Tusindvis af kærlighedstråde

Mens få menneskelige udfordringer er større end det at være gode forældre, er der også kun få ting, som giver større muligheder for glæde. Der er bestemt intet vigtigere i denne verden end at forberede vore børn på at blive gudfrygtige, lykkelige, hæderlige og produktive. Ingen forældre kan finde større lykke, end at deres børn ærer dem og deres principper. Det er det herligste ved at være forældre. Johannes vidnede: »Større glæde har jeg ikke end at høre, at mine børn vandrer i sandheden.«³

Efter min mening kræver undervisning og opdragelse af børn mere intelligens, intuitiv forståelse, ydmyghed, styrke, visdom, åndelighed, udholdenhed og hårdt arbejde end nogen anden udfordring, vi kan møde i livet. Det gælder især, når de moralske grundvolde af ære og sømmelighed nedbrydes omkring os. Hvis vi vil have et lykkeligt hjem må der undervises i værdier, der må være regler, der må være standarder, og der må være ufravigelige principper. Mange samfund yder ikke forældrene megen støtte i at undervise og ære moralske værdier. En række kulturer er faktisk ved at blive uden værdier, og mange unge i disse samfund er ved at blive kyniske, hvad angår moral.

Når nu hele samfund er gået i fordærv og har mistet deres moralske identitet og så mange hjem er splittede, er det bedste håb at være mere opmærksom på og yde en større indsats i undervisningen af den næste generation – vore børn. For at gøre dette må vi først styrke børnenes primære lærere. Vigtigst blandt disse er forældrene og andre familiemedlemmer. De bedste omgivelser bør være i hjemmet. Vi må på en eller anden måde forsøge endnu mere på at gøre vore hjem stærkere, så de vil stå som tilflugtssteder imod den usunde og gennemtrængende råddenskab omkring os. Harmoni, lykke, fred og kærlighed i hjemmet kan bidrage til at give børn den nødvendige indre styrke til at klare livets udfordringer. Barbara Bush, der er hustru til USA’s tidligere præsident George Bush, sagde engang til dimittenderne fra Wellesley College:

»Uanset hvilken æra, uanset tiderne, vil ét aldrig forandres: Fædre og mødre, hvis I har børn, må de komme først. I skal læse for jeres børn, og I skal give jeres børn knus, og I skal elske jeres børn. Jeres succes som familie, vor succes som samfund afhænger ikke af, hvad der sker i Det Hvide Hus, men af hvad der sker i jeres hjem.«⁴

For at være en god far eller mor kræves det, at forældre tilsidesætter mange af deres egne behov og ønsker til fordel for deres børns behov. Som en følge af dette offer udvikler samvittighedsfulde forældre en ædel karakter og lærer at praktisere de uselviske sandheder, som Frelseren selv underviste i.

Jeg har umådelig stor respekt for enlige forældre, som kæmper og ofrer og forsøger imod næsten umenneskelige odds at holde sammen på familien. De bør æres og hjælpes i deres heltemodige indsats. Men enhver mors eller fars opgave er langt lettere, når der er to fungerende forældre i hjemmet. Ofte udfordrer og kræver børn begge forældres styrke og visdom.

For mange år siden blev biskop Stanley Smoot interviewet af præsident Spencer W. Kimball (1895-1985). Præsident Kimball spurgte: »Hvor ofte har I familiebøn?«

Biskop Smoot svarede: »Vi forsøger at have familiebøn to gange om dagen, men i gennemsnit klarer vi ca. en.«

Præsident Kimball kommenterede: »Tidligere var det måske i orden at holde familiebøn en gang om dagen. Men fremover vil det ikke være nok, hvis vi skal frelse vore familier.«

Jeg spekulerer på, om afholdelse af familieaften på en uformel og uregelmæssig måde i fremtiden vil være nok til at ruste vore børn med tilstrækkelig moralsk styrke. I fremtiden vil uregelmæssigt familiestudium af skriften måske være utilstrækkeligt til at bevæbne vore børn med den nødvendige moral til at modstå det moralske forfald i omgivelserne, som de kommer til at leve i. Hvor i verden kan børn lære om kyskhed, retskaffenhed, ærlighed og grundlæggende menneskelig sømmelighed, hvis ikke i hjemmet? Disse værdier vil selvfølgelig blive forstærket i kirken, men forældres undervisning er mere konstant.

Når forældre forsøger at belære deres børn om at undgå fare, er det urimeligt, hvis forældrene siger til deres børn: »Vi har erfaring og ved, hvordan verden fungerer, så vi kan gå nærmere afgrunden end I kan.« Forældres hykleri kan gøre børn kyniske og vantro over for det, de lærer i hjemmet. Når forældre f.eks. ser film, som de forbyder deres børn at se, formindskes forældrenes troværdighed. Hvis børn forventes at være ærlige, må forældrene være ærlige. Hvis børn forventes at være retskafne, må forældrene være retskafne. Hvis I forventer, at jeres børn er hæderlige, må I selv være hæderlige.

