Udvikling af en Kristuslignende indstilling over for andre

Vi er her ikke isolerede og alene, dannet anderledes og skabt af andre materialer end resten af menneskeslægten. Vi tilhører og er en del af denne familie, og derfor har vi pligter over for hinanden (DBY, s. 271).

De sidste dages hellige skal lære, at deres brødres interesse er deres egen interesse, ellers kan de aldrig blive frelst i Guds celestiale rige (DBY, s. 271).

Herren vil velsigne det folk, som er fyldt med næstekærlighed, venlighed og gode gerninger (DBY, s. 280).

Kærlighed. Der er en dyd, en egenskab, som, hvis den værnes om og praktiseres af de hellige, vil tilvejebringe frelse for tusindvis af mennesker. jeg hentyder til næstekærlighed eller kærlighed, hvorfra udgår tilgivelse, langmodighed, venlighed og tålmodighed (DNW, 11. jan. 1860, s. 1).

Vi bør have næstekærlighed; vi bør gøre alt, hvad vi kan, for at bringe Adams og Evas tabte sønner og døtre på rette køl og bringe dem tilbage for at blive frelst i vor Faders og Guds nærhed. Hvis vi gør dette, vil vores næstekærlighed udvikle sig i højeste mulige omfang på den måde, som det er meningen at Guds næstekærlighed skal udvises blandt dette folk (DBY, s. 273).

Elsk din næste som dig selv [se Matt 22:39]. Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem [se Matt 7:12] (DNW, 20. mar. 1852, s. 3).

Det er den største tåbelighed, når folk siger, at de elsker Gud, hvis de ikke elsker deres medmennesker [se 1 Joh 4:20] (DBY, s. 271).

Vi bør indlede vores kærlige og venlige gerninger i familien, hvor vi hører til og dernæst videregive dem til andre (DBY, s. 271).

Vær urokkelige, og hold jer altid til sandheden. Læg aldrig op til ondskab eller had i jeres hjerte, det passer sig ikke for en hellig (DBY, s. 273).

Siger jeg: »Elsk jeres fjender?« Ja, efter visse principper. Men det kræves ikke, at I elsker deres ondskab. Det kræves kun, at I elsker dem med hensyn til at ønske og forsøge at få dem bort fra deres onde veje, så de kan blive frelst gennem lydighed mod evangeliet (DBY, s. 272).

Gør nogen af jeres næste nogle forkert? Det gør de. Folk kommer til fra forskellige dele af jorden for at gøre dette til deres nye fædreland, og de gamle indbyggere forventer straks, at de skal tilpasse sig og tage deres levevis, skikke og traditioner til sig, ellers synes de, at de tilflyttede ikke er værdige til deres selskab. Med andre ord: »Hvis en mand, kvinde eller et barn ikke handler, tænker og ser, som jeg gør, er de syndere.« Det er meget nødvendigt, at vi har indbyrdes kærlighed, som vil skjule meget af det, som vi måtte anse for at være synder (DNW, 11. jan 1860, s. 1).

Det bør være et fyldestgørende bevis, at I er på livets sti, hvis I elsker Gud og jeres brødre af hele jeres hjerte (DBY, s. 271).

Sørg for, at I går på en sti, som fører til evigt liv, og tag så mange med jer, som I kan. Tag dem, som de er, forstå dem, som de er, og behandl dem, som de er; se på dem, som Gud ser på dem (DBY, s. 274).

Venlighed. Vær venlige mod alle, som vor Fader i himmelen er venlig. Han sender sin regn til de retfærdige og de uretfærdige og lader solen skinne på den onde og den gode [se Matt 5:45]. Så lad vores godhed strække sig til hans hænders hele værk, hvor vi kan; men giv ikke efter for den ondes ånd og påvirkning (DBY, s. 272).

Bort med alle små ondskabsfuldheder, og uddel venlighed til alle. Irettesæt, hvor irettesættelse vil være bedst, men prøv med overbevisning, før I prøver spanskrøret (DBY, s. 277).

Hvis I nogensinde bliver bedt om at irettesætte en person, så irettesæt aldrig på en sårende måde [se L&P 121:43] (DBY, s. 278).

Det har aldrig ændret mine følelser for nogen, mænd som kvinder, om de tror det samme som jeg eller ej. Kan I leve som naboer til mig? Det kan jeg med jer; og det vedkommer ikke mig, om I tror mig eller ej (DBY, s. 278–279).

