Frelserens respekt for kvinder

Billede

illustration of a biblical man and woman

Johannes introducerer læseren for Maria tidligt i sit evangelium. Hans beretning om Jesu første offentlige mirakel ved brylluppet i Kana indeholder en hyldest til Marias tro.

Marias position ved brylluppet var sandsynligvis en med ansvar.² Da gæsterne ønskede vin, sagde »Jesu mor … til ham: ›De har ikke mere vin‹« (Joh 2:3). Dette skriftsted antyder, at Maria henvendte sig til Jesus for at få hjælp i ærbødig forventning om et mirakel.³

Jesus sagde som svar til hende: »Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet« (Joh 2:4). I Joseph Smiths inspirerede gengivelse af dette vers spørger Frelseren Maria, hvad hun ønsker, at han skal gøre, og lover at gøre det.⁴ Tiltaleformen kvinde kan måske for en nutidig læser virke barsk og respektløs, men Frelserens brug af ordet her er det modsatte.⁵ En forsker forklarer, at »›kvinde‹ eller måske snarere ›frue‹ på græsk er en respektfuld tiltaleform, der tilmed anvendes til at tiltale dronninger«.⁶ Det er som om, at han sagde til sin mor: »Min frue, alt hvad du beder mig om i tro, vil jeg skænke dig.« Denne beretning viser, at Frelseren var interesseret i det hverdagspres, som kvinder bliver udsat for. Jesus ærer sin mor ved at tilbyde at hjælpe hende med hendes byrder og ansvar.

Beretningen viser derpå Marias fortsatte tro, da hun giver tjenerne besked på at adlyde Jesus: »Gør, hvad som helst han siger til jer« (Joh 2:5). Vandkarrene blev fyldt, og Frelseren forvandlede vandet til vin som svar på Marias anmodning for at sørge for gæsterne ved brylluppet. Vi lærer en smuk lektie af Maria: Når vi er i nød, så søg efter og stol på Jesus, som har al magt. Sidste dages hellige kvinder i dag kan som Maria i tro sætte deres lid til Jesus, når de føler sig overvældet af deres opgaver.

Denne korte beretning fortæller ikke blot om Marias store tro, men bekræfter også Jesu Kristi sande identitet som Guds Søn gennem hans første offentlige mirakel. Den næste kvinde, som Johannes præsenterer for læseren, er en samaritansk kvinde.

Billede

illustration of biblical woman with jug

Beretningen i Johannes 4 vidner om Jesu respekt for alle kvinder, uden hensyn til deres nationalitet eller religiøse baggrund. Nogle jøder betragtede samaritanerne som »mere urene end en ikke-jøde af en hvilken som helst anden nationalitet«,⁷ og de undgik enhver kontakt med dem. Jesus tilsidesatte ikke blot den tids traditioner, men ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum har bemærket den ære, som Frelseren viste kvinden: »Den første gang, Herren gav sig til kende som Kristus, var til en samaritansk kvinde ved Jakobsbrønden.«⁸

Jesus standsede op for at hvile sig og få vand efter at have rejst hele den varme dag. Frelseren indledte samtalen med den samaritanske kvinde ved brønden ved at bede om noget at drikke. Gradvist fik hun i løbet af samtalen et vidnesbyrd om hans guddommelighed. Johannes skriver, at hun først tiltalte Jesus som »en jøde«, derpå »Herre«, derefter som »profet« og endelig som »Kristus« (se Joh 4:9-29). Hendes stadig mere respektfulde valg af tiltaleform angiver, at hun udviklede tro på Jesus Kristus og blev omvendt.

Frelseren fortalte hende, at han havde »levende vand« (Joh 4:10), og at de, der drak af det, aldrig skulle tørste. Forvirret stillede kvinde yderligere spørgsmål. Jesus åbenbarede så den samaritanske kvindes tidligere liv og hendes nuværende syndige forhold. Selv om hun måske følte, det var pinligt, så følte hun måske også, at Jesus talte med respekt, for hun svarede velovervejet: »Herre, jeg ser, at du er en profet« (Joh 4:19). Hendes synder var allerede afsløret, der var intet at skjule, så kvinden udviste tro på Jesus Kristus, mens han underviste hende. Et af hans svar kan være en nøgle til at opnå frelse: »Tro mig, kvinde« (Joh 4:21) eller min frue.

Den samaritanske kvinde modtog på grund af sin tro et vidnesbyrd fra Ånden, og hun ønskede at vidne om, at Jesus var Kristus, den lovede Messias. Hun efterlod sin vandkrukke (et symbol på hendes verdslige ejendele) og gik ind i byen og forkyndte: »Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus?« (Joh 4:29). Som et redskab i Guds hånd bidrog den samaritanske kvindes tro og iver efter at missionere til at blødgøre andres hjerte, så de modtog Jesus Kristus.

