Brigham Youngs tjenestegerning

Brigham Young blev født i Vermont i 1801 og var det niende barn af John og Abigail Howe Youngs 11 børn. Han voksede op i det tætte skovområde midt i staten New York, hvor hans families hjem og omkringliggende jorde blev hans klasseværelse (se DNW, 22. apr. 1857, s. 4). »Mine forældre var fattige,« sagde han senere. »Vi havde aldrig mulighed for formel skolegang i vores ungdom, men vi havde privilegiet at samle krat sammen, fælde træer, rulle træbjælker og arbejde med rødderne og få blå mærker på vores skinneben, fødder og tæer« (DNW, 12. aug. 1857, s. 4). Den unge Brigham arbejdede hårdt for at hjælpe med at rydde jorden, opdyrke den og hjælpe til med de huslige pligter. Han glemte aldrig den strenge moralske opdragelse, som hans far gav dem, eller hvordan hans mor »lærte sine børn hele tiden at ære vor himmelske Faders og Sønnens navne, og at ære [Bibelen]. Hun sagde: ›Læs den, adlyd dens forskrifter, og anvend dem i jeres liv, så godt I overhovedet kan: Gør alt det, der er godt; gør intet, som er ondt; og hvis I ser nogen i nød, så hjælp dem med det, de har behov for‹« (MSS, 1853, s. 55). Brighams mor døde, da han var 14 år gammel.

Da Brigham var 16 år, var han kommet i lære som tømrer, snedker, maler og glarmester. Han var stolt af sit håndværk og sagde, at han anså »ærligt, pålideligt arbejde, som ville holde, for dem, der ansatte mig,« som værende »en del af min religion« (Brigham Young to George Hickox, 19 feb. 1876, BYP).

Som 23-årig giftede han sig med Miriam Angeline Works. Det unge par fik to døtre. Brigham forsørgede sin familie ved at fremstille og reparere stole, borde og skabe samt montere vinduer, døre, trapper og kamingesimser. På sin fars farm i Mendon i New York byggede han et hus og et sløjdværksted ved siden af et lille vandløb og brugte et vandhjul til at trække maskinerne i sit værksted.

Da Miriam fik tuberkulose, påtog Brigham sig en stor del af hendes arbejdsbyrde foruden sin egen. Efterhånden som hun måtte holde sengen mere og mere, lavede han ofte morgenmad til familien, klædte døt- rene på, ryddede op i huset og »bar sin kone hen til gyngestolen ved kaminen og efterlod hende der, indtil han kunne komme tilbage om aftenen,« hvor han lavede aftensmad, lagde sin familie i seng og gjorde de huslige pligter færdig (LSBY, s. 5). Hans erfaring i ungdommen og tidlige ægteskab med at tage sig af børnene og holde hjem lærte ham meget om samarbejde i familien og husholdning. Flere år senere vejledte han de hellige med hensyn til disse emner og pralede drilsk med, at han overgik »de fleste kvinder i samfundet, når det drejede sig om husholdning« (DNW, 12. aug. 1857, s. 4).

Brigham og Miriam sluttede sig til metodistkirken samme år, de blev gift, men Brigham blev ved med at bryde hjernen med spørgsmål om religion. Han søgte en kirke, der var organiseret i overensstemmelse med det mønster, som Jesus angav, efter Det Nye Testamentes mønster med et »ordinansesystem« (DNW, 19. juli 1866, s. 3) og alle evangeliets gaver. På grund af Joseph Smiths brors, Samuels, missionsindsats fik Brigham Youngs familie to eksemplarer af Mormons Bog i april 1830, kun en måned efter at bogen var udgivet. Nogle af Brighams søskende læste den og erklærede, at den var sand, men Brigham selv accepterede den ikke med det samme (se LL, s. 33). »›Hold lidt inde,‹ siger jeg … ›Vent lidt; hvad er bogens lære og de åbenbaringer, Herren har givet? Lad mig overveje dem grundigt i mit hjerte.‹ … Jeg undersøgte sagen under meget studium i to år, før jeg besluttede mig for at acceptere den bog. Jeg vidste, at den var sand, ligesom jeg vidste, at jeg kunne se med mine øjne eller føle med mine fingre eller føle alt andet. Hvis dette ikke havde været tilfældet, ville jeg den dag i dag aldrig have taget den til mig« (MSS, 15:45).

