Når der opstår tvivl og spørgsmål

Hvad er så forskellen på at have et spørgsmål og være i tvivl? Spørgsmål, der bliver stillet med et oprigtigt ønske om at øge sin forståelse og tro, bør opmuntres. Mange fordums og nutidige åbenbaringer er kommet som følge af et oprigtigt spørgsmål.¹ Opfordringen i skriften til at søge og bede for at finde er blandt de mest gentagne. Oprigtige spørgsmål er dem, hvor der bliver spurgt med »med oprigtig hensigt« (Moro 10:4) for bedre at forstå og mere fuldt ud adlyde Herrens vilje.

En oprigtig spørger fortsætter med at være lydig, mens han søger efter svar. I modsætning hertil har jeg set, at når folk betvivler deres tro, suspenderer de ofte deres forpligtelse over for befalinger og pagter, mens de venter på svar. Tvivlerens holdning er generelt at tilbageholde lydighed eller begrænse den, mens de finder en løsning på tvivlen.

Der er ingen forslag i skrifterne eller profeternes lærdomme, der opfordrer til tvivl. Faktisk er skrifterne fulde af belæringer om det modsatte. Vi bliver fx opfordret: »Tvivl ikke, frygt ikke« (L&P 6:36). Og i Mormon 9:27 opfordres vi: »Tvivl ikke, men vær troende.«

Et problem med tvivl er hensigten med først at adlyde, efter uvisheden er løst til den tvivlendes tilfredshed. Korihor er et godt eksempel på denne holdning, da han sagde: »Hvis du vil vise mig et tegn … så vil jeg blive overbevist om sandheden« (Alma 30:43).

Tvivlens kraft til at ødelægge tro, håb og endda familier begrænses i det øjeblik, hvor man oprigtigt siger: »Jeg vil gøre det, som Herren har befalet, uanset om mine spørgsmål bliver besvaret hurtigt eller nogensinde, for det har jeg indgået pagt om at gøre.« Forskellen på trofast at sige: »Jeg vil holde befalingerne, fordi …«, og tvivlende: »Jeg vil holde befalingerne, hvis …«, er af stor og evig betydning.

Som netværksingeniør må jeg følge nogle stramme retningslinjer, hvis jeg ønsker, at mine computernetværk skal kunne kommunikere med andre netværk. Nogle gange kan disse regler virke omstændelige, men når hver netværksingeniør følger de samme standarder, kan vi skabe noget, der er langt bedre, end hvis vi hver især arbejdede alene.

Tilsvarende må vi, hvis vi søger svar på et åndeligt spørgsmål hos Kilden til al viden, følge hans regler for at få svaret. Denne proces kræver som minimum et ønske om at forstå sandheden og en villighed til at følge Guds vilje (se Alma 32:27). Ellers risikerer vi at tale os selv frem til de svar, som vi ønsker at tro på, snarere end at modtage virkelige svar fra Gud.

Det er helt normalt at føle sig bekymret eller utilpas, når man møder en ukendt tanke, især hvis den udfordrer noget, vi tror meget på. Det vigtige er ikke at lade denne utilpashed lede os væk fra vore pagter, mens vi søger efter svar. Jeg har af personlig erfaring lært, at vi ikke kan vende ryggen til Gud og derefter forvente, at han besvarer vore spørgsmål på vore betingelser. Det kræver tro at vedblive med at holde befalingerne, mens vores usikkerhed bliver løst. Det kan være fristende at tilbageholde eller begrænse vores lydighed, mens vi venter på en overbevisende løsning på vore bekymringer, men det er ikke Guds måde.

Rent praktisk må vi først spørge os selv: »Er jeg villig til at gøre det, der kræves for at få et svar fra Herren, eller ønsker jeg blot at gøre tingene på min måde?« Frelseren underviste selv i denne fremgangsmåde, da han sagde: »Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv« (Joh 7:17).

Så det første trin i at løse spørgsmål er at være »standhaftige og urokkelige i at holde Guds befalinger« (Alma 1:25). Ældste Neil L. Andersen fra De Tolv Apostles Kvorum har spurgt:

»Hvordan forbliver vi ›standhaftige og urokkelige‹ under en trosprøve? Vi fordyber os i præcis det, der opbyggede vores kerne af tro: Man udøver tro på Kristus, man beder, man grunder over skrifterne, man omvender sig, man holder befalingerne, og man tjener andre.