I vores [færden] blandt udenforstående – kald dem ikke vantro – må vi lade vores eksempel være en efterligning værdig; da vil alle blandt dem, som er ærlige, sige: »Jeg tror på, at I har ret, jeg tror, at jeg vil slutte mig til jer« (DBY, s. 279).

At være mild og venlig, beskeden og sandfærdig, at være fuld af tro og retskaffenhed og ikke gøre noget forkert er af Gud. Godhed giver en stråleglans af skønhed omkring alle, som besidder den og får deres ansigt til at stråle af lys og gør deres selskab ønskværdigt på grund af dens fremragenhed. De elskes af Gud, af hellige engle og af alle de gode på jorden, mens de hades, misundes og beundres og frygtes af de onde (DBY, s. 280).

Gode gerninger. Vores religions ånd er at have nåde til alle, gøre godt mod alle i det omfang, som de vil lade os gøre godt mod dem (DBY, s. 272).

Lad os have barmhjertighed med hinanden, og lad de stærke blidt passe de svage, indtil de får styrke, og lad dem, som kan se, føre de blinde, indtil de selv kan se vejen (DBY, s. 271).

Bed altid for alle, som er i stand til at modtage nåde (DBY, s. 279).

Når I ser jeres næste begynde at komme på afveje, så bed for ham, så han kan have evangeliets Ånd, som han engang havde. Og hvis I føler denne ånd inden i jer selv, så bed til, at det lys må vokse, som I modtog, da I modtog evangeliet, og I vil da frelse jer selv og jeres hus (DBY, s. 272).

Forestil jer, at der i dette samfund er ti tiggere, som går fra dør til dør og tigger om noget at spise, og at ni af dem er svindlere, som tigger for at undgå at arbejde, og som af et ondt hjerte udnytter de gavmilde og venlige mennesker, og at kun en af de ti, der kommer til jeres dør, er værdig jeres gavmildhed. Hvad er bedst, at give mad til de ti for at sikre sig, at man virkelig hjælper den ene, som har behov for det, eller at afvise de ti, fordi I ikke ved, hvem af dem der er den værdige? I vil alle sige: »Giv hellere gavmilde gaver til de ti end at sende den eneste, der virkelig er værdig og har hjælpe behov, bort. Hvis I gør dette, vil det ikke gøre nogen forskel for jeres velsignelser, om I giver til værdige eller uværdige personer, såfremt I giver almisser og har for øje at hjælpe den, der virkelig trænger (DBY, s. 274).

Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes [se Matt 7:1]. Lad ingen dømme sine medmennesker, medmindre han ved, at han har Kristi Ånd hos sig [se Moroni 7:16–18]. Vi bør tænke alvorligt over dette. Det siges ofte: »Han har gjort noget forkert, og han kan ikke være en hellig, ellers ville han ikke gøre sådan noget.« Hvordan kan I vide det? … Døm ikke sådanne personer, for I kender ikke Guds plan med dem; sig derfor ikke, at de ikke er hellige … En, som vil sige noget andet, er ikke sidste dages hellig på grund af, at en bagatel i menneskets tilværelse beviser, at han ikke er i besiddelse af Guds Ånd. Tænk over dette, brødre og søstre; skriv det ned, så I kan genopfriske det i erindringen. Hav det hos jer, og se ofte på det. Hvis jeg dømmer mine søskende, medmindre jeg dømmer dem gennem Jesu Kristi åbenbaringer, har jeg ikke Kristi Ånd; hvis jeg havde, ville jeg ikke dømme noget menneske (DBY, s. 277–278).

Det fylder mit hjerte med sorg at se så mange ældster i Israel, som ønsker, at alle skal komme op på deres standard og måles efter deres målestok. Alle må være så og så lange for at passe til deres sengested [se Es 28:20], eller blive afskåret til den rette længde; hvis han er for kort, må han strækkes for at opfylde kravet (DBY, s. 279).

Hvis de ser en bror eller søster begå en fejl, hvis kurs ikke passer med deres opfattelse af tingene, konkluderer de straks, at han eller hun ikke kan være en hellig og unddrager dem deres selskab og udleder, at hvis de selv går på sandhedens sti, må andre have nøjagtig deres vægt og mål (DBY, s. 279).

Lad os have tålmodighed med hinanden. Jeg ser ikke fuldstændig på tingene, som I gør. Min dømmekraft er ikke som jeres i alle ting, og heller ikke jeres som min. Når I dømmer en mand eller en kvinde, så døm efter hjertets hensigt. Det er ikke ved ord især, ej heller ved gerninger, at folk vil blive dømt på Herrens store dag; men i forbindelse med ord og handlinger vil hjertets følelser og hensigter tages frem, og efter disse vil menneskene blive dømt [se L&P 137:9] (DBY, s. 273–274).