Brigham Young måtte selv vide det. Han lærte senere de hellige, at Gud ikke ønsker, at de »skal ledes fuldstændigt af en anden person, stille deres egen forståelse i bero og sætte deres lid til nogen anden« (DNW, 24. aug. 1854, s. 1). »Det er min pligt at kende Herrens vilje med mig selv,« fortalte han dem (DNW, 22. sep. 1875, s. 4). »Det er jeres privilegium og pligt at leve på en sådan måde, at I ved, hvornår Herrens ord bliver talt til jer, og hvornår Herrens vilje åbenbares jer« (DNW, 22. sep. 1875, s. 4).

Missionærer fra en gren i Kirken i Columbia i Pennsylvania, rejste gennem Mendon i 1831 og forkyndte, at himmelen var blevet åbnet, og at evangeliet og det hellige præstedømme var genoprettet gennem Joseph Smith. Efter at Brigham og andre familiemedlemmer havde besøgt Columbia gren, troede han på, at han havde fundet den religion, som han længe havde søgt, men han kæmpede med at beslutte sig for, om han virkelig kunne ofre alt for den. Men så, mens en af missionærerne bar sit vidnesbyrd, »oplyste Helligånden, der kom fra den person, min forståelse, og lys, herlighed og udødelighed stod tydeligt for mig,« erindrede han. Han fortalte, at han var indhyllet i dette, opfyldt af det, og vidste inde i sig selv, at denne mands vidnesbyrd var sandt (DNW, 9. feb. 1854, s. 4). Den 15. april 1832, en kold dag med sne, blev Brigham Young døbt i vandløbet ved sit værksted samt bekræftet og ordineret til ældste (se DWN, 2. apr. 1862, s. 1). »I overensstemmelse med Herrens ord følte jeg en ydmyg, barnlig ånd, der vidnede for mig, at mine synder var mig tilgivet,« mindedes han (MHBY–1, s. 3). Miriam gik i dåbens vande omkring tre uger senere (MHBY–1, s. 3). Hele Brigham Youngs nærmeste familie blev døbt, og de forblev trofaste sidste dages hellige.

Sidst på sommeren i 1832, efter at Brigham var vendt tilbage fra missionsrejser i nærheden, passede Brigham Miriam i de sidste uger, inden hun døde af tuberkulose. Hun døde i september 1832.

Brigham Young vendte sin fulde opmærksomhed og energi mod Kirken. Han var ivrig efter at møde profeten Joseph Smith, og tog straks afsted til Kirtland i Ohio sammen med sin bror, Joseph, og nære ven, Heber C. Kimball. Joseph Smith var ved at hugge brænde sammen med sine brødre, da de kom. Brighams »glæde var fuldkommen ved det privilegium at kunne give Guds profet hånden« og modtage »det faste vidnesbyrd, gennem profetiens ånd, om, at han var alt det, som nogen kunne tro, han var – som en sand profet« (MHBY–1, s. 4). Dette var begyndelsen på et af Brigham Youngs mest betydningsfulde bekendtskaber. Da han kom tilbage til New York, forærede han mange af sine ejendele væk og nedsatte sin arbejdstid for at kunne give mere af sin tid til Kirken. Forvisset om at Vilate Kimball, Hebers hustru, ville tage sig af hans døtre, tog han på en række missioner. Han afholdt møder og døbte i området omkring Mendon. Han rejste også til det nordlige New York og Ontario i Canada for at forkynde evangeliet og bære vidnesbyrd om, at Joseph Smith var Guds profet.

