Tiende- og indvielsesloven

Jeg tror ikke et øjeblik, at der er en eneste i denne Kirke, som ikke er bekendt med pligten til at betale tiende, og det er heller ikke nødvendigt at modtage åbenbaring hvert år om emnet. Loven er der – betal en tiendedel (DBY, s. 174).

Der har været så mange spørgsmål, at det er ved at blive trættende: Loven siger, at folk skal betale en tiendedel … til opbyggelse af Herrens hus, til udbredelse af evangeliet og som støtte for præstedømmet. Når en mand kommer ind i Kirken, ønsker han at vide, om han skal medregne sit tøj, sine uerholdelige fordringer, jord osv. Loven siger, at man skal give … en tiendedel af sin indtægt [se L&P 119:4] (HC, 7:301). Tiendeloven er en evig lov. Den almægtige Herre har aldrig haft sit rige på jorden uden at tiendeloven har været blandt hans folk, og det vil han aldrig have. Det er en evig lov, som Gud har indstiftet til gavn for den menneskelige familie, til deres frelse og ophøjelse. Denne lov findes i præstedømmet, men vi ønsker ikke, at nogen adlyder den, medmindre de er villige til at gøre det (DBY, s. 177).

Folk er ikke tvunget til at betale deres tiende, de gør, som de har lyst med det, men de rådes indtrængende dertil som en pligt mellem dem og deres Gud (DBY, s. 177).

Vi beder ingen om at betale tiende, medmindre de er villige til at gøre det; men hvis I foregiver at betale tiende, betal den da som ærlige mænd (DBY, s. 177).

Alle bør betale tiende. En fattig kvinde bør betale hver tiende kylling, selv om hun så måtte [bede Kirken] om ti gange dens værdi for at klare sig (DBY, s. 178).

Det er så sandt, at de fattige er bedre til at betale tiende end de rige. Hvis de rige ville betale deres tiende, ville vi have rigeligt. De fattige er trofaste og betaler straks deres tiende, men de rige har knap nok råd til at betale deres – de har for meget. Hvis han kun har ti dollars, kan han betale en; hvis han kun har en dollar, kan han betale ti cent; det skader ham slet ikke. Hvis han har et hundrede dollars, kan han sagtens betale ti. Hvis han har et tusinde dollars, ser han lidt på dem og siger: »Jeg tror nok, jeg vil betale; de bør alligevel betales;« og han klarer at betale sine ti eller sine hundrede dollars. Men tænk, hvis en mand er rig nok til at betale ti tusinde, så ser han på dem mange gange og siger: »Jeg tror, at jeg vil vente, til jeg får lidt flere, og så vil jeg betale en god portion.« Og så venter og venter han, som en gammel herre østpå; han ventede og ventede og ventede med at betale sin tiende, til han forlod denne verden, og sådan går det med mange. De venter og bliver ved med at vente, til det væsen, som kaldes døden, til sidst kommer, og indhenter dem og tager deres ånde fra dem, så er de væk og ikke kan betale deres tiende – de er for sent på den, og sådan går det (DBY, s. 175).

Det er ikke for mig at rejse mig op og sige, at jeg kan give noget til Herren, for jeg har i virkeligheden intet at give. Det er som om, jeg intet har. Hvorfor? Fordi Herren har fundet det passende at sætte mig her, og har velsignet min indsats i at samle ting, som er ønskværdige, og som kaldes ejendom (DBY, s. 176).

Da min biskop kom for at vurdere min ejendom, ønskede han at vide, hvad han skulle bede mig betale min tiende af, og jeg sagde til ham, at han kunne tage hvad som helst, jeg havde, for min hu stod ikke til nogen af tingene; han kunne tage mine køer, svin eller hvad som helst; min hu står til Guds værk, til bedste for dette store riges samfunds bedste (DBY, s. 176).

Hvis vi efterlever vores religion, vil vi være villige til at betale tiende (DBY, s. 176).

