SOM JÆVNBYRDIGE PARTNERE

Fædre skal lede familien, men det betyder ikke, at en mand skal herske eller udøve uretfærdigt herredømme over sin hustru eller sine børn. Frelseren fortalte sine apostle, at herskere blandt hedningene undertrykte folket. »Sådan skal det ikke være blandt jer,« advarede han. »Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl« (Matt 20:25-27). At lede er altså at elske og tjene og yde ofre. Apostlen Paulus sagde: »Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den« (Ef 5:25). Præsident Ezra Taft Benson (1899-1994) har sagt: »Brødre, jeg siger jer i hjertets alvorlighed, at [Jesus Kristus] er det forbillede, som vi skal følge, når vi påtager os det åndelige lederskab i vores familie. Det gælder især i forholdet til jeres hustruer.«²

Herren har sagt, at »enhver, der er nødsaget til selv at forsørge sin familie, skal gøre det, og han skal ingenlunde miste sin krone« (L&P 75:28). I verden i dag afhænger evnen til at forsørge en familie ofte af en mands villighed og mulighed for at få tilstrækkelig uddannelse. Men at få sig en uddannelse og et passende arbejde og sørge for livets fornødenheder betyder ikke, at man skal bruge uforholdsmæssig meget tid på at arbejde for at skabe en høj levestandard. Præsident Spencer W. Kimball (1895-1985) advarede om, at nogle fædre brugte så meget tid på at skaffe materielle goder, som gik langt ud over det, der er nødvendigt til livets opretholdelse, at disse fysiske besiddelser blev deres afguder, og at de kun havde meget lidt tid til at lede deres familier i kærlighed og retfærdighed.³

Ansvaret for at beskytte en familie går langt videre end til husly og den sikkerhed, som en far naturligvis skal sørge for. Præsident Howard W. Hunter (1907-1995) sagde: »En retskaffen far beskytter sine børn med sin tid og sit nærvær i deres sociale, uddannelsesmæssige og åndelige aktiviteter og ansvarsopgaver.«⁴ Fædre kan beskytte deres børn ved at lære dem at træffe kloge valg med hensyn til de medier, de vælger, og de venner, som de tilbringer deres tid sammen med.

I 1942 udtalte Det Første Præsidentskab: »Moderskabet … bliver en hellig kaldelse, et højtideligt ansvar for at føre Herrens planer ud i livet, en hengiven indsats for at opdrage og opfostre og nære sindet og ånden hos dem, der har bestået deres første prøvestand … At hjælpe dem til at bestå deres anden prøvestand er moderskabets opgave … Moderskabet nærmer sig det guddommelige. Det er den højeste og helligste tjeneste, noget menneske kan påtage sig. Det hæver hende, der ærer dette hellige kald og denne tjenestegerning, til englenes stade.«⁵

Et af Satans mest effektive bedrag er at nedgøre hustruers og mødres virke i hjemmet. Ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum har advaret om, at »dette er et angreb på selve hjertet i Guds plan … Bliv ikke lokket væk fra vor Guds plan til verdens veje, hvor moderskabet ringeagtes, kvindelighed nedvurderes og en hustrus og mors guddommeligt fastlagte rolle hånes.«⁶

Profeterne har påpeget vigtigheden af, at mødre bruger deres fulde tid på at opdrage deres børn. Men til dem, der er nødt til at arbejde for at sørge for familiens behov, har præsident Gordon B. Hinckley sagt: »Gør jeres bedste. Jeg håber, at hvis I er fuldtidsansatte, at I gør det for at sikre, at familiens behov bliver dækket og ikke blot for at opfylde et ønske om et fint hjem, flotte biler og anden luksus.«⁷

Mødre har hovedansvaret for at opdrage børnene, og fædrene skal lede, forsørge og beskytte. Men disse roller udelukker ikke et fælles ansvar. Ægtemænd og hustruer skal virke som jævnbyrdige partnere i ansvaret som forældre og skal støtte hinanden i offervillighedens ånd.

Den guddommelige hensigt med at give mødre og fædre forskellige hovedansvar i familien afspejler visse evige forskelle mellem mænd og kvinder. »Familien: En proklamation til verden« fortæller os, at »en persons køn er et fundamentalt særkende ved den enkeltes førjordiske, jordiske og evige identitet og hensigt.«⁸ Disse medfødte forskelle og enestående ansvar gør det muligt for ægtepar at forenes og supplere hinandens stærke sider og gaver og knytte det forhold, som gør evige familier mulige.