Da Brigham Young ønskede at adlyde profetens råd om at samles med de hellige, flyttede han i september 1833 sin familie fra Mendon til Kirtland. Der havde Brigham »privilegiet at lytte til profetens lærdomme og nyde de helliges selskab og arbejde hårdt med [sit] forhenværende erhverv« (MHBY–1, s. 7). Han hjalp med at bygge huse, templet i Kirtland og adskillige offentlige bygninger.

Den 18. februar 1834 giftede han sig med Mary Ann Angell. I løbet af de næste 10 år fik de seks børn. Mary Ann, erindrede Brigham, »arbejdede trofast for min families og rigets interesse« (MHBY–1, s. 8).

I løbet af sine år i Kirtland (1833–1838) lærte han, at det kræver lydighed og ofre at opbygge Guds rige. I foråret 1834 meldte han sig frivilligt til Zions Hær, en gruppe på 205 mand, der blev rekrutteret til at bringe hjælp og proviant til de hellige, som var blevet tvunget fra deres hjem i Jackson County i Missouri. »Vi tilbagelagde en rejse på 3.200 km til fods,« mindedes Brigham (DNW, 8. okt. 1856, s. 2). Han huskede, at på grund af de yderst hårde prøvelser og sygdomme »havde vi kværulanter i lejren.« Mændene skulle belæres om tålmodighed og samarbejde og derfor, sagde Brigham, »ledte, rådgav og vejledte bror Joseph kompagniet,« især de mænd, som havde »en urolig, uregerlig og utilfreds ånd over sig« (DNW, 3. dec. 1862, s. 1). Den hårde rejse styrkede Brighams loyalitet over for Joseph Smith og gav uvurderlig oplæring i lydighed mod Gud og hans profet (se DNW, 3. aug. 1854, s. 2).

Ni veteraner fra Zions Hær, deriblandt Brigham Young, blev ved en særlig konference den 14. februar 1835 udvalgt som medlemmer af det første De Tolv Apostles Kvorum (se L&P 18:26–32). Brigham Young blev ordineret ved håndspålæggelse og velsignet med »at han kunne gå frem og samle de udvalgte som en forberedelse på Herrens kommes store dag.« Han og andre medlemmer af kvorummet blev kaldet til at forkynde Guds Søns evangelium for alle jordens nationer« (HC, 2:196), og tog afsted i maj 1835 på en fire måneder lang mission til øststaterne. Han tog tilbage til øststaterne som missionær i sommeren 1836 og 1837.

Ældste Young havde opsyn med malerarbejdet og færdiggørelsen af templet i Kirtland. Han var til stede, da profeten Joseph her indførte de indledende ordinanser, og han overværede indvielsen i marts 1836 sammen med hundreder af hellige, som havde ydet store ofre for at bygge det første tempel i denne uddeling (se MHBY–1, s. 12; HC, 2:428).

Før ældste Young fuldt ud kunne nyde den enhed, der udvikledes ved sådanne oplevelser, blev adskillige afvigere så højrøstede i deres modstand mod profeten, at de forsøgte at fravriste ham lederskabet for Kirken. I januar 1838 konfronterede ældste Young disse apostater i templet i Kirtland: »Jeg rejste mig op og fortalte dem på en enkel og bestemt måde, at Joseph var profet, og at jeg vidste det, og at de kunne rase imod og bagtale ham, så meget, de ville, men at de ikke kunne ødelægge udvælgelsen af Guds profet, og at de kun kunne ødelægge deres egen myndighed, skære det bånd, som bandt dem til Guds profet, over, og nedsænke sig selv til helvede« (MHBY–1, s. 16).