Blandt andre værdier, som børn bør belæres om, er respekt for andre, begyndende med barnets egne forældre og egen familie; respekt for andres symboler på tro og andres fædrelandskærlighed; respekt for lov og orden; respekt for andres ejendom; respekt for myndighed. Paulus minder os om, at børn først og fremmest må »lære at handle gudfrygtigt over for deres egen husstand.«⁵

En af de vanskeligste udfordringer for forældre er at udøve passende disciplin over for deres børn. Børneopdragelse er i høj grad individuel. Hvert eneste barn er anderledes og enestående. Det, der virker på en, virker måske ikke på en anden. Jeg ved ikke, hvem der er tilstrækkeligt klog til at sige, om disciplinen er for streng eller for eftergivende, bortset fra børnenes forældre, som elsker dem mest. Det er et spørgsmål om forældrenes bønsomme afgørelse. Det bagvedliggende princip må bestemt være, at disciplinering af børn skal være motiveret mere af kærlighed end af straf. Brigham Young (1801-1877) rådede: »Hvis du nogensinde anmodes om at irettesætte en person, så irettesæt ikke mere end den balsam, du har i dig, kan læge.«⁶ Vejledning og disciplin er imidlertid bestemt en uundværlig del af børneopdragelse. Hvis forældre ikke disciplinerer deres børn, vil det offentlige disciplinere dem på en måde, som forældrene ikke vil bryde sig om. Uden disciplin vil børnene hverken respektere hjemmets eller samfundets regler.

En væsentlig hensigt med disciplin er at lære lydighed. Præsident David O. McKay har sagt: »Forældre fejler, når de ikke lærer deres børn lydighed; hvis hjemmet ikke udvikler lydighed, så vil samfundet kræve det og få det. Det er derfor bedre, at hjemmet med dets venlighed, sympati og forståelse opdrager barnet frem for hjerteløst at overlade det til den brutale og usympatiske disciplin, som samfundet vil påtvinge, dersom hjemmet ikke allerede har opfyldt sin forpligtelse.«⁷

En væsentlig del af det at lære børn at være disciplinerede og ansvarlige er at lære dem at arbejde. Mens vi vokser op, er mange som manden, der sagde: »Jeg elsker arbejde; det fascinerer mig. Jeg kan sidde og se på det i timevis.«⁸ Igen, de bedste undervisere i at arbejde er forældrene selv. Arbejde blev for mig en glæde, da jeg i begyndelsen arbejdede ved siden af min far, bedstefar, onkler og brødre. Jeg er sikker på, at jeg var en større irritation end hjælp, men minderne er gode og lektionerne værdifulde. Børn er nødt til at lære ansvarlighed og uafhængighed. Afser forældrene selv tid til at vise og demonstrere og forklare, så børnene med Lehis ord lærer »at handle for sig selv og ikke lade sig påvirke«?⁹

Luther Burbank, en fremtrædende amerikansk gartner, har sagt: »Hvis vi ikke passede bedre på vore planter, end vi gør på vore børn, ville vi nu leve i en jungle af ukrudt.«¹⁰

Børn nyder også godt af moralsk frihed, hvorved vi alle får lejlighed til at gøre fremskridt, vokse og udvikle os. Denne frihed tillader også, at børn følger det alternative valg med selviskhed, spild, egennytte og selvødelæggelse som resultat. Børn giver ofte udtryk for dette valg, når de er meget små.

Lad de forældre, der har været omhyggelige, kærlige og interesserede og har efterlevet retfærdighedens principper efter bedste evne, finde trøst i, at de er gode forældre på trods af nogle af deres børns handlinger. Børn har også selv et ansvar for at lytte, adlyde og, når de er undervist, tage ved lære. Forældre er ikke altid ansvarlige for deres børns dårlige opførsel, fordi de ikke kan sikre, at børnene opfører sig pænt. Enkelte børn kan belaste selv Salomos visdom og Jobs tålmodighed.

Der er ofte en særlig udfordring for de forældre, der er velstående eller alt for eftergivende. På en måde kan børn i sådanne omstændigheder holde deres forældre som gidsler ved at tilbageholde deres støtte af forældrenes regler, medmindre forældrene indvilliger i børnenes krav. Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »De, der gør for meget for deres børn, vil hurtigt indse, at de ikke kan gøre noget med deres børn. For mange børn gøres der så meget for dem , at det næsten er for meget for dem.«¹¹ Det synes at være den menneskelige natur, at vi ikke fuldt ud værdsætter materielle ting, som vi ikke selv har tjent til.