Lad alle sidste dages hellige lære, at deres søskendes svagheder ikke er synder. Når mænd eller kvinder uden forsæt begår noget forkert, så tilskriv dem det ikke som en synd. Lad os lære at være barmhjertige over for hinanden; lad nåde og venlighed blødgøre ethvert vredt og pirreligt temperament, så vi kan blive langmodige og godgørende i alle vores forhold til hinanden (DBY, s. 273).

Tjen Herren, og prøv ikke at finde fejl hos hinanden [se L&P 88:124]. Lev, så der ikke vil kunne findes nogen fejl hos jer selv, og se bort fra jeres søskendes fejl, for enhver har nok i sit eget at se til (DBY, s. 280).

I kan se eller tro, at I ser et tusinde fejl hos jeres søskende; og dog er de indrettet, ligesom I er; de er kød af jeres kød og ben af jeres ben; de er af jeres Fader, som er i himmelen. Vi er alle hans børn og bør være tilfredse med hinanden i videst mulige omfang (DBY, s. 271).

Respektér hinanden; tal ikke letsindigt om hinanden. Nogle har det med, hvis de bliver en smule pikeret på en person, at kaste ham til helvede, som ikke værende værdig til at bo på jorden. Åh, tåber! Forstår I ikke, at dem, som I fordømmer, er Guds hænders gerning, ligesom jer selv! Gud ser bort fra deres svagheder; og i det omfang de gør godt, er de lige så acceptable, som vi er. Tak Gud for, at I ved bedre, og vær fulde at nåde og venlighed (DBY, s. 274).

Gud velsigne de ydmyge og de retskafne, og må han have barmhjertighed med os på grund af den svaghed, der er i vores natur. Og når vi tager menneskets store svaghed og uvidenhed i betragtning, så lad os have nåde med hinanden (DBY, s. 272).

De barmhjertige skal møde barmhjertighed [se Matt 5:7] (DBY, s. 273).

Jeg er taknemmelig for, at det ikke er vores opgave i vores nuværende tilstand at dømme verden. Hvis vi skulle det, ville vi ødelægge alt. Vi har ikke tilstrækkelig visdom, vores sind er ikke fyldt med Guds viden og kraft; ånden må strides med kødet lidt længere, før den med succes vil kunne undertvinge dets følelser, indtil hele sjælen er bragt i fuld harmoni med sindet og Guds vilje. Og vi må også tilegne os den visdom, som Gud udøver til at kunne se ind i fremtiden og forvisse os om og kende resultaterne af vores handlinger i fremtiden, selv i evigheden, før vi vil kunne dømme (DBY, s. 278).

Hvis vi kunne opnå en sådan tro på og tillid til hinanden, og vores Gud, at når vi beder om en tjeneste, vi da kunne gøre det med fuld sikkerhed og viden om, at vi ville modtage den, tror I da ikke, at det ville lede os direkte til at gøre, som vi ønsker, at andre skal gøre mod os i enhver handling og ethvert tilfælde i livet? Det ville tilskynde os til ikke blot at gøre det, vi er blevet bedt om, men mere. Hvis jeres broder skulle bede jer om at gå en mil med ham, ville I gå to; hvis han ville tage jeres kjortel ved rettens hjælp, ville I også give ham jeres kappe [se Matt 5:40–41]. Dette princip tilskynder os til at gøre alt, hvad vi kan, for at fremme hinandens interesse, Guds sag på jorden, og alt, som Herren ønsker, at vi skal gøre; det gør os rede og villige til straks at udføre det (DBY, s. 275).

Men hvis vi mangler tiltro til hinanden og er jaloux på hinanden, vil vores fred ødelægges. Hvis vi dyrker principperne om fuld tillid til hinanden, vil vores lykke være fuldkommen (DBY, s. 275).

Det arbejde, som I og jeg har involveret os i, er at genoprette tilliden i folks sind; og når jeg hører om forhold, hvor søskende i Kirken går fra deres ord, anser jeg det som en skamplet på dette folks karakter. Vi bør holde vores ord til hinanden. Og hvis vi har besværligheder eller misforståelser med hinanden, så tal om det, drøft emnet grundigt, seriøst og diskret, og vi vil se, at der lettere vil blive rådet bod på alle besværligheder på denne måde end på nogen anden måde; og vi vil også se, at næsten enhver besværlighed, som opstår blandt jordens indbyggere, helt og holdent sker ved misforståelser; og hvis der virkelig eksisterer en bevidst forkert handling, som er planlagt, vil den, der har begået fejl, hvis sagen drøftes, generelt være villig til at komme til enighed (DBY, s. 276).