Brigham Young erindrede, at han ventede sammen med Joseph Smith »i talrige nætter, klar til at møde pøbelen, som søgte at tage [profetens] liv« (DSNW, 15. maj 1877, s. 1). Han var så kompromisløs i sin støtte til profeten, at apostaterne, berettede han, »truede med at tilintetgøre mig« (MHBY–1, s. 23–24). Han flygtede til Kirtland og tog til det vestlige Missouri, hvor han sluttede sig til Joseph Smith og andre af Kirkens ledere, som var blevet truet på livet. Men efterhånden som et stort antal sidste dages hellige fortsatte med at flytte til det vestlige Missouri, blev andre kolonister meget urolige og bange for, at de hellige skulle vinde politisk og økonomisk herredømme. I sommeren og efteråret 1838 opstod der spændinger, som kulminerede, da guvernøren beordrede statsmilitsen til at udrydde de sidste dages hellige eller uddrive dem fra staten. Fængslingen af Joseph Smith og andre af de øverste ledere samt frafald og dødsfald blandt adskillige i De Tolvs Kvorum skød nye ansvar over på Brigham Young, som nu var præsident for dette kvorum. Han og apostlen Heber C. Kimball var de eneste medlemmer af Kirkens præsiderende kvorummer, som var der til at lede og assistere de hellige i deres svære vinterudvandring fra Missouri. Under deres ledelse indgik de hellige pagt om at hjælpe de fattige, bringe alle sidste dages hellige ud af staten og forberede sig til at samles endnu engang.

De fordrevne hellige byggede en ny by i Commerce i Illinois, som de senere gav navnet Nauvoo. Præsident Young blev der dog kun i få måneder, fordi profeten Joseph modtog en åbenbaring om at kalde De Tolvs Kvorum til at tage på mission i England. I efteråret 1839 forlod præsident Young Illinois, fast besluttet på at påtage sig det nye ansvar til trods for hans og hans families dårlige helbred. Senere erindrede han, at han ikke kunne gå særlig langt uden hjælp, og at hans søster Fanny bønfaldt ham om ikke at rejse. Han svarede: »›Søster Fanny, jeg har aldrig haft det bedre i hele mit liv.‹ Hun var en meget usædvanlig kvinde, og hun så på mig med tårer i øjnene og sagde: ›Du lyver.‹ Jeg sagde ikke noget, men jeg var fast besluttet på at tage til England eller dø i forsøget. Jeg var fast besluttet på, at jeg ville gøre, hvad der krævedes af mig i livets og frelsens evangelium eller dø i forsøget« (DNSW, 2. aug. 1870, s. 1).

Otte medlemmer af De Tolvs Kvorum tog på mission til De Britiske Øer i 1840 og 1841, og Brigham Young ledede som kvorumspræsident deres arbejde. I dette betydningsfulde år opnåede De Tolv bemærkelsesværdig succes. Mens præsident Young forberedte sig til at forlade Liverpool i april 1841, overvejede han med taknemmelighed Guds »handlinger med mig og mine brødre i De Tolvs Kvorum i det forgangne år i mit liv … Det syntes i sandhed som et mirakel at se kontrasten mellem vores ankomst og afrejse fra Liverpool. Vi gik land i foråret 1840 som fremmede i et fremmed land, og uden penge, men gennem Guds nåde har vi fået mange venner, oprettet Kirker i næsten alle byer og storbyer i kongeriget Storbritannien, døbt 7.000–8.000 personer, trykt 5.000 eksemplarer af Mormons Bog, 3.000 salmebøger, 2.500 eksemplarer af Millennial Star, og 50.000 pjecer og hjulpet 1.000 sjæle med at emigrere til Zion … og har sået den evige sandheds sæd i tusinders hjerte, som vil frembringe frugt til Guds ære og herlighed, og dog har vi ikke manglet noget at spise, drikke eller tøj: I alle disse ting anerkender jeg Guds hånd« (MHBY–1, s. 96–97).

Ved helhjertet at påtage sig nye ansvar udviklede præsident Young og hans medapostle ikke blot deres egne personlige åndelige evner men også kvorummets til at arbejde samlet og effektivt for Kirken. Joseph Smith stolede på deres »forenede visdom« og meddelte i Nauvoo i august 1841, »at tiden var inde til, at De Tolv skulle kaldes til at indtage deres plads ved siden af Det Første Præsidentskab« (HC, 4:403). De Tolv fik overdraget større ansvar, herunder forkyndelse af evangeliet, hus- ning af immigranter, opkøb af jord og opførelse af templet i Nauvoo.

