Liahona
FSY-Nordic
Januar 2024


FSY-Nordic

Så var det FSY-tid igen

En dejlig lørdag i juli mødte en masse UV’ere og få unge gifte op i Farum på Marie Kruse skole. Og de næste par døgn knoklede vi sammen med at gøre parat til, at 505 unge ville møde op mandag formiddag. Der blev både gjort parat fysisk og åndeligt. Mandag blev de 505 unge så modtaget med FSY-dansen, musik, glade counselors og hjælp til at få kufferter med og blive indskrevet. Mange havde været spændt på deres første FSY, mens andre bare glædede sig, fordi de havde prøvet det før. Og for første gang var Finland sammen med resten af de skandinaviske lande. Faktisk var mange lande repræsenteret, så der var mange sprog samlet.

Og hvad er det lige, det er?

FSY er et ungdomsstævne, som er pakket med dejlige oplevelser, både fester, musikalsk koncert, gamedays, variety-show, åndelige møder, tid til at tænke tanker og tale om dem i kompagnier (mindre grupper på ca. 20 drenge og piger), gallamiddag osv. De har en UV’er, som har forberedt sig i et par måneder til at hjælpe de unge igennem ugen, til at tale med dem og få alting til at køre bedre.

Inspirerende besøg

FSY fik i år besøg af tidligere præsident for Unge Kvinder, Bonnie H. Cordon. Det var en fornøjelse for mange unge, at hun gik rundt og talte med dem og spiste med dem og holdt nogle foredrag, hvor hun inkluderede de unge. Hun talte om forskellige emner. Et af emnerne var teknologi, hvor hun sagde, at ens mobil ikke behøver at kontrollere »mig«, men at »jeg« kan kontrollere min mobil/computer. Og at det er vigtigt, at vi planlægger at bruge vores tid bedre og sætter pause med fjernbetjeningen. Hun fortalte også en historie om en mand, som taler med et barn. De står og kigger på fly, der flyver oppe på himlen. Og barnet synes, at flyene ser små ud. Manden kører med barnet til en lufthavn, hvor barnet nu kan se, at flyene er ret store. Hun sammenlignede det med vores forhold til Gud. Hvis vi ikke holder os tæt til ham, kan han godt synes lille og ubetydelig i vores liv. Men hvis vi holder os nær ham, vil vi se, at han kan hjælpe os og være en betydningsfuld person i vores liv.

Fantastisk tema

Vi havde også foredrag med Henrik og Andrea Sjøvold og Ole-Andreas og Jenny fra Norge, som var dette års session-directing couple og koordinatorer. De underviste bl.a. i, hvad dette års tema for de unge er: »I can do all things through Christ«/ Jeg kan gøre alt med Kristus. Det er et fantastisk tema, som er symboliseret ved nogle sten, som ligger på hinanden, så hvis vi bygger på Kristus, vil vi kunne opnå mange ting i vore liv.

En succes

FSY var endnu engang en succes for de unge, der deltog, og de, der hjalp til med mad og oprydning hver dag eller var med som ledere. Der blev ikke sovet så meget i løbet af ugen, som man havde behov for, så der var noget at indhente, da vi alle tog hjem. MEN sikke en uge! »God mad« blev alle enige om, som Louise og Nathaniel Haibrock stod for at bestille og servere sammen med »runnerne«. Mange fik dannet nye venskaber eller styrket gamle. Alle blev inkluderet, og folk som havde svære diagnoser følte, at de var med. Nogle, som havde angst eller var deprimerede eller meget svært allergiske, kom igennem ugen uden de største problemer og følte succes. Der blev danset igennem til de 2 fester, både de tricks, som de havde fået undervisning i, eget selvlært og FSY-dansen! Og så det bedste:

Musik og vidnesbyrd

Torsdag aften. Her var der først et smukt musikprogram, hvor alle nød den dejlige ånd og fred, som musik kan give. Og efterfølgende vidnesbyrdsmøder, hvor de unge blev delt op i større grupper, så alle havde en chance for at kunne dele deres vidnesbyrd. En stærk åndelig oplevelse for mange. En god uge for folk uanset om de var fra Danmark, Sverige, Norge, Island, Finland, Estland, Letland, Litauen, Venezuela, Spanien, USA, England, Mongoliet eller Thailand. Så nu er der bare ét at gøre: Gør alt med Kristus, kom tættere på Gud og gør dig parat til næste FSY, hvis du har den alder.