Vi tilhører ikke os selv, for vi blev købt dyrt, vi er Herrens; vores tid, vores talenter, vores guld og sølv, vores hvede og mel, vores vin og vores olie, vores kvæg og alt, som findes på denne jord, som vi ejer, er Herrens, og han kræver en tiendedel af dette til at opbygge sit rige. Om vi har meget eller lidt, så bør der betales en tiendedel som tiende (DBY, s. 176).

Når en mand ønsker at give noget, så lad ham give det bedste, han har. Herren har givet mig alt det, som jeg ejer; jeg har i virkeligheden intet, ikke en øre af det er mit. I spørger måske: »Føler du det samme, som du siger?« Ja, det gør jeg faktisk. Jakken på min ryg er ikke min og har aldrig været det; Herren har beæret mig ved at givet den i min besiddelse, og jeg bruger den; men hvis han ønsker at få den og også mig, skal han være velkommen til det hele. Jeg ejer ikke noget hus eller en eneste gård, eller hest, muldyr, hestevogn eller prærievogn … som Herren ikke har givet mig, og hvis han vil have dem, kan han tage dem i overensstemmelse med hans vilje, uanset om han beder om dem eller tager dem uden at sige noget (DBY, s. 175).

Alt er Herrens, og vi er kun hans forvaltere (DBY, s. 178).

Jeg forventer ikke at se den dag, hvor jeg er fuldstændig uafhængig, før jeg bliver kronet i min Faders celestiale rige og gjort uafhængig som min Fader i himmelen. Jeg har endnu ikke fået min arv, og jeg forventer at være afhængig, til jeg får den, for alt det, jeg har, er mig til låns (DBY, s. 177).

Her er der en person – en mand – som Gud har skabt, organiseret, formet og dannet – enhver del og mindste smule fra toppen af mit hoved til mine fødder er skabt af min Fader i himmelen; og han kræver en tiendedel af min hjerne, hjerte, kraft, muskler, styrke, kød, ben og hele mit system til at bygge templer, til dette kald, til at støtte missionærer og missionærernes familier, til at brødføde de fattige, de gamle, de halte og blinde, og at samle dem hjem fra nationerne og tage sig af dem, når de er samlet. Han har sagt: »Min søn, giv en tiendedel af dig selv til det gode og gavnlige arbejde med at tage dig af dine medmennesker, forkynde evangeliet og føre folk ind til riget; læg dine planer, og tag dig af dem, som ikke kan klare sig selv; led arbejdet for dem, som kan arbejde, og en tiendedel er helt tilstrækkelig, hvis den bruges på rette vis, forsigtigt og klogt til mit riges fremgang på jorden« (DBY, s. 176).

Hvis Herren kræver, at en tiendedel af mine evner skal vies til at bygge templer, kirkebygninger, skoler og til vores børns skolegang, til at indsamle de fattige fra jordens nationer, til at bringe de gamle, lamme, halte og blinde hjem og bygge huse, som de kan bo i, så de kan få det bekvemt, når de kommer til Zion, og til at støtte præstedømmet, er det ikke min ret at drage den Almægtiges myndighed i dette i tvivl, ej heller hans tjeneres, som forestår det. Hvis det kræves af mig at betale tiende, er det min pligt at betale den (DBY, s. 174).

Jeg kan godt lide ordet [tiende], fordi det er bibelsk, og jeg vil hellere bruge det end noget andet. Herren har indstiftet tiende; det blev praktiseret på Abrahams, Enoks og Adams tid, og hans børn glemte ikke deres tiende og offerydelser. I kan selv læse, hvad Herren kræver. Jeg ønsker at sige dette til dem, der hævder at være sidste dages hellige – hvis vi forsømmer at betale tiende og offerydelser, vil vi blive revset af Herren. Det kan vi lige så godt gøre os klart, først som sidst. Hvis vi forsømmer at betale vores tiende og offerydelser, vil vi forsømme andre ting, og dette vil udvikle sig for os, til vi helt har mistet evangeliets ånd, og vi befinder os i mørke og ikke ved, hvor vi går hen (DBY, s. 174).