Før templet var færdigt, gjorde Joseph Smith privat præsident Young og andre medlemmer af De Tolv bekendt tempelordinanserne, herunder dåb for de døde, tempelbegavelsen og besegling af familier, da han forventede, at De Tolv ville lære Kirkens medlemmer disse ordinanser. Profeten mødtes med De Tolv i foråret 1844 for at overdrage dem alle de nøgler og den myndighed, der var nødvendig for at udføre rigets arbejde. »Jeg overdrager byrden og ansvaret for ledelsen af denne Kirke fra mine skuldre til jeres,« erklærede profeten. »Ret nu ryggen, og tag den [byrden] som mænd; for Herren vil lade mig hvile en stund« (udateret Certificate of the Twelve, BYP).

Inden der var gået tre måneder, var profeten Joseph Smith død. Mens præsident Young var på sommermission i Boston-området, erfarede han, at Joseph og Hyrum Smith var blevet myrdet af en pøbel i Carthage, Illinois. Da han hørte dette, spurgte han sig selv »om Joseph havde taget rigets nøgler med sig fra jorden,« men han følte sig straks forsikret om, at rigets nøgler lå hos De Tolv (MHBY–1, s. 171). Han tog straks tilbage til Nauvoo og fandt ud af, at Josephs førsterådgiver, Sidney Rigdon, havde tilbudt at overtage lederskabet af Kirken, og at der allerede var blevet sammenkaldt til generalkonference med de hellige for at opretholde en ny leder. Præsident Young talte til de forsamlede hellige med kraftfuld ligefremhed:

»For første gang i mit liv, for første gang i jeres liv, for første gang i Guds rige i det 19- århundrede uden en profet i spidsen for os, træder jeg frem for at virke i mit kald i De Tolvs Kvorum, som Jesu apostle for denne generation – apostle som Gud har kaldet gennem åbenbaring gennem profeten Joseph, apostle som er ordinerede og salvede til at bære Guds riges nøgler i hele verden.

… Hvis I skulle ønske, at Sidney Rigdon eller William Law eller nogen andre skal lede jer, er I velkomne til dette; men jeg siger jer i Herrens navn, at intet menneske kan sætte nogen anden mellem De Tolv og profeten Joseph. Hvorfor? Fordi Joseph var deres leder, og han har for hele verden lagt rigets nøgler i denne sidste uddeling i deres hænder« (HC, 7:232, 235).

Mange vidner bemærkede, at præsident Young lignede og lød som profeten Joseph, da han talte; det var en kraftig tilkendegivelse af guddommelig godkendelse. De næsten 5.000 hellige, der var forsamlet, opretholdt De Tolv som det ledende kvorum i Kirken. Tre dage efter mødet, hvor præsident Young havde fortalt de hellige, at han »ønskede privilegiet at græde og sørge i mindst tredive dage« (HC, 7:232), udtrykte han stille sin sorg: »Det har været en sorgens tid [sidenj den dag, da Joseph og Hyrum blev bragt fra Carthage til [Nauvoo]. Mange både i og uden for Kirken antog, at der blev grædt et helt hav af tårer. Jeg kan ikke holde ud at tænke på det« (MHBY–1, s. 177).

I næsten et årtis tjeneste som Jesu Kristi apostel havde Brigham Young lært Guds veje at kende. Hans vilje til at arbejde hårdt, ofre og påtage sig ansvar og hans evner til at modtage og handle i overensstemmelse med Åndens tilskyndelser forberedte ham til at præsidere over de sidste dages hellige, først som præsident for De Tolvs Kvorum og efter december 1847 som præsident for Kirken. Under hans bemærkelsesværdige ledelse, som strakte sig over 33 år, lærte han de hellige at opbygge Zion i det vestlige USA og i deres eget hjerte, deres familie og ward. »Bror Joseph, profeten, har lagt grundvolden til et stort værk, og vi vil bygge videre på det,« lovede han de hellige i august 1844. »Vi kan opbygge et rige, som aldrig har eksisteret i verden« (HC, 7:234). Hans urokkelige tro på Gud, hans troskab, erfaring og humoristiske sans, hans kærlighed til evangeliets lærdomme og ordinanser og hans forståelse af præstedømmeordenen og Kirkens organisation satte ham i stand til at føre de hellige til enhed i hjerte og sind.

