver filosofi eller organisation, der modsætter sig tro på Gud. Og det »fangenskab«, hvori denne »kirke« søger at bringe de hellige, vil ikke så meget være en fysisk tilbageholdelse som et fangenskab af falske ideer.

Nefi fik i en åbenbaring at vide, at der kun var »to kirker«: »Guds lams kirke« og »Djævelens kirke« (1 Ne 14:10; se også 13:4-6). Denne beskrivelse antyder forskellen på dem, der tror på Gud og søger at tjene ham efter bedste evne, og dem, der afviser Guds eksistens (se 1 Ne 14:10).

Billede

Illustration depicting groups of people holding arrows.

Andre lærdomme i Mormons Bog bruger også ordet kirke til at angive tro på eller ingen tro på Gud. I de sidste kapitler i 2 Nefi profeteres det, at ikke-jøderne i de sidste dage vil opbygge »mange kirker«, der vil nedgøre »Guds kraft og mirakler, og [de] priser … sig [af] egen visdom og deres egen lærdom, så de kan skaffe sig vinding« (2 Ne 26:20). Der fortælles om »kirker, som er bygget op, og ikke til Herren« (2 Ne 28:3), som vil »undervise med deres egen lærdom« og »forkaster Guds … kraft« (2 Ne 28:4, 5). De »siger til folket: Lyt til os, og hør vor forskrift; for se, der er ingen Gud i dag« (2 Ne 28:5).

Frelseren advarede i sin tjenestegerning blandt nefitterne mod en kirke, der ikke er »bygget på mit evangelium … [men] bygget på menneskers gerninger eller på Djævelens gerninger« (3 Ne 27:11); se også belæringen om »den store og rummelige bygning« i 1 Ne 8:26-33; 11:35 og 12:18). Disse advarsler er ikke begrænset til religiøse organisationer. I vore dage omfatter de også en lang række sekulære filosofier og aktiviteter.

Vi lærer at »tro på Kristus og ikke forkaste ham« (2 Ne 25:29); at »se hen til [Kristus] i alle [vore] tanker, tvivl ikke, frygt ikke« (L&P 6:36) og at »tale om Kristus«, »fryde os i Kristus« og »prædike om Kristus« (se 2 Ne 25:26). At gøre det i vore personlige bønner og i vore personlige hilsener er to måder at gøre dette på.

Både i vore personlige bønner og i familiebønner bør vi bede Gud om at hjælpe os og vores næste og ledere om at anerkende Gud, vor Skaber, og det rigtige og forkerte, som er fastlagt ved hans befalinger. Vi bør gøre det til gavn for hans børn overalt.

Vi bør også modstå den nuværende tendens til at afstå fra religiøse henvisninger, selv i personlig kommunikation. I de seneste år er medtagelse af religiøse symboler og ærbødige ord i julekort og kondolencekort næsten forsvundet. Når vi træffer valg om denne form for kommunikation, bør vi ikke deltage i at slette hellige påmindelser i vores personlige kommunikation. Som troende har vi en pligt til at bevare Guds og Kristi navn og indflydelse i vore samtaler, tilværelse og kultur.

Støt offentlig anerkendelse af Guds velsignelser. Dette modvirker den mindskede benævnelse af religiøs tro og henvisninger til Gud og hans velsignelser i vore offentlige samtaler. Prøv fx at sammenligne nuværende offentlige dokumenter og taler af regeringsledere i USA med tilsvarende dokumenter og ord fra ledere i USA’s første to århundreder. Så vil I finde tegn på en bevidst indsats på at fjerne henvisninger til Gud og religions indflydelse i USA’s grundlæggelse og bevarelse.

Hvad kan vi gøre ved det? For det første kan vi være et godt eksempel i vores familie og i undervisning i Kirken ved at anerkende Herrens velsignelser i vores tilværelse og i vores land. For at gøre det »med visdom og orden« (Mosi 4:27) bør vi ikke virke til at benægte, at vores land omfatter og er blevet velsignet af borgere af jødisk, muslimsk og andre ikke-kristne trosretninger så vel som af ateister. Men vi bør fx tale sandt om den kendsgerning, at USA blev grundlagt af personer og ledere, som fortrinsvis var kristne, og som indføjede principperne fra deres tro i landets forfatning, love og kultur.⁶

I et nyere essay insisterer bror Clayton Christensen, der er professor ved Harvard Business School og tidligere områdehalvfjerdser, på, at religion er fundamentet for både demokrati og velstand. Han minder os om, at både demokrati og kapitalisme i høj grad afhænger af lydighed over for det, der ikke kan gennemtvinges, og at denne forudsætning afhænger af religion, der lærer os grundlæggende ting som »menneskers lighed, betydningen af at respektere andres ejendom samt personlig ærlighed og retskaffenhed«. Sekularisme, der stræber efter at erstatte en gudsbaseret religion, har ingen kraft eller plan for at levere det, som bror Christensen kalder »det nødvendige grundlag for omfattende lydighed mod det uigennemtvingelige«.⁷

Kæmp for fri udøvelse af religion. Det er lidt vanskeligere, for det kræver samarbejde og handling fra troende i forskellige trosretninger. Hvor et land er garanteret fri udøvelse af religion, bør vi presse embedsmænd til at ære disse garantier. Her vil jeg blot fremhæve to aktuelle eksempler på bekymringer.

Den første involverer offentlig bøn. Bøn finder sted, hvor mennesker taler til et guddommeligt væsen, uagtet hvad deres opfattelse af Gud er, eller hvordan de vælger at tale til ham. Uanset indholdet af en bøn, som varierer i henhold til troen hos den, der beder, så er en bøn, der udtales offentligt, en vigtig bekræftelse eller symbol på en gruppes fælles afhængighed af og ærbødighed for Gud. Det kan fx være bønner ved indledningen til møder i lovgivende forsamlinger eller råd og ved aflæggelse af ed forud for vidnesbyrd i retten eller officielle indsættelser. Uanset, hvad personen, der er udpeget til at bede, har af forestilling om Gud og uagtet vedkommendes religiøse overbevisning eller måde at bede på, så håber jeg, at vi symbolsk bevidner vores tro på Gud ved en bøn og gør det klogt og med tolerance. Det er værd at kæmpe for.

For det andet bør vi være på vagt for og modsætte os embedsmænd og meningsdannere, der foreslår, at fri udøvelse af religion er begrænset til »frihed til at tilbede«. I USA omfatter garantien til »fri udøvelse« fx retten til at træde ud af sin privatsfære, og herunder også kirker, synagoger og moskeer og handle ud fra vores tro, og alt dette er kun begrænset af myndigheders lovlige anvendelse af nødvendig magt til at sikre offentlighedens sundhed, sikkerhed og velfærd. Fri udøvelse beskytter selvfølgelig religiøse medborgere, når de handler i henhold til deres tro i offentlige debatter, og når de bruger deres stemme som borgere eller som lovgivere.

Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum udtalte i en tale ved et landsdækkende møde for kristne ledere, at vi sidste dages hellige er »ivrige efter at arbejde sammen om … at garantere religionsfriheden, der vil tillade os alle at tale [og handle] i sager, der berører den kristne samvittighed i forbindelse med sociale spørgsmål i vor tid.«⁸

Vi må støtte koalitioner af religiøse ledere og gudfrygtige mennesker, der samles for at forsvare den traditionelle kultur med tro på Gud og anerkendelse af hans velsignelser.

Billede

People holding arrows.