Styrkelse af de hellige gennem Åndens gaver

Evangeliets gaver gives for at styrke den troendes tro (DBY, s. 161).

Vi bliver spurgt, om der sker mirakler for de troende i dag som fordums. Vi svarer, at det gør der. Den blinde ser, den lamme springer, den døver hører, profetiens gaver er fastslået og også helbredelsens gave, åbenbaringens gave, tungemålsgaven og gaven til udlægning af tungemål. Jesus sagde, at disse tegn ville følge dem, der tror [se Mark 16:17]. Hans Kirke og rige har altid disse tegn, som følger den troende til alle tider, når den sande Kirke findes (DNSW, 19. maj 1868, s. 1).

Jeg har allerede sagt, at Kristus har sat apostle og profeter i sin Kirke, han har også sat evangelister, hyrder og lærere i sin Kirke; og også Åndens gaver såsom tungemålsgaven, helbredelse af de syge, evnen til at bedømme ånder og diverse andre gaver. Nu vil jeg gerne spørge hele verden: Hvem har modtaget åbenbaring om, at Herren har standset disse embeder og gaver i sin Kirke? Jeg har ikke, jeg har fået åbenbaret, at de bør være i Kirken, og at der ikke er nogen [sand] Kirke uden dem (DBY, s. 136).

Forestil jer, at I adlyder evangeliets ordinanser og ikke taler i tunger i dag, men pyt med det. Forestil jer, at I ikke har profetiens ånd, det gør ikke noget. Forestil jer, at I ikke modtager nogen særlig gave med et kraftigt vindstød som på pinsedagen; der er ingen særlig grund til, at I bør. På pinsedagen var der særligt behov for det, det var en særlig prøvende tid. Det var nødvendigt med en særlig og kraftfuld tilkendegivelse af den Almægtiges kraft, for at folk kunne åbne deres øjne og lade dem vide, at Jesus havde betalt prisen, og at de faktisk havde korsfæstet den, som, ved sin død, var blevet verdens Frelser. På det tidspunkt krævede det dette for at overbevise folket (DBY, s. 161–162).

Tro. Når man tror på evangeliets principper og opnår tro, som er en gave fra Gud, tilføjer han mere tro, og tilføjer tro på tro. Han skænker sine skabninger tro; men hans skabninger ejer i sig selv privilegiet at tro, at evangeliet er sandt eller falsk (DBY, s. 154).

Helbredelsens gave. Jeg er her for at vidne om hundredvis af tilfælde, hvor mænd, kvinder og børn er blevet helbredt ved Guds kraft, ved håndspålæggelse, og jeg har set mange oprejst fra dødens port og bragt tilbage fra evighedens tærskel; og nogle, hvis ånd faktisk havde forladt deres legeme, vendte tilbage. Jeg bevidner, at jeg har set syge helbredt ved håndspålæggelse i overensstemmelse med Frelserens løfte (DBY, s. 162).

Når jeg lægger hænderne på syge, forventer jeg, at Guds helbredende kraft og indflydelse går gennem mig til patienten, og at sygdommen viger bort. Jeg siger ikke, at jeg helbreder alle, som jeg lægger hænderne på, men mange er blevet helbredt gennem mig (DBY, s. 162).

Når vi er beredte, når vi er hellige redskaber for Herren, kan en strøm af kraft passere gennem den bror, der giver velsignelsen, til patientens system, og det syge heles; hovedpinen, feberen eller andre sygdomme må vige (DBY, s. 162).

Der sendes konstant bud efter mig, selvom jeg kun af og til tager afsted, fordi det er enhver faders privilegium, som er fader i Israel, at have tro til at helbrede sin familie, lige såvel som det er mit privilegium at have tro til at helbrede min familie; og hvis han ikke gør dette, lever han ikke op til sit privilegium. Det er lige så rimeligt for ham at bede mig om at hugge hans brænde for at forsørge hans familie, for hvis han selv havde tro, ville han spare mig for ulejligheden at skulle forlade andre pligter for at efterkomme hans forespørgsel (DBY, s. 163).

Hvis vi er syge og beder Herren om at helbrede os og om at gøre alt for os, der er nødvendigt i overensstemmelse med min forståelse af frelsens evangelium, kan jeg lige så godt bede Herren om at få min majs til at vokse, uden at jeg skal pløje jorden og så sæden. Det er for mig passende at anvende ethvert middel, som falder inden for min viden, og at bede min Fader i himmelen i Jesu Kristi navn om at hellige den anvendelse til helbredelse af mit legeme (DBY, s. 163).