Præsident Brigham Young ledte de sidste dages helliges udvandring fra Nauvoo til Salt Lake-dalen i Rocky Mountains. Dette gjorde det muligt for de hellige at samles på en måde, som ikke havde været mulig i Ohio, Missouri eller Illinois. Da præsident Young så ud over Salt Lake-dalen den 24. juli 1847, var han sikker på, at han havde fundet det tilflugtssted, som Joseph Smith havde forudset til de hellige i Vesten, og som han selv havde set i et syn som værende det rette sted. »Lysets ånd hvilede på mig og jeg skuede ud over dalen og følte, at dér ville de hellige finde beskyttelse og sikkerhed,« skrev Brigham Young (MHBY–2, s. 564). Her kunne de hellige få den tid og plads, som var nødvendig for at etablere sig som et folk uden for verden.

Indsamlingen i Vesten, som begyndte med præsident Youngs og pionerkompagniets ankomst i juli 1847, fortsatte i årtier. 80.000 hellige foretog den hårde rejse mod vest før 1869, da jernbanen gjorde rejsen lettere. Selv derefter fortsatte hellige med at forlade deres hjem og ofte deres familie for at samles i Zion. Deres geografiske rejse symboliserede en åndelig rejse væk fra verden. Præsident Young erklærede, at Gud havde kaldt hellige »sammen fra jordens fjerneste ender … for at blive ét af hjerte og ét i sind i alle vores gøremål og bestræbelser for at etablere Kristi åndelige og timelige rige på jorden, for at forberede Menneskesønnens komme i magt og stor herlighed« (DNSW, 21. jan. 1868, s. 2). Han forventede og krævede en hel del af sit folk i opbygningen af Zion, timeligt såvel som åndeligt. De ikke blot rejste til »bjergenes top,« men gav også af deres midler for at hjælpe andre hellige med at følge dem i indsamlingen.

Under præsident Youngs ledelse forlod hellige Salt Lake-dalen for at kolonisere ca. 400 kolonier i det vestlige USA. De arbejdede med at dyrke deres egen mad, fremstille deres eget tøj og oprettede lokale industrier, så de kunne blive økonomisk uafhængige. De lærte at sætte deres lid til Herren og hinanden.

Ikke alle de økonomiske bedrifter, som præsident Young bad de hellige om at foretage sig, var en succes. Men økonomisk succes var ikke hans største interesse. I sidste ende bekymrede han sig mindre om at dyrke afgrøder og skaffe penge end om at hjælpe sit folk med at blive en hellig nation. Han vidste af erfaring, at de ville få fremgang ved hårdt arbejde og ved påtage sig ansvar. »Dette er et godt sted til at skabe hellige,« sagde han til en forsamling medlemmer i Salt Lake City i 1856 (DNW, 10. sep. 1856, s. 1).

Brigham Young tjente i flere år i området kaldet Deseret (der senere blev til staten Utah) som guvernør for territoriet og leder for indianske anliggender. Han blev med tiden afløst af udvalgte folk fra forbundsregeringen. Han brugte årevis på at prøve at løse konflikterne mellem de sidste dages hellige og USA’s regering om de helliges ønske om politisk uafhængighed. Han udholdt kritik og latterliggørelse fra ministre, journalister, reformatorer og politikere, som angreb ham og hans folk for deres religion og deres sociale, økonomiske og politiske skikke. Men sådanne udfordringer ændrede ikke hans klare forståelse af nødvendigheden af at »skabe hellige« og derved opbygge Zion. Præsident Young erklærede: »[Jeg har] set de sidste dages helliges samfund i et syn og set dem organiseret som én stor himmelsk familie, hvor hver især udfører sine pligter inden for sit fag og arbejder for helhedens bedste snarere end for individuel vinding; og i dette har jeg set den smukkeste orden, som menneskets forstand kan forestille sig og de største resultater af opbyggelsen af Guds rige og udbredelsen af retfærdighed på jorden« (DNSW, 21. jan. 1868, s. 2).