Billede

illustration for When Doubts and Questions Arise

Når man møder en prøve på sin tro – så forlad aldrig Kirken, uanset hvad I gør! At gå bort fra Guds rige midt i en prøve på vores tro er som at forlade en sikker stormkælder i det øjeblik, hvor tornadoen dukker op.«²

Ældste Andersen har også sagt, at »tro … er en beslutning.«³ Herren vil ikke tvinge jeres intelligens eller lydighed. I må bevidst vælge tro! Det valg er ikke et brud på jeres intellektuelle ærlighed; det er tegn på en evig og guddommelig respekt for jeres handlefrihed.

Nogle formoder ukorrekt, at oprigtige spørgsmål til Kirkens historie eller lære er tegn på, at man ikke lever op til Kirkens standarder. At have spørgsmål betyder ikke, at man er skyldig i en stor synd. Spørgsmål er en del af livet og er nødvendige for vores udvikling og en større forståelse. Det bekymrende er ikke, om vi begynder at stille spørgsmål, men om vi holder befalingerne, mens vi gennemgår åbenbaringsprocessen, der fører til svar.

Vær opmærksom på, at Satan kan mangedoble vores tvivl eller lede os til at retfærdiggøre vore synder. Helligånden vil tilskynde os med ubehagelige følelser, når vi synder, og vi kan enten omvende os eller afvise disse tilskyndelser. Når der opstår tvivl, kan det være nyttigt ærligt at spørge sig selv: Er der noget, jeg gør eller ønsker, som er i modstrid med evangeliet? Hvis I svarer ja, så søg hjælp hos jeres biskop. Det kan gøre hele forskellen! At lade sine tvivl retfærdiggøre jeres synder er aldrig en vellykket erstatning for omvendelse.

Nogle falder også over udtalelser fra kirkeledere, der har vist sig at være forkerte, ikke om læren, men deres personlige mening. Præsident Joseph Fielding Smith (1876-1972) skrev fx i førsteudgaven af sin bog Answers to Gospel Questions: »Det er tvivlsomt, om menneskeheden nogensinde får lov til at skabe et redskab eller skib til at rejse gennem rummet og besøge månen eller en fjern planet.«⁴

Joseph Fielding Smith blev senere præsident for Kirken efter Apollo-månelandingerne og præsident David O. McKays død. Til en pressekonference spurgte en journalist ham om denne udtalelse. Præsident Smith svarede: »Tja, jeg tog fejl, ikke?«⁵

Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har bemærket: »Vi [kan bruge] dyrebar følelsesmæssig og åndelig energi på at holde stædigt fat i … en hændelse i Kirkens historie, som bare mere eller mindre beviser, at det altid vil være en kamp for mennesker at leve op til de udødelige forventninger, der er til os.«⁶

Mange bøger er skrevet og utallige timer er brugt på at undersøge beretningen om genoprettelsen. Det fører ofte til større forståelse, men det kan også føre til ubekvemme spørgsmål, især når vi ikke forstår motiverne hos personerne på den tid. Det er også let at hænge fast i en søgen efter historiske kendsgerninger, der kan være misforstået eller er gået tabt for os for tiden, men det er altid muligt at får virkelig og relevant information fra ham, der forstår alle.

Dette er måske den vigtigste nøgle af alle: Når vi beslutsomt holder vore pagter og oprigtigt lever i henhold til det lys, vi har, vil Herren velsigne os og give os inspiration. Jeg har oplevet denne milde barmhjertighed. Det er meget personligt, en direkte oplevelse mellem os og vor himmelske Fader. Det er lys og sandhed. Ingen mængde af læsning eller studium af tredjehåndsoplevelser kan sammenlignes med de førstehåndsoplevelser, vi får ved vor Faders barmhjertighed og kærlighed.

Der vil fortsat komme spørgsmål, når vi følger en kurs med dagligt studium af skriften og andre evangeliske emner. Når Herren ønsker at undervise os, vil han ofte gøre det ved at give os spørgsmål, vi kan tænke over. Svarene kommer ved at være trofast mod vore pagter og tjene andre, mens vi studerer, for det er vejen til at få personlige oplevelser, der over tid giver svar på alle spørgsmål.