Men forestil jer, at vi rejste i bjergene … og en eller to blev syge uden nogen form for helbredende medicin inden for vores rækkevidde; hvad skulle vi gøre? Ifølge min tro, så bed den Almægtige Herre om at … helbrede de syge. Dette er vores privilegium, når vi befinder os i en situation, hvor vi ikke kan skaffe nogen hjælp. Da kan Herren og hans tjenere gøre alt. Men det er min pligt at gøre det, når det står i min magt (DBY, s. 163).

Vi lægger hænderne på de syge og ønsker, at de skal blive helbredt og beder Herren om at helbrede dem, men vi kan ikke altid sige, at han vil (DBY, s. 162).

Profeti, åbenbaring og viden. Enhver mand og kvinde kan være åbenbarer og have Jesu vidnesbyrd, som er profetiens ånd og forudse Guds tanker og vilje med dem, undgå det onde og vælge det, som er godt (DBY, s. 131).

Jeg ved, at hvis I vil følge Jesu Kristi og hans apostles lærdomme, som de står skrevet i Det Nye Testamente, vil enhver mand og kvinde komme i besiddelse af Helligånden … De vil kende tingene, som de er, som de vil blive, og som de har været. De vil forstå tingene i himmelen, tingene på jorden og tingene under jorden, tingene i denne tid, og tingene i evighederne i overensstemmelse med deres kaldelser og evner [se L&P 88:78–79] (DBY, s. 161).

Søg flittigt at kende Guds vilje. Hvordan kan I kende den? I ting, der vedrører jer som enkeltpersoner, kan I opnå den direkte fra Herren; men i ting, der vedrører [Kirkens] offentlige anliggender, vil hans vilje blive åbenbaret gennem den rette kanal og kan blive kendt gennem den almene vejledning, som gives jer fra den rette kilde (DBY, s. 136).

Hvis den almægtige Herre skulle åbenbare ting til en højpræst eller til nogen anden end Kirkens præsident, som er sande, eller som har været og vil være sande, og vise ham dette folks skæbne om 25 år fra nu eller en ny lære, som om fem, ti eller 20 år vil blive denne Kirkes og dette riges lærdom, men som endnu ikke er åbenbaret til dette folk, og han vil åbenbare det til ham gennem den samme Ånd, den samme budbringer, den samme stemme, den samme kraft, som gav åbenbaringer til Joseph, da han levede, ville det være en stærk velsignelse for denne højpræst eller enkeltperson; men han må sjældent røbe det til en anden person på hele jordens overflade, før Gud åbenbarer det gennem den rette kilde, at det skal være folkets eje. Derfor, når I hører ældster sige, at Gud ikke åbenbarer gennem Kirkens præsident det, som de ved, og udtaler vidunderlige ting, kan I normalt anse det for at være Guds sandhed, at den åbenbaring, som de har fået, da kommer fra Djævelen og ikke fra Gud. Hvis de havde modtaget den fra den rette kilde, ville den samme kraft, som åbenbarede sig for dem, have vist dem, at de måtte holde de ting, som de har fået åbenbaret, i deres eget hjerte, og de ville sjældent have noget ønske om at afsløre dem til en anden person (DBY, s. 338).

Andre gaver. Gaven at kunne se med sine øjne er lige så meget en gave som tungemålsgaven. Herren har givet denne gave, og vi kan gøre, som det passer os med hensyn til at se; vi kan bruge øjets syn til Guds herlighed eller til vores egen ødelæggelse.

At kunne kommunikere er endnu en gave fra Gud, ligeså meget som profetiens gave, gaven at kunne uddrive ånder, tungemålsgaven, helbredelsens gave eller nogen anden gave, selvom synet, smagen og talen er så almindelige gaver, at de ikke regnes som værende så mirakuløse som de gaver, der nævnes i evangeliet.

Vi kan bruge disse gaver og enhver anden gave, som Gud har givet os, til Guds pris og herlighed, til at tjene ham, eller vi kan bruge dem til at vanære ham og hans sag … Disse principper er korrekte, hvad angår de gaver, som vi modtager med det særlige formål at bruge dem, for at vi kan holde ud og blive ophøjet, og så at den tilværelse, som vi har fået, ikke skal få ende, men vare i al evighed.

Ved nøje anvendelse af disse gaver, som vi har fået skænket, kan vi sikre os opstandelse af det legeme, som vi nu besidder, så at vores ånd kan bo i det, og når det opstår, vil det blive gjort rent og helligt; da vil det bestå i al evighed (DNW, 27. aug. 1956, s. 2).

Mirakler, eller disse usædvanlige tilkendegivelser af Guds magt, er ikke for den ikke-troende; de er til for at trøste de hellige og for at styrke og bekræfte troen hos dem, som elsker, frygter og tjener Gud, og ikke for andre (DBY, s. 341).