Præsident Young indså, at Zion ikke kunne opbygges gennem hårdt arbejde alene. Zion skal ledes gennem præstedømmet, som han kendte som værende »Guds Søns regering« (DNSW, 21. jan. 1868, s. 2). Han vidste, at de hellige kunne »blive ét af hjertet og ét i sind i alle … gøremål og bedrifter« (DNSW, 8. nov. 1870, s. 3), og kun i overensstemmelse med en »ren og hellig regeringsform« (DNSW, 8. nov. 1870, s. 3). Han belærte om, at Kirkens medlemmer kun kunne helliggøres ved at tage del i præstedømmets ordinanser; således var præstedømmets ordinanser og organisation det centrale i hans lærdomme og lederskab.

Fra 1844 til 1846 gjorde præsident Young og De Tolv færdiggørelsen af templet i Nauvoo til en af de højeste prioriteter. Tempelbegavelser og beseglinger blev udført der, selv før det stod færdigbygget. »Den længsel, som de hellige har vist for at modtage ordinanserne, og den længsel, som vi har haft for at betjene dem, har været af en sådan art, at jeg helt har hengivet mig til Herrens arbejde i templet nat og dag uden mere end fire timers søvn i gennemsnit i døgnet, og jeg er kun taget hjem én gang om ugen,« skrev præsident Young i sin dagbog (MHBY–2, s. 10). Mellem den 10. december 1845 og den 7. februar 1846 modtog ca. 5.615 hellige tempelbegavelsen, og talrige familier blev beseglet. Kun godt et år senere, tre dage efter sin ankomst til Salt Lake-dalen, udpegede præsident Young den grund, hvor templet i Salt Lake City skulle bygges. Det skulle være i byens centrum og være centrum i de helliges liv. Det store tempel, som det tog 40 år at bygge, blev ikke færdigt, før end efter præsident Youngs død, men han udpegede andre hellige steder, hvor der kunne udføres tempelbelæringer og beseglinger for de levende, mens man ventede på, at templet skulle blive færdigt. Under indvielsen af de nederste etager af templet i St. George den 1. januar 1877, få måneder før præsident Youngs død, talte Young energisk om at genoptage udførelse af ordinanser for de døde: »Når jeg tænker på dette emne, ønsker jeg, at jeg med syv tordenskrald kunne vække folk. Kan fædrene frelses uden os? Nej. Kan vi frelses uden dem? Nej« (MS, 39:119).

Tempelordinanserne var nødvendige for at binde generationerne sammen og for at videregive hellige sandheder fra den ene generation til den næste. De sidste dages hellige, der blev født eller omvendt i sidste halvdel af det 19. århundrede, kom ikke til at opleve forfølgelserne i Missouri og kunne ikke personligt huske profeten Joseph Smith. Som tiden gik, blev færre af dem involveret i kolonisering, men de ville også have behov for at lære de hellige sandheder om at opbygge Zion at kende. Præsident Young opmuntrede til en indsats for at undervise Kirkens unge i evangeliet og arbejdede på at forbedre Kirkens organisation, idet han udtrykte et ønske om at »opdrage en generation mænd og kvinder, som skal elske og fastholde sandhed og retfærdighed på jorden« (MFP, 2:288). Wardenes Søndagsskole for børn, som første gang blev oprettet i 1849, begyndte at arbejde sammen under en central bestyrelse i 1867. På præsident Youngs anmodning og begyndende med hans egne døtre blev der organiseret fpreninger i 1869 for at styrke unge piger i deres forståelse af evangeliet og deres hengivenhed til sparsommelig livsførelse. I 1875 blev der dannet lignende foreninger for at undervise unge mænd og give dem lederskabserfaring.

