Evig dom

Dette er en verden, hvor vi skal vise, hvad vi kan. Et menneskeliv er en prøvelsesdag, hvor vi i vores uvidenhed, i vores svaghed, og hvor fjenden regerer, kan vise Gud, at vi er vor Faders venner, og at vi modtager lys fra ham og er værdige til at være ledere for vores børn – til at blive herrernes herrer og kongernes konger – til at have fuldt herredømme over den del af vores familie, som vil blive kronet i det celesti- ale rige med herlighed, udødelighed og evigt liv (DBY, s. 87).

Jeg ved, at dommens dag snart vil komme til jer og til mig; og inden længe må vi fralægge os dette hylster og gå ind i åndeverdenen. Og jeg ved, at som vi lægger os, på samme måde vil dommen komme til os, og det står i skrifterne; »når træet falder … bliver det liggende, hvor det faldt« [se Præd 11:3], eller med andre ord, som vi er ved døden, vil dommen finde os (DBY, s. 382).

Døden sætter den mest magtfulde monark på niveau med den fattigste, sultende betler; og begge skal stå frem for Kristi domstol for at stå til ansvar for det, de har gjort, mens de levede (DBY, s. 445).

Lad enhver tro, hvad han vil og følge sit eget sinds overbevisning, for alle er frie til at vælge eller afvise; de er frie til at tjene Gud eller til at fornægte ham. Vi har den guddommelige sandheds skrifter, og vi er frie til at tro eller fornægte dem. Men vi vil blive bragt til doms for Gud for alle disse ting, og vi bliver nødt til at aflægge regnskab for ham; han har ret til at kalde os til regnskab for de ting, vi har gjort, mens vi levede (DBY, s. 67).

Tiden og evnen til at arbejde er hele verdens menneskeheds kapital, og vi står i gæld til Gud for evnen til at bruge tiden til vores fordel, og han vil afkræve en præcis beretning om den brug, vi gør af denne evne (DBY, s. 301).

Menneskene skal dømmes efter deres gerninger, enten de er gode eller onde. Hvis et menneskes dage er fyldt med gode gerninger, vil han blive belønnet derefter. Men derimod vil han modtage i overensstemmelse med sine gerninger, hvis hans dage er fulde af onde gerninger … Hvornår vil folk indse, at dette er tiden, hvor de bør begynde at lægge grundvolden til deres ophøjelse for tid og evighed, at dette er tiden til at så og frembringe hjertets frugt til Guds ære og herlighed, som Jesus gjorde (DNW, s. 13. apr. 1854, s. 1).

[Gud] vil ikke blot forlange regnskab for alle vores gerninger, men vi vil også blive dømt for vores ord og tanker (DBY, s. 301).

Alle, som tror, har et oprigtigt hjerte og bærer retfærdighedens frugt, er Guds udvalgte og arvinger til alle ting. Alle, som nægter at adlyde Herrens hellige befalinger og hans hus’ ordinanser, vil blive dømt for det, de selv har sagt, vil fordømme sig selv, som de gør nu, vil blive regnet uværdige og vil ikke have del med de retfærdige (DBY, 383–384).

»Tja,« siger en, »hvis jeg er ret sikker på at opnå en tilstand, der er bedre end denne, tror jeg ikke, at jeg vil gøre mig nogen ulejlighed for at arve mere.« Ja, tag chancen, det er enhvers privilegium. Evangeliet forkyndes, synden vækkes, nogle dør, og nogle strider imod det [evangeliet] … nogle tager imod det, og andre gør ikke; men dette er folks synd – de bliver fortalt om sandheden, og de afviser den. Dette er verdens synd. »Lyset er kommet til verden, men menneskene elsker mørket frem for lyset, fordi deres gerninger er onde« [se Joh 3:19]. Det sagde Jesus, da han levede her. Vi siger, at her er livets og frelsens evangelium og alle, som vil modtage det, får herlighed, ære, udødelighed og evigt liv; hvis de afviser det, løber en risiko (DBY, s. 384).

Når lyset fra kundskab om Gud kommer til et menneske, og han afviser det, er det hans dom (DBY, s. 383).

