En indbydelse til at følge profeten

Da præsident Russell M. Nelson blev præsenteret for medierne som profet og præsident for Kirken i januar 2018, talte en af mine kolleger på det tidspunkt, der ikke var medlem af Kirken, til mig om vores nye præsidents alder. »Det skal du ikke være bekymret for,« sagde jeg til hende. Hun kunne trods alt ikke vide, at han stadig passede sine kirkelige pligter hver dag, rejste rundt i hele verden som en del af sin kaldelse, lærte kinesisk i en høj alder og som en ung 93-årig fór han stadig ivrigt ned ad Utahs skiløjper.

Men hendes ord indeholdt også diskret kritik, som vi har en tendens til at høre fra en række verdslige stemmer: Hvordan kan I i et »moderne samfund« »blindt« følge en person? En sådan udtalelse viser, at verden endnu ikke forstår en profets rolle. Ældste Neil L. Andersen fra De Tolv Apostles Kvorum har erklæret: »Herrens profets vigtigste rolle er at lære os om Frelseren og lede os til ham … En profet står ikke mellem [os] og Frelseren. Derimod står han ved siden af [os] og viser vej til Frelseren.«¹

Derfor har en profet altid ansvaret for at rette vores øjne og hele vores hjerte mod Herren Jesus Kristus – den eneste kilde til vores forløsning og frelse. Det var ikke overraskende, at en af præsident Nelsons første opfordringer efter sin indsættelse var denne: »Hvilken visdom mangler I? Hvad føler I et presserende behov for at vide eller forstå? Følg profeten Josephs eksempel. Find et roligt sted, hvor I regelmæssigt kan gå hen. Ydmyg jer for Gud. Udøs jeres hjerte for vor himmelske Fader. Vend jer til ham for svar og trøst. Bed i Jesu Kristi navn om jeres bekymringer, jeres frygt, jeres svagheder – ja, selve jeres hjertes længsler. Og lyt så! Nedskriv de tanker, som kommer til jer. Nedskriv jeres følelser, og følg op med de handlinger, I bliver tilskyndet til at gøre … I behøver ikke at undre jer over, hvad der er sandt. I behøver ikke at undre jer over, hvem I med sikkerhed kan stole på. Gennem personlig åbenbaring kan I modtage jeres eget vidnesbyrd.«²

Jeg elsker dette evige princip i Jesu Kristi evangelium, at vi kan og bør modtage åbenbaring for os selv og selv få et vidnesbyrd. Det har intet at gøre med blind lydighed. Tværtimod: Blind lydighed ville gå direkte imod dette princip.

Faktisk var det netop på grund af denne trang til at modtage personligt svar, at Jesu Kristi Kirke er blevet genoprettet. Da den unge Joseph Smith vendte tilbage efter sit mirakuløse første syn og af sin bekymrede mor blev spurgt, hvordan han havde det, kunne han have fortalt hende mange ting. Men i det øjeblik var der en erkendelse, der skilte sig ud, og han ønskede at dele den med hende: »Du skal ikke være bekymret, alt er i orden, jeg har det helt godt … Jeg har erfaret for mig selv.«³ Han havde tidligere talt med talrige religionslærere, studeret profeternes ord i Bibelen, lyttet til familie og venners råd. Men i det øjeblik, hvor han modtog svarene direkte fra Herren, var han klar til sin store, hengivne og forunderlige tjenestegerning.

Eksemplet fra Joseph Smith liv såvel som præsident Nelsons kald er en kærlig opfordring til os om at stræbe efter personlig åbenbaring hver dag. Hvor paradoksalt det end kan lyde til at begynde med: At følge profeten betyder at finde ud af det for os selv, få vores eget vidnesbyrd og søge Guds vejledning i vores eget liv og vores forskellige pligter.

Lad os alle lytte til og tænke over vores profets råd og på ny finde ud af, hvad Herren opfordrer os til personligt at gøre – og derpå omsætte denne opfordring til handling med beslutsomhed og af hele vores hjerte.