Der er en vis ironi i, at nogle forældre er så bekymrede for, om deres børn accepteres og er populære hos deres jævnaldrende; og samtidig frygter de samme forældre, at deres børn gør noget af det, deres jævnaldrende gør.

Generelt set er de børn, som beslutter sig til og har viljen til at afholde sig fra narkotika, alkohol og sex uden for ægteskabet, dem, der har påtaget sig høje standarder hjemmefra, som deres forældre følger. Ved vanskelige beslutninger er det langt mere sandsynligt, at de følger deres forældres principper frem for deres jævnaldrendes eksempel eller mediernes leg med ord, som forherliger forbrug af spiritus, sex uden for ægteskabet, ægteskabsbrud, uærlighed og andre laster. Disse stærke, unge mennesker er som Helamans 2.000 unge mænd, der »var blevet … fortalt af deres mødre, at dersom de ikke tvivlede, ville Gud udfri dem« fra døden.¹² »Og de fortalte mig, hvad deres mødre havde sagt og sagde: Vi tvivler ikke på, at vore mødre vidste det.«¹³

Det, der cementerer forældrenes undervisning og værdier hos deres børn, synes at være en fast tro på Guddommen. Når denne tro bliver en del af selve deres sjæl, får de indre styrke. Af alt det vigtige, der skal læres, hvad bør forældre så undervise i? Skriften fortæller os, at forældre skal undervise deres børn i »tro på Kristus, den levende Guds Søn, og om dåb og den Helligånds gave« såvel som »i læren om omvendelse.«¹⁴ Disse sandheder skal der undervises i i hjemmet. De kan ikke læres i offentlige skoler og ej heller fremmes af regeringer eller samfundet. Selvfølgelig kan Kirkens programmer hjælpe, men den mest effektive undervisning finder sted i hjemmet.

Forældrenes undervisning behøver ikke være dramatisk eller voldsom. Vi lærer dette af den store Lærer. En forfatter har engang sagt følgende om Frelseren:

»Den fuldkomne skønhed ved Kristi liv skyldes kun den ekstra skønhed af små uanseelige handlinger – at tale med kvinden ved brønden, at vise den rige unge mand den skjulte ambition, som var gemt i hans hjerte, og som holdt ham ude af Himmerige; at undervise en lille flok disciple i at bede; at tænde et bål og stege fisk for at hans disciple kunne få morgenmad; at vente på dem, da de kom i land efter en nats fiskeri – kolde, trætte og modløse. Alt dette fører os elegant ind til den virkelige kvalitet og egenskab ved Kristi interesse, så præcis, så indgående, så engageret i det små, så optaget af de små enkeltheder.«¹⁵

Og således er det også at være forældre. De små ting er betydningsfulde og vævet ind i familiens vægtæppe af tusind tråde bestående af kærlighed, tro, disciplin, ofre, tålmodighed og arbejde.

Der findes nogle store åndelige løfter, som forældre kan nyde godt af. Det er de samme guddommelige forjættelser, der blev givet deres trofaste forfædre, som ædelt overholdt deres pagter. De pagter, som forældrene har overholdt, bliver ihukommet af Gud. Børnene kan derved blive modtagere og arvinger til disse store pagter og løfter. Det skyldes, at de er pagtens børn.¹⁶

Må Gud velsigne de kæmpende, ofrende og hæderlige forældre i denne verden. Måtte han især erindre de pagter, der overholdes af trofaste forældre blandt vore medlemmer og våge over disse børn af pagten.

Efter at have bedt og læst dette budskab, fremlægger du det på en måde, som får dem, du underviser, til at tage aktivt del i samtalen. Her følger et par eksempler:

1. Fortæl familien, at et tilflugtssted er et sted, hvor man er beskyttet fra farer eller problemer. Bed hver af dem om at tegne et billede af, hvordan de mener, at et tilflugtssted ser ud. Bed dem forklare, hvad de har tegnet, og hvorfor det er et tilflugtssted. Læs det første afsnit, der følger lige efter overskriften »Det bedste håb«, højt. Hvordan kan vore hjem blive tilflugtssteder?

2. Læs den første sætning af dette budskab højt. Tal så om det, som præsident Faust kalder de største udfordringer for forældrerollen. Bed familien om at fortælle, hvordan forældre kan tackle disse udfordringer. Hvilke af præsident Fausts råd kan familien føre ud i livet i løbet af den næste måned?

3. Læs sammen afsnittene »Undervis i ansvarlighed« og »En urokkelig tro på Gud« og lav en liste over det, som præsident Faust siger, at børn skal lære. Udvælg et eller to af disse emner, som I kan drøfte. Du kan benytte nogle skriftsteder i jeres drøftelse. Bær vidnesbyrd om velsignelserne ved at lære og undervise i evangeliet i hjemmet.