Når der er meningsforskel mellem to parter, så lad dem mødes og fremlægge deres problemer for hinanden og ydmyge sig og sige: »Bror (eller søster), jeg ønsker at gøre det rette; ja, jeg vil endda forurette mig selv for at gøre dig ret.« Mener I ikke, at en mand eller en kvinde, der ville handle på denne måde over for sin næste, ville blive retfærdiggjort af retfærdighedens lov? Deres meninger nærmer sig hinanden, og de er enige. Der vil derfor ikke være behov for at tilkalde en tredje person for at afgøre problemet. Hvis I ikke kan komme til enighed efter at have gjort dette, tilkald da en tredje person for at afgøre det (DBY, s. 276–277).

Stridigheder udvikler sig ofte så voldsomt, at brødrene ikke har nogen tro på hinandens ærlighed og hæderlighed, når begge parter måske er faldet over en lille, egoistisk, personlig misforståelse i uvidenhed, og det fører så vidt, at de ønsker at afskære hinanden fra Kirken. Jeg bliver meget ofte præsenteret for sådanne sager. Optrævl problemet, og det viser sig at være begyndt med en bagatel af en misforståelse om et mindre anliggende; hele problemet er opstået af en fuldstændig ubetydelig grund. Undgå at puste til misforståelser, så de bliver til problemer (DBY, s. 277).

Hvis din næste taler om dig, og du mener, at de gør noget forkert og taler ondt om dig, så lad dem ikke vide, at du nogensinde har hørt et ord, og opfør dig, som om de altid har gjort ret (DBY, s. 277).

Lad os fra nu af leve, så vi kan skabe tillid til alle mennesker, som vi har med at gøre og kommer i kontakt med; og værdsæt enhver lille del af tillid, som vi opnår, som en af de mest dyrebare ejendele, som mennesker overhovedet kan eje. Når jeg har skabt tillid hos min næste til mig gennem mine gode handlinger, beder jeg til, at jeg aldrig må gøre noget, som vil ødelægge den (DBY, s. 276).

• Hvilke »pligter [har vi] overfor hinanden« som medlemmer af den menneskelige familie? Hvordan påvirker vores indstilling til og handlinger mod andre vores egen frelse? Hvordan kan barmhjertighed hjælpe os med at »bringe Adams og Evas tabte sønner og døtre på rette køl«?

• Hvorfor kan vi ikke oprigtigt elske Gud, hvis vi ikke elsker andre mennesker? Hvorfor er det absolut nødvendigt for os at »se på [andre], som Gud ser på dem«? Hvordan kan I øge jeres evne til at gøre dette?

• Næstekærlighed, »Kristi rene kærlighed,« kan udtrykkes på mange måder (se for eksempel Moroni 7:45–47). Hvilke udtryk for næstekærlighed fremhævede præsident Young blandt andet? På hvilke måder kan I vise mere næstekærlighed mod dem, som I kommer i kontakt med? Hvordan har andre vist jer næstekærlighed?

• Hvad var præsident Youngs råd om at dømme hinanden? Hvordan kan I anvende dette råd, når I omgås folk, som måske tænker og opfører sig anderledes end jer?

• Hvilke konsekvenser kan det få, hvis vi dømmer vores medmennesker uretfærdigt? Hvad kan hjælpe os med at dømme retfærdigt, hvis vi er i en stilling, hvor vi skal dømme en anden? (Se også Moroni 7:14–18). Hvorfor er det vigtigt for os at vise hinanden nåde?

• Hvordan kan det hjælpe os i vores forhold til vores familiemedlemmer, venner og bekendte at huske, at vi alle er Guds børn?

• Hvordan opbygger vi tro og tillid til hinanden? Hvad bliver resultaterne, hvis vi gør dette? Hvad vil der ske, hvis vi ikke har tillid til hinanden?

• Hvad er nogle af kilderne til strid? (Se også 2 Nephi 26:32–33). Hvad er strid, og hvordan kan vi undgå det? Hvad har I gjort tidligere for med held at undgå strid? Hvordan rådede præsident Young os til at opføre os, når der opstår uenighed og konflikter?

• Hvorfor tror I, at præsident Young beskrev andres tillid som »en af de mest dyrebare ejendele, som mennesker overhovedet kan eje«? Hvilke bestemte ting kan I gøre for at øge andres tillid og tiltro til jer?