2015
Snak om svære emner
Marts 2015


Vores hjem og familie

Snak om svære emner

Forfatteren bor i Sydafrika.

Når jeres børn møder udfordringer, er det vigtigt at tale med dem på en måde, der styrker jeres forhold til dem.

Billede
A mother and daughter sitting together at a table in their home. They are seen through a window.

Som forældre kender I til værdien af udfordringer og prøver, for de kan fremme jeres børns udvikling, men derfor er det alligevel stadig svært at se sine børn kæmpe. Men disse kampe kan udgøre en chance for jer til at opbygge et solidt forhold til jeres børn, hvis I fremelsker en kærlig atmosfære i hjemmet. Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) opfordrede forældre til at skabe et sådant miljø: »Min bøn er – og jeg ville ønske, at vi var bedre til at italesætte den – en bøn om at redde børnene. Alt for mange af dem går rundt i smerte og frygt, i ensomhed og desperation. Børn har brug for sollys. De har brug for glæde. De har brug for kærlighed og omsorg.«1

Der er mange svære problemstillinger, jeres børn kan løbe ind i. Det kan være mobning, dårligt sprog, snyd i skolen, tiltrækning af samme køn, spiseforstyrrelser, depression og selvmordstanker. Som sidste dages hellige forældre ved I, at I »har en hellig pligt til at opdrage [j]eres børn i kærlighed og retskaffenhed«,2 men hvordan håndterer I det, når jeres børn kæmper med svære udfordringer, hvad enten det er dem selv eller deres venner, der kæmper? Her er nogle retningslinjer:

Stil spørgsmål, der åbner for samtale. I kan stille spørgsmål som: »Det ser ud som om, der er noget, der går dig på. Har du lyst til at tale om det?« Dette spørgsmål viser ikke blot, at I har bemærket, at der er noget, der går jeres barn på, men det åbner også op for, at jeres barn kan fortælle jer så meget eller så lidt, det nu vælger.

Når jeres barn har fortalt jer noget om sagen, kan jeres respons være: »Tak, fordi du fortalte mig om det og betror mig denne information. Jeg kan kun forestille mig, hvor svært det må være. Er der noget, jeg kan gøre for at hjælpe?«

Denne form for kærlig respons kan åbne for yderligere dialog. Det er vigtigt, at barnet kan mærke jeres oprigtighed. Et kram eller et kærligt blik kan være en hjælp til at udtrykke ægte, dyb omsorg.

Lyt for at forstå. Ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Det er tid til at lytte, når nogen har brug for at blive hørt. Børn vil meget gerne fortælle om deres oplevelser … Hvis de giver udtryk for deres kval, er det så muligt for os at lytte åbent til, at de fortæller om en chokerende oplevelse, uden at vi selv går i chok? Kan vi lytte uden at afbryde og drage forhastede konklusioner, der smækker døren for en dialog i med et brag? Vi kan holde døren åben med trøstende forsikringer om, at vi stoler på dem og forstår deres følelser. Forældre bør ikke lade som om en begivenhed ikke har fundet sted, bare fordi de ønsker, at den ikke havde.«3

Vis respekt. Skriften giver fortrinlig vejledning til, hvordan man skaber en kærlig og respektfuld atmosfære. Bemærk nogle af nøgleordene i Lære og Pagter 121:41-42: Overtalelse (ikke tvang), langmodighed (ikke umiddelbar eftergivenhed eller utålmodighed), mildhed (ikke højrøstet, aggressiv, intens kommunikation), sagtmodighed (ikke stolte eller dominerende svar), venlighed (ikke grusom manipulation) og uskrømtet kærlighed (ægte, oprigtige udtryk for kærlighed). Efterhånden som vi taler mere indgående sammen, vil »den måde, vi behandler andre på, blive mere kendetegnet af tålmodighed, venlighed, accept og et ønske om at spille en positiv rolle i deres liv«.4

Undgå kritik. Sidste dages forældre prøver at leve efter Frelserens anvisning. Hans omgang med andre var fyldt med kærlighed, empati og oprigtig omsorg. Selv når folk havde begået alvorlig synd, opfordrede han til omvendelse, men fordømte aldrig (se Joh 8:3-11). Undgå at kritisere jeres børn, det kan give dem dårlig selvværdsfølelse og manglende selvtillid; find og fremhæv hellere det gode i hvert barn.

Styr jeres vrede. »Hellere være sen til vrede end være krigshelt« (Ordsp 16:32), og »den, der har stridens ånd, er ikke af mig, men er af Djævelen, som er faderen til strid, og han ophidser menneskers hjerte til at strides med vrede« (3 Ne 11:29). Vrede støder Ånden væk, og den har potentiale til at ødelægge skrøbelige forældre-barn relationer. Præsident Hinckley sagde ved en generalkonference: Jeg »beder … jer … indtrængende om at styre jeres temperament, få et smil på ansigtet, hvilket udvisker vrede. Tal kærlige, fredelige, påskønnende og respektfulde ord. Hvis I gør det, vil jeres tilværelse være uden fortrydelse. Jeres ægteskab og familieforhold vil blive bevaret. I vil blive meget lykkeligere.«5

Styrk forholdet. Alle disse forslag kan være nyttige, men hvis I ikke kan huske dem, når I står midt i en svær samtale med jeres barn, så husk blot at spørge jer selv: »Hvordan kan denne situation være en mulighed for at styrke mit forhold til mit barn?« Lyt så til og følg den inspiration, I modtager.

Bliv ved med at prøve. Det kan være svært at være en god forælder, men bliver man ved med at prøve at blive bedre, lykkes det. Præsident Howard W. Hunter (1907-1995) kom med denne opmuntring: »Gode forældre har elsket, ofret sig, været omsorgsfulde, undervist og sørget for sine børns behov. Hvis I har gjort og været alt dette og jeres børn stadig er på afveje, volder problemer eller er verdslige, så kan det stadig og alligevel meget vel være sådan, at I er gode forældre.«6

Noter

  1. Gordon B. Hinckley, »Red børnene«, Stjernen, jan. 1995, s. 57.

  2. »Familien: En proklamation til verden«, Liahona, nov. 2010, s. 129.

  3. Russell M. Nelson, »Lyt for at lære«, Stjernen, aprilkonferencen 1991, s. 22.

  4. Marvin J. Ashton, »Tungen kan være et skarpt sværd«, Stjernen, juli 1992, s. 20.

  5. Gordon B. Hinckley, »Sen til vrede«, Liahona, nov. 2007, s. 66.

  6. Se Howard W. Hunter, »Forældres omsorg for deres børn«, Den danske Stjerne, apr. 1984, s. 113.