Herren kræver en tiendedel af det, som han har givet mig; jeg skal betale en tiendedel af min indtægt af mit kvæg og af alt, som jeg har, og alle mennesker bør gøre det samme. Dette spørgsmål kan opstå: »Hvad skal tiende bruges til?« Den skal bruges til at bygge templer til Gud, til at udvide Zions grænser, sende ældster på mission for at forkynde evangeliet og tage sig af deres familier. Efter en tid vil vi kunne gå ind i templer, og vi vil modtage vores velsignelser, himmelens velsignelser, gennem lydighed mod tiendeloven. Vi vil bygge templer i disse bjerge, i dette territoriums dale og det næste territoriums dale og til sidst over alt i disse bjergdale. Vi forventer at bygge templer i et stort antal dale. Vi går til Endowment House, og før vi gør det, får vi en anbefaling af vores biskop som bevis på, at vi har betalt vores tiende (DBY, s. 178).

Det er min opgave at kontrollere udbetalingen af den tiende, som de hellige betaler, og ikke en opgave for enhver ældste i riget, som tror, at tienden tilhører ham (DBY, s. 178).

Hvis I tillader djævelen at antyde for jer, at jeg ikke leder jer på rette vej, og lader den tanke bo i jeres hjerte, lover jeg jer, at det vil føre jer til frafald. Hvis I tillader jer selv at betvivle noget, som Gud har åbenbaret, vil det ikke vare længe, før I begynder at forsømme jeres bønner, nægte at betale tiende og finde fejl hos Kirkens ledere. I vil gentage det, som alle frafaldne siger: »Tienden bliver ikke brugt rigtigt« (DNSW, 29. aug. 1876, s. 1).

Jeg har set de sidste dages helliges samfund i et syn og set dem organiseret som én stor himmelsk familie, hvor hver især udfører sine pligter inden for sit fag og arbejder for helhedens bedste snarere end for individuel vinding; og i dette har jeg set den smukkeste orden, som menneskets forstand kan forestille sig, og de største resultater med opbyggelsen af Guds rige og udbredelsen af retfærdighed på jorden. Vil dette folk nogensinde nå til denne tilstand? Er de beredte nu til at leve i overensstemmelse med den patriarkalske orden, som vil blive oprettet blandt dem, som er tro og trofaste, før Gud modtager det, der er hans? Vi er alle enige om, at når vi er ude over denne jordiske tilstand og dermed dens bekymringer, ængstelser, egenkærlighed, kærlighed til rigdom og kærlighed til magt og alle de modstridende interesser, der har med dette legeme at gøre, at da vil vi, når vores ånd er vendt tilbage til Gud, som gav den, være underkastet ethvert krav, som han måtte stille til os, så at vi da kan leve sammen som én stor familie; vores interesse vil være en generel, fælles interesse. Hvorfor kan vi ikke leve sådan i denne verden? (DBY, s. 181).

Vil den tid nogensinde komme, hvor vi kan begynde at organisere dette folk som en familie? Det vil den. Ved vi hvordan? Ja … Tror I, at vi nogensinde vil blive ét? Når vi kommer hjem til Gud vor Fader, vil vi så ikke ønske at tilhøre familien? Vil det ikke være vores højeste ambition og ønske at blive regnet som den levende Guds sønner, som den Almægtiges døtre, med ret til at tilhøre husstanden og den tro, der hører til husstanden, Faderens arvinger, hans ejendom, hans rigdom, hans magt, hans excellence, hans viden og visdom? (DBY, s. 179).