I erkendelse af, at Zion ikke kan opbygges uden søstrene, genoprettede Brigham Young Hjælpeforeningen i 1867, som den var blevet organiseret i Nauvoo af profeten Joseph Smith. Kvinderne assisterede biskopperne med at skaffe hjælp til de fattige og nødlidende, motiverede familierne til i hjemmet at fremstille det, som de havde behov for, og ledede undervisningen af unge piger og børnene.

I præsident Youngs sidste leveår satte han præstedømmekvorum-merne i orden. Han opdelte og reorganiserede stave og øgede antallet af stave fra otte til 18. Han ledede organiseringen af ældsternes kvorummer og underviste ældsterne i deres timelige og åndelige ansvar. Han lagde vægt på wardet som den vigtigste lokalenhed for kirkeaktiviteter og udvidede biskoppens rolle til at være leder af wardet. Medlemmer af De Tolvs Kvorum, som havde præsideret over lokale enheder, blev afløst fra disse stillinger, så de kunne udøve deres kald som særlige vidner om Jesus Kristus for nationerne. Da han døde den 29. august 1877, var Kirken organiseret, som de fleste hellige kender den i dag.

Præsident Youngs engagement i at opbygge Zion gennem kolonisering, økonomisk foretagsomhed, hellige tempelordinanser og præstedømmeorganisationer er flettet ind i hans talers indhold. Ingen tale kunne indfange omfanget af hans vision. »Jeg har kun berørt en lille del af den store tale om evangeliet,« erklærede han ved slutningen af en tale (MSS, 15:49). Der kunne kun undervises i evangeliets fylde, mente han, lidt efter lidt, linie på linie. »Guds Søns evangelium,« sagde han, »… går fra evighed til evighed. Når forstandens vision åbnes, kan man se en stor del af det, men man kan se det ligesom en taler ser en forsamlings ansigter. At se på og tale med hver enkelt for sig og tro, at man kan lære dem fuldt ud at kende ved blot at tilbringe fem minutter med hver især, ville tage for meget tid, det ville være svært at gøre. På samme måde er det med syner af evigheden; vi kan se og forstå, men det er svært at forklare« (DNW, 26. okt. 1854, s. 2). Gennem undervisning og lederskab forsøgte præsident Brigham Young altid at hjælpe de hellige til både at se og forstå evangeliets evige sandheder.

Brigham Youngs tilværelse centrerede sig om undervisning i evangeliet og opbygningen og opretholdelsen af Guds rige. »Himmeriget er først og fremmest hos os,« fortalte han de hellige (DNW, 27. juli 1864. s. 2).

Måske er præsidents Young lederskab bedst blevet beskrevet af de apostle, som virkede, da han døde: »I de 33 år han har præsideret over Kirken siden mordet på profeten Joseph, har hans knæ aldrig skælvet, hans hænder har aldrig rystet; han har aldrig svigtet eller mistet modet. Lige meget hvor truende omgivelserne eller udsigterne måtte have været, har han aldrig været fortvivlet; men på sådanne tidspunkter har han udvist en så afklaret tillid og tro og talt sådanne opmuntrende ord til trøst og støtte for alle for at fremkalde deres kærlighed og beundring. Men Herren velsignede ham ikke blot med tapperhed, men han begavede ham med stor visdom. Hans råd har, når de blev fulgt, resulteret i frelse, og som organisator og administrator er der ingen, der overgår ham …

»Herren har kronet hans arbejde med den mest bemærkelsesværdige succes, han har æret og opfyldt hans ord, og de, som har adlydt hans råd, har han velsignet og opretholdt. Den tid vil komme, hvor hans præsidentskab for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige vil blive anset som en epoke med vidunderlige begivenheder« (MFP, 2:298).