I har fået den idé fra mig, at det ikke er miraklerne, som sker for en persons øjne, der overbeviser ham om, at det er af Gud, eller er af Djævelen; og dog, hvis Herren ønsker, at denne person skal helbrede de syge, kan denne person gøre det; men er det at overbevise de onde om, at den, der velsigner, er sendt af Gud? Nej, det er en velsignelse for de hellige, og de onde har intet dermed at gøre, de har intet at gøre med at høre derom; det er for de hellige, det er navnlig til deres gavn, og kun deres (DBY, s. 340).

Evangeliets plan er udarbejdet, så at et mirakel, der skulle få folk til at tro, kun ville være en fordømmelse for dem. Når I hører folk fortælle, hvad de har set – at de har set store og kraftige mirakler udvirket, og de ikke kunne andet end at tro, så husk, at »djævle tror og skælver,« fordi de ikke kan gøre andet [se Jak 2:19]. Når den gode hyrdes stemme høres, tror de ærlige af hjertet og modtager det. Det er godt at smage med ånden, at se med åndelige øjne og at nyde den evige ånds følelser. Intet menneske, medmindre han er ægteskabsbryder, lever utugtigt eller er grisk eller afgudsdyrker, vil nogensinde kræve et mirakel; med andre ord er der ingen god, ærlig person, som nogensinde vil gøre dette (DBY, s. 340).

Mænd, som siges at have set mest, vide og forstå mest, i denne Kirke, og som har vidnet i store forsamlingers nærvær i Israels Guds navn, at de har set Jesus osv., har været de mænd, som har forladt dette rige, før andre, som måtte leve ved tro [se Alma 32:21] (DBY, s. 342).

Guds forsyn er et mirakel for den menneskelige familie, indtil de forstår det. Der findes ingen mirakler, kun for de uvidende. Et mirakel skal være et resultat uden årsag, men det eksisterer ikke. Der er en grund til ethvert resultat, som vi ser; og hvis vi ser et resultat uden at forstå grunden, kalder vi det et mirakel (DBY, s. 339).

Det falder mig naturligt at tro, at hvis jeg pløjer jorden og sår hvede, vil jeg på rette tid høste hvede; det er et naturligt resultat. Det var nøjagtigt lige sådan med Jesu mirakler, som han udvirkede på jorden. Til brylluppet i Kana i Galilæa [se Joh 2:1–11], da de havde drukket al vinen, gik de hen til Frelseren og spurgte ham, hvad de skulle gøre. Han beordrede dem at fylde deres kander med vand, og da de havde gjort dette, trak de noget af dette vand op og så, at det var vin. Jeg tror, at det var rigtig vin; jeg tror ikke, at det blev gjort ved det princip, som sådanne ting bliver gjort i disse dage af onde mænd, som f.eks. det, de kalder psykologi, elektrobiologi, hypnose osv., der påvirker mennesker og får dem til at tro, at vand er vin, og andre ting af lignende karakter. Frelseren omdannede vand til vin. Han vidste, hvordan han skulle samle de nødvendige elementer til at fylde vandet med vins egenskaber. Der findes elementer overalt omkring os; vi spiser, drikker og indånder dem, og Jesus, som forstår processen, hvorved man samler dem, udførte intet mirakel, kun for dem, som er uvidende om denne proces. Det var det samme med kvinden, der blev helbredt ved at røre ved kvasten af hans tøj [se Matt 9:20–22]; hun blev helbredt gennem tro, men det var ikke noget mirakel for Jesus. Han forstod processen, og selvom han blev skubbet af mængden, frem og tilbage og fra alle sider, så han knap kunne komme igennem den, mærkede han en kraft udgå fra sig, så snart hun rørte ved ham, og spurgte, hvem der rørte ham. Dette var ikke noget mirakel for ham. Han havde livets og dødens kilde i sin magt; han havde magt til at nedlægge sit liv og magt til at tage det igen [se Joh 10:17–18]. Det er det, han siger, og vi må tro dette, hvis vi tror på Frelserens historie og de ting, som apostlene nedskrev i Det Nye Testamente. Jesus havde magt til at nedlægge sit liv og tage det igen. Han havde livets kraft og styrke i sig, og da han sagde: »Lev« til folk, levede de (DBY, s. 340–341).

Hvis vi har tro til at føle, at livets og dødens kilder er i vores magt, kan vi sige til sygdomme: »Far ud i Jesu navn, og lad liv og helse komme ind i denne persons system fra Gud til at bekæmpe denne sygdom«; og vores tro vil tilvejebringe dette ved håndspålæggelse ved at administrere det hellige evangeliums ordinanser (DBY, s. 342).