Og når dette folk bliver ét, vil det være Herrens folk. De vil ikke ligne hinanden. Vi vil ikke alle have grå, blå eller brune øjne. Vores udseende vil være forskelligt, og i vores handlinger, beslutninger og indsats for at indsamle, fordele og give af vores tid, talenter, rigdom og hvad enten Herren giver os på vores rejse gennem livet, vil vi adskille os fra hinanden lige så meget som i vores udseende. Det punkt, som Herren ønsker at bringe os til, er at adlyde hans råd og efterleve hans ord. Da vil alle blive ledet, så vi kan handle som en familie (DBY, s. 180).

Vi ønsker at se et samfund organiseret, i hvilket alle vil være arbejdsomme, trofaste og velovervejede (DBY, s. 180).

Ønsk aldrig noget, som I ikke kan få; sæt tæring efter næring (DBY, s. 180).

Hvis folk da kunne have forstået tingene, nøjagtigt, som de er, da Herren gav den åbenbaring, der instruerede os i vores pligt til at vie det, vi har, og havde adlydt denne åbenbaring, ville det hverken have været mere eller mindre end at overgive det, som ikke er deres eget, til ham, som det tilhører. Og sådan er det nu (DBY, s. 178).

Herren har erklæret, at det er hans vilje, at hans folk indgår en pagt, ligesom Enok og hans folk gjorde, hvilket nødvendigvis må ske, før vi får privilegiet at bygge Zions centrale stav, for Guds magt og herlighed vil være der, og ingen andre end de rene af hjertet vil kunne leve og nyde det (DBY, s. 178).

Der er en anden åbenbaring [sikkert Lære og Pagter 42] … som siger, at det er alles pligt, som drager til Zion, at vie al deres ejendom til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Denne åbenbaring … var en af de første befalinger eller åbenbaringer, der blev givet dette folk, da de havde fået privilegiet at kunne organisere sig som Kirke, som en enhed, som Guds rige på jorden. Jeg observerede da, og nu tror jeg, at det vil være en af de sidste åbenbaringer, som folk vil tage til sig og forstå af deres egen fri vilje og valg og betragte den som en glæde, et privilegium og en velsignelse for dem at adlyde og holde allermest hellig (DBY, s. 179).

Der er i overflod af gods og guld og sølv i jorden og på jorden, og Herren giver noget til en og noget til en anden – den onde såvel som den retfærdige – for at se, hvad de vil gøre med det, men det tilhører altsammen ham. Han har givet sit folk en stor del … Men det er ikke vores, og det eneste vi skal gøre, er at finde ud af, hvad Herren ønsker, vi skal gøre med det, som vi har, og dernæst gøre det. Hvis vi gør mere eller mindre end dette, træder vi ind i utilladte anliggender. Vores retmæssige anliggende er at gøre det, som Herren ønsker, vi skal gøre med det, som han begaver os med og skille os af med det, når han giver tegn dertil, om det så er at give alt, en tiendedel eller mere (DNW, 23. apr. 1873, s. 4).

Hvor længe skal vi leve, før vi finder ud af, at vi ikke har noget at vie til Herren – at alt tilhører Faderen i himmelen, at disse bjerge er hans, dalene, tømmeret, vandet og jorden, kort sagt jorden og dens fylde? [se L&P 104:14–18, 55] (DNW, 20. juni 1855, s. 5).

Hvor er da det offer, som dette folk har ydet? Det findes ikke. De har kun udskiftet en værre tilstand med en bedre, hver gang de er blevet flyttet; de har udskiftet uvidenhed med viden, og manglende erfaring med det modsatte (DNW, 24. aug. 1854, s. 1).

Forestil jer, at vi blev bedt om at forlade det, vi nu har. Vil vi kalde det et offer? Må den mand skamme sig, som ville kalde det sådan, for det er selve midlet til at tilføje ham viden, forståelse, kraft og herlighed og forberede ham til at modtage kroner, riger, troner og fyrstendømmer og blive kronet med herlighed sammen med guderne i evigheden. Uden dette kan vi aldrig modtage det, som vi søger (DNW, 3. aug. 1854, s. 2).