Det evige livs principper, som vi har foran os, er beregnet til at opløfte os til magt og bevare os fra forfald. Hvis vi vælger at følge den modsatte kurs og at tilegne os og praktisere principper, som fører til død, er det vores egen fejl. Hvis vi ikke opnår den frelse, som vi søger, skal vi erkende, at vi har sikret os enhver belønning, som vi har gjort os fortjent til gennem vores gerninger, og at vi har handlet i overensstemmelse med den handlefrihed, som vi har fået, og vi vil blive dømt efter vores egen munds ord, om vi retfærdiggøres eller fordømmes (DNW, 17. aug. 1859, s. 1).

For mig har det, lige fra min tidlige barndom til denne dag, syntes mig komplet nonsens at tale om, at jordens indbyggere skulle være uigenkaldeligt fortabte – at tale om min fader og moder og jeres eller vores forfædre, som har levet trofast i overensstemmelse med det bedste lys, de havde; men at de, fordi de ikke havde den evige pagt og præstedømmet hos sig, skulle gå til helvede og brænde der i al evighed. For mig er det nonsens; det har det altid været, og er det stadig (DBY, s. 384).

En mand eller kvinde må kende Guds veje, før de kan blive ugudelige. Folk kan være syndere, kan være uretfærdige, kan være onde, aldrig have hørt om frelsesplanen, og end ikke kende historien om Menneskesønnen eller ikke have hørt Frelserens navn, og måske historien om hans liv på jorden, men gennem deres traditioner og opdragelse er de ikke blevet belært om at tro; men for at være ugudelig i ordets rette forstand må de i et vist omfang forstå guddommelighed (DBY, s. 384).

Hvad angår dette liv, så lever millioner af jordens indbyggere i overensstemmelse med det bedste lys, de har – i overensstemmelse med den bedste viden, de er i besiddelse af. Jeg har ofte fortalt jer, at de vil modtage efter deres gerninger; og alle, som lever efter de bedste principper, de har, eller som de kan forstå, vil modtage fred, herlighed, trøst, glæde og en krone, som vil være langt større, end de venter. De vil ikke være fortabte (DBY, s. 384).

Hvis [folk] har en lov, ligegyldig hvem der har lavet den, og gør det bedste, de kan, vil de få en herlighed, der er større, end I kan forestille jer, og end nogen beskrivelse jeg kan give; I kan ikke fatte den mindste del af Guds herlighed, der er beredt for hans skabninger, hans hænders gerning (DBY, s. 384).

Jeg siger til alle præster på jordens overflade, jeg er ligeglad om de er kristne, hedninge eller [muslimer], at I bør leve i overensstemmelse med det bedste lys, I har; og hvis I gør dette, vil I modtage al den herlighed, I nogensinde kunne vente (DBY, s. 384–385).

Jesu disciple skal bo hos ham. Hvor vil resten gå hen? Til riger, der er beredt til dem, hvor de vil bo og bestå. Jesus vil gennem sin egen for løsning føre enhver af Adams sønner og døtre frem, undtagen fortabelsens sønner, som vil blive kastet i helvede. Andre vil lide Guds vrede – vil lide alt det, som Herren kan forlange af dem, eller som retfærdigheden kan kræve af dem; og når de har lidt Guds vrede, indtil de har betalt den sidste øre, vil de blive bragt ud af fængslet. Er det en farlig lærdom at forkynde? Nogle anser den som farlig; men det er sandt, at alle, som ikke synder nådens dag væk og bliver engle for djævelen, vil blive bragt frem for at arve et rige af herlighed (DBY, 382).

Der er flere, som vil vise sig at være trofaste, end der er, som vil falde fra. En vis portion af dette folk vil gå ind i det celestiale rige, mens andre ikke kan komme derind, fordi de ikke kan holde et celestialt riges lov; men de vil opnå et rige, der er, lige så godt som det, de ønsker og lever for (DBY, s. 383).

Alle disse herligheder tildeles for at kunne passe til menneskenes evner og tilstand (DNW, 13. aug. 1862, s. 2).

