2015
Bedstefar, far
Marts 2015


Overvejelser

Bedstefar, far

Billede
illustration of young men

Illustration: Björn Thorkelson

Prøv at forestille jer 3.000 missionærer samlet i et stort lokale. 2.999 af dem taler begejstret og ser hen mod det samme sted i lokalet. Nogle står på tæer. Andre hopper for at få et kort glimt hen over dem, der står på tæer. Nogle står på klapstole. En missionær sidder på en klapstol, med albuerne på hans knæ, hænderne er foldet og hovedet bøjet.

Det er måske ikke helt præcist det, der skete, men det er sådan, at jeg husker det. Sådan havde jeg det. Jeg var den ene missionær.

Når I forestiller jer situationen, kunne I tro, at jeg var ensom eller ked af det. Faktisk oplevede jeg et af de lykkeligste øjeblikke i mit liv – et øjeblik, som jeg med glæde har tænkt tilbage på mange gange siden.

Jeg var på missionærskolen i Provo i Utah og forberedte mig til at tjene som fuldtidsmissionær i Quito-missionen i Ecuador. Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008), der på det tidspunkt var førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, kom for at tale til alle missionærerne på MTC.

Det var efter mødet, at der opstod et stort ståhej. Jeg lagde mærke til, at ingen gik hen mod dørene, så jeg spurgte en anden ældste, hvad der skete.

»Præsident Hinckleys barnebarn er her på MTC,« sagde han, »og præsident Hinckley er lige gået ned fra forhøjningen for at give ham et knus!«

Med den forklaring trådte ældsten op på sin stol for at kunne se bedre, og han udbrød: »Wow! Ville det ikke være fantastisk at have præsident Hinckley som bedstefar?«

Jeg elskede og respekterede præsident Hinckley, og jeg var blevet inspireret af hans tale den dag. Men i det øjeblik kom en tanke til mig, som fik mig til at sidde på min stol i stedet for at stå på den. Midt i al den muntre begejstring sad jeg stille og tænkte: »Jeg er sikker på, at det ville være fantastisk at have præsident Hinckley som bedstefar. Men jeg ville ikke bytte min bedstefar Felt eller min bedstefar West bort for ham.« Jeg løftede hovedet og havde en varm følelse af taknemlighed, mens jeg tænkte på min arv og min familie.

Så kom endnu en tanke, der var stærkere end den første: »Desuden er jeg Guds søn.« Jeg vidste, at jeg, der var barnebarn af en tandlæge og en fabriksleder, havde lige så stor værdi som et barnebarn af en profet. Hvorfor? Vi havde begge den samme Fader i himlen.

De andre 2.999 missionærer gik til sidst hen mod dørene i det store lokale. Jeg fulgtes med dem, mere forberedt på at tjene Herren, end jeg havde været nogle få minutter før.