Hvad er et mysterium? Det ved vi ikke, det går ud over vores forstand. Når vi taler om mysterier, taler vi om evig dunkelhed, for det, som er kendt, ophører med at være et mysterium; og vi kan kende alt, som er kendt, når vi går fremad i intelligens. Det, som for evigt går udover vores intelligens’ fatteevne, er et mysterium (DBY, s. 338–339).

Hvis vi skulle fordybe os i emnet, ville vi opdage, at kun en yderst lille del af det, der hører riget til, nogensinde er blevet åbenbaret, selv til disciplene. Hvis vi var klar til at beskue rigets mysterier, som de er hos Gud, ville vi vide, at kun en meget lille del af dem er blevet åbenbaret her og der. Gud har gennem sin Ånd åbenbaret mange ting til sit folk, men i næsten alle tilfælde har han straks holdt synet skjult for sindet. Han vil lade sine tjenere beskue evige ting i et øjeblik, men straks bliver synet lukket, og de er der, hvor de var, så at de kan lære at handle ved tro, eller som apostlen siger, ikke gå ved synet, men ved tro [se 2 Kor 5:7] (DBY, s. 339).

Lige så snart I vil bevise over for jeres Gud, at I er værdige til at modtage mysterier, hvis det er det, I ønsker at kalde dem, om himmeriget – at I er fulde af tillid til Gud – at I aldrig vil afsløre noget, som Gud fortæller jer – at I aldrig vil afsløre noget for jeres næste, som ikke bør afsløres, lige så hurtigt som I er rede til at blive betroet det, som hører Gud til, er der en uendelighed af det at skænke jer [se Alma 26:22] (DBY, s. 93).

Nu, brødre, forkynd de ting, som vi virkelig tror på, og når vi kommer til lærepunkter, som vi ikke kender, selv hvis vi har god grund til at tro dem, [selv] hvis vores filosofi lærer os, at de er sande, så spring dem over, og undervis kun folk i det, som vi ved (DBY, s. 338).

Hvis de blot vil leve op til dette, så er brødrene, som har levet her i årevis, allerede blevet belært nok til at forberede dem til at gå ind ad den snævre port og ind i det ny Jerusalem og være forberedt til at nyde de hellige engles selskab (DBY, s. 339).

Dette er Guds riges mysterier på jorden, at vide hvordan vi skal rense og hellige vores følelser, den jord, vi står på, den luft, vi indånder, det vand, som vi drikker, de huse, som vi bor i, og de byer, som vi bygger, så at når fremmede kommer ind i vores land, vil de føle en hellig indflydelse og anerkende en kraft, som de er fremmet overfor (DBY, s. 339).

Hvis I siger, at I ønsker mysterier, befalinger og åbenbaringer, svarer jeg, at der knap går en søndag for jer, som kommer her, uden at I får Jesu Kristi åbenbaringer udøst over jer som vand på jorden (DBY, s. 343).

• Hvad er Åndens gaver? Hvorfor er det vigtigt, at de er til rådighed i Jesu Kristi Kirke? (Se også 1 Kor 12:4–11; L&P 46:10–26).

• Hvordan kan vi vide, hvornår Åndens gaver tilkendegives for os i vores liv? Hvordan kan vi bruge dem til at velsigne andre med?

• Hvem er ansvarlig for at kunne skelne mellem åndelige gaver og deres anvendelse i Kirken? (Se også L&P 46:27; 107:18). Hvordan adskiller brugen af åndelige gaver i en kaldelse i Kirken sig fra brugen af gaverne i en personlig eller familiemæssig sammenhæng?

• Hvad er mirakler? Hvad er formålet med dem?

• Hvad vil det sige at høre »den gode hyrdes stemme« og at »nyde den evige ånds følelser«? Hvordan kan mirakler bekræfte vores tro og vidnesbyrd? Hvorfor er Åndens hvisken mere overbevisende end stor slåede fremvisninger af magt? Hvordan kan vi blive mere opmærksomme på miraklerne i vores liv? (Se også 2 Nephi 27:23; Ether 12:12).

• Hvorfor åbenbarer Gud ifølge præsident Young »en yderst lille del af det, der hører riget til«? (Se også L&P 78:17–18).

• Hvordan kan vi vise os »værdige til at modtage mysterier«? (Se også L&P 76:5–10).

• Hvad er Guds riges mysterier ifølge præsident Young? (Se også L&P 84:19–22). Hvordan kan det, der er et mysterium for en person, være en enkel sandhed for en anden? Hvorfor er det nogle gange fristende at spekulere over det, som vi ikke ved?

• Præsident Young sagde, at »der knap går en søndag for jer … uden I får Jesu Kristi åbenbaringer udøst over jer som vand på jorden.« Hvordan kan vi forberede os på at modtage disse velsignelser, når vi tager nadveren og holder sabbatten hellig?