Vi læser i Bibelen, at der er en herlighed som solen, en anden herlighed som månen og en anden herlighed som stjernerne [se 1 Kor 15:40–42]. I Lære og Pagter [se L&P 76], kaldes disse herligheder den telestiale, terrestriale og celestiale, som er den højeste. Dette er verdener, forskellige afdelinger eller boliger i vores Faders hus. De mænd, eller de kvinder, som ikke ved mere om Guds magt og Helligåndens indflydelse, end de vil ledes helt af en anden person, tage deres egen forståelse med forbehold og sætte deres lid til nogen anden, vil aldrig være i stand til at gå ind i den celestiale herlighed, til at blive kronet, som de forventer; de vil aldrig kunne blive guder. De kan ikke regere sig selv den mindste smule, men Jakob, Peter eller en anden kan regere dem. De kan aldrig blive guder eller blive kronet med herligheds kroner, udødelighed og evigt liv. De kan aldrig holde herlighedens, guddommens og magtens scepter i det celestiale rige. Hvem kan det? De, som er tapre og inspirerede med himmelens sande uafhængighed, som frimodigt vil gå frem i deres Guds tjeneste og lade andre gøre, som de vil, fast besluttede på at gøre ret, selvom hele menneskeheden skulle følge den modsatte kurs (DBY, s. 384–383).

Hvis de gudløse i deres synder var nødt til at gå ind til Faderens og Sønnens nærhed, hånd i hånd med dem, som tror, at de vil blive frelst – at Jesus vil forløse alle, ville deres tilstand være mere pinefuld og uudholdelig end at bo i søen, der brænder med ild og svovl. Fatalistens lære tilskriver det lille barn til helvede, mens ægteskabsbryderen, den utugtige, tyven, løgneren, menederen, morderen og alle andre med en afskyelig karakter ved samme lære tvinges ind i Faderens og Sønnens nærhed, hvis de blot omvender sig på dødslejet, som, hvis de kunne komme der ind, ville være et helvede for dem (DBY, s. 385).

Guds straf er guddommelig. Den varer evigt, fordi der aldrig vil komme en tid, hvor det ikke vil være nødvendigt at fordømme folk, og der må altid være et helvede at sende dem til. Hvor længe de fordømte bliver i helvede, ved jeg ikke, ej heller hvilke lidelser de må udholde. Hvis vi på nogen måde kunne udregne, hvor megen ondskab de er skyldige i, var det måske muligt at konstatere, hvor megen lidelse de vil få. De vil få i overensstemmelse med deres gerninger, som de har begået i livet. Guds straf er evig, men det beviser ikke, at et gudløst menneske vil forblive evigt i en tilstand med straf (DBY, s. 383).

• Præsident Young belærte om, at »et menneskeliv er en prøvelsesdag.« Hvad skal vi »vise Gud« i vores liv på jorden?

• Hvad vil vi blive holdt til regnskab for på dommedagen? (Se også Alma 12:14; 41:3).

• Hvem er Guds udvalgte?

• Præsident Young sagde, at vi vil blive »dømt efter vores egen munds ord.« Hvordan kan vi afgøre, »om vi [skal] retfærdiggøres eller fordømmes«?

• Præsident Young belærte om, at vi vil blive dømt efter, hvordan vi har brugt vores tid. Hvorfor er vores anvendelse af tid så vigtig? Hvordan vil I bedømme den måde, hvorpå I bruger jeres tid? Hvad har I lært af Kirkens medlemmer, venner og næste om, hvordan man kan bruge tiden fornuftigt?

• Hvilke forhold eller omstændigheder i folks liv vil mildne Herrens dom over dem? Hvordan kan vi anvende dette princip på den måde, hvorpå vi agter folk, hvis tro er anderledes end vores?

• På hvilken betingelse vil folk ifølge præsident Young modtage »fred, herlighed, trøst … [der er] langt større, end de venter« hinsides?

• Hvorfor ville de onde, som dør i deres synder, ikke kunne udholde at bo hos Faderen og Sønnen? (Se også Mormon 9:3–4; L&P 88:22).

• Præsident Young sagde, at vor himmelske Faders børn »vil opnå et rige, der er lige så godt, som de ønsker og lever for«? Hvordan kan vi afgøre, om vi lever værdigt til at opnå det rige, som vi ønsker?

• Præsident Young belærte om, at alle undtagen fortabelsens sønner til sidst vil arve en herlighed. Hvad lærer dette jer om vor himmelske Faders hengivenhed for retfærdighed og nåde? Hvad lærer det jer om hans kærlighed til sine børn?