Johannes viser ved at fremhæve denne oplevelse, at Frelseren er opmærksom på kvinder og kender til detaljerne i deres liv. Desuden respekterer han alle kvinder uanset deres baggrund. For kvinder, der ikke føler, at de har et forhold til Kristus, eller føler sig som en udstødt i deres eget samfund, viser denne beretning, at Jesus kender hver enkelt kvindes udfordringer og kan acceptere og opløfte hende. Johannesevangeliet fremhæver denne pointe ved at fortælle om Kristi barmhjertighed over for kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud.

Billede

illustration of woman in red biblical dress

I Johannes 8 vises kontrasten mellem farisæernes nådesløse behandling af kvinden i forhold til den blide respekt og barmhjertighed, som Jesus viste hende. Det var måske i et forsøg på at give farisæerne mulighed for at erkende og tilbagekalde deres barske behandling af kvinden, at Frelseren »bøjede sig ned og gav sig til at skrive på jorden med fingeren« (Joh 8:6), som om han ikke hørte dem. Handlingen med at »skrive på jorden var en symbolsk handling, der var velkendt i antikken, og som angav en uvillighed til at deltage i det foreliggende spørgsmål«.⁹

Alligevel vedblev de skriftkloge og farisæerne med at plage Jesus og såre kvinden. Jesus rettede af barmhjertighed »sig op og sagde til dem: ›Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.‹ Og han bøjede sig igen ned og skrev på jorden« (Joh 8:7-8). Anklagerne stod afslørede og fordømt af sig selv, og en efter en gik de skamfulde bort og efterlod kun den ægteskabsbrydende kvinde over for Jesus.

Til hendes ære forblev kvinden ved Jesu side i stedet for at flygte. Hun har sikkert følt sig opløftet og styrket af den respekt, hvormed Jesus behandlede hende. Han spurgte: »›Kvinde [eller min frue], hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?‹ Hun svarede: ›Nej, Herre, ingen.‹ Så sagde Jesus: ›Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere‹« (Joh. 8:10-11).¹⁰

Igen vidner Johannesevangeliet om, at Jesus behandlede kvinder med barmhjertighed og respekt, uden hensyn til deres synder. Eftersom vi alle har syndet, kan vi opnå et stort håb fra eksemplet med denne kvinde, der udviste tro på Jesus Kristus. Ligesom Frelseren udviste empati over for denne kvinde i en vanskelig og fortvivlet situation, trøstede han Maria Magdalene, da han fandt hende i tårer ved graven i haven.

Billede

illustration of Mary at the tomb

Johannes er den eneste af forfatterne til evangelierne, der navngiver den første person, som så den opstandne Herre, og viser derved, at tapre og dygtige kvinder kan modtage store åndelige tilkendegivelser. Johannes skriver: »Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven« (Joh 21:1). Maria så, at stenen var fjernet. Hun løb efter hjælp og for at advare apostlene om, at Jesu legeme var forsvundet. Hun fandt Peter og Johannes, som løb til graven og kun fandt ligklæderne. Da de to apostle gik, efterlod de Maria alene ved graven i haven.

Maria græd i haven ved graven: Følelsen af ikke at vide, hvad der var sket med Herrens legeme, kan have overvældet hende. Selv om Frelseren viste sig og talte til hende, genkendte hun ham ikke straks. Så skete det: »Jesus sagde til hende: ›Maria!‹« (Joh 20:16). Noget fik hende til at vide, at det var hendes Frelser. »Genkendelsen var øjeblikkelig. Hendes flod af tårer, blev til et hav af glæde. Det var ham, han var opstanden, han lever.«¹¹ Da Maria havde set den opstandne Herre, blev hun bedt om at vidne for apostlene om, at han var i live.

Selv om disciplene først var skeptiske (se Luk 24:11), må Marias vidnesbyrd have haft nogen virkning. Senere var disciplene samlet for at drøfte dagens begivenheder og sikkert tænke over Marias vidnesbyrd, da Jesus »stod midt iblandt dem og sagde til dem: ›Fred være med jer!‹« (Joh 20:19).

Denne oplevelse fremhæver Jesu høje agtelse for kvinder, for Maria Magdalene blev valgt til at være den første til at bevidne den opstandne Frelser og fik derefter til opgave at vidne om ham. Herren stoler fortsat på kvinder i vore dage til at stå som vidner om ham. Ældste M. Russell Ballard har erklæret: »Vores egen uddeling er ikke uden dens heltinder. Utallige kvinder fra alle kontinenter og sociale lag har ydet storslåede bidrag til Kristi sag … Mit spørgsmål er så: ›Vil I være en af disse kvinder? Og vil I unge mænd, som bærer præstedømmet, svare det samme?‹«¹²

Vi kan i tro på Jesus Kristus følge disse kvinders eksempel i Johannesevangeliet. Vi kan have tillid til, at Frelseren forstår hverdagens pres og kan være med til at bære vore byrder. Vi kan tro på, at Jesus Kristus vil opløfte os uden hensyn til vore overtrædelser. Desuden kan vi vide, at Kristus kan bistå os i vores dybeste sorg, lidelse og kval.