Jeg vil fortælle jer, hvad I skal gøre for at opnå ophøjelse, som I ikke kan opnå, hvis I ikke følger-denne kurs. Hvis jeres kærlighed står til noget, som den mindste smule kan hindre jer i at give det til Herren, så giv først og fremmest denne ting, så jeres offer sammen med den, der yder offeret, kan blive fuldkomment (DNW, 5. jan. 1854, s. 2).

Hvad forhindrer dette folk i at blive lige så helligt som Enoks kirke? Jeg kan sige jer årsagen med nogle få ord. Det er fordi, I ikke vil kultivere sindet til at være således: Dette er hele grunden. Hvis mit hjerte ikke er fuldt ud hengivet dette værk, vil jeg give min tid, mine talenter, mit arbejde og min ejendom, indtil mit hjerte samtykker til at underkaste sig. Jeg vil arbejde med mine hænder for Guds sag, indtil mit hjerte sam- tykker (DNW, 5. jan. 1854, s. 2).

Nu har jeg fortalt jer, hvilken kurs I skal følge for at opnå ophøjelse. Vores kærlighed må først og fremmest stå til Herren. Opbyggelsen af hans sag og rige kræver, at vi sætter det først (DNW, 5. jan. 1854, s. 2).

• Find alle de sætninger, i hvilke præsident Young brugte ordet »en tiendedel,« og lav dernæst en liste over alt det, som han nævnte som værende vores tiendeforpligtelser. Hvad omfatter tiende, og hvem bør betale tiende? (Se også L&P 119:3–4).

• Hvorfor sagde præsident Young, at han havde intet at give? (Se også Mosiah 2:19–24, L&P 104:14–18, 55). Hvad er kilden til alt det, som vi nyder, herunder det som vi betaler i tiende? Hvordan bør vores indstilling da være til de andre ni tiendedele af Herrens ejendom, som han har betroet i vores varetægt? (Se også Jak 2:17–19). Hvordan hjælper denne indstilling os med at forstå Malakias 3:8–12?

• Læs 2 Krøn 31:5–6 grundigt. Hvornår betalte disse mennesker deres tiende? Hvad bør vores indstilling til at betale tiende være?

• Hvad mente præsident Young, da han sagde, at Herren »kræver en tiendedel af … hele mit system«? Hvordan kan I »give en tiendedel af jer selv« til opbyggelsen af Guds rige? Hvordan er I blevet velsignet, når I har givet af jeres tid og talenter til at opbygge Guds rige ud over at betale tiende?

• Hvilke konsekvenser nævner præsident Young, at der er ved at undlade at betale sin tiende? Hvordan påvirker det både Herrens Kirke og det enkelt medlem, at man ikke betaler tiende?

• Hvad sagde præsident Young, at tienden bruges til? Hvem er ansvarlig for fordelingen af tiendefonden? (Se også L&P 120). Hvad var præsident Youngs indstilling til at stille spørgsmål ved dem, som har ansvar for fordelingen af tiendefonden?

• Hvad vil det sige, at de »sidste dages helliges samfund« skal blive »én stor himmelsk familie« og blive »Faderens arvinger«?

• Hvorfor er indvielsesloven »en af de sidste åbenbaringer, som folk vil tage til sig og forstå af deres egen fri vilje og valg og betragte den som en glæde et privilegium og en velsignelse for dem at adlyde og holde allermest hellig?« (DBY, s. 179).

• Hvorfor giver Herren os ting i besiddelse? Hvad er vores ansvar som forvaltere af Guds ejendom? Hvad er ifølge præsident Young »vores retmæssige anliggende« men hensyn til tiende og indvielsesloven? Hvordan kan det at prøve at gøre for meget være lige så galt som at gøre for lidt?

• Hvad må vi ofre, hvis vi forventer at modtage alt, som Gud har? Hvorfor? (Se også L&P 84:38). På hvilke måder kan I give alt, som I har og er til vores Fader i himmelen? Hvordan vil dette velsigne jer, jeres familie, andre medlemmer i Kirken og andre, som I har kontakt med?