Bær vidnesbyrd

Et vidnesbyrd defineres som regel som kundskab eller en vished om en sandhed, som et menneske udtrykker ved Helligåndens overbevisende kraft. Apostlen Paulus skrev: »… ingen kan sige: Jesus er Herre! undtagen ved Helligånden« (1 Kor 12:3). Eftersom det, der hører Gud til, kun kan forstås ved Åndens kraft, skal de udtrykkes ved Ånden, og det betyder, at man skal bære vidnesbyrd.

Da et vidnesbyrd jo er noget personligt, begynder et vidnesbyrd ofte med stedordet jeg . (Forældre, missionærer og kirkeledere benytter til tider vi ). Et vidnesbyrd kendetegnes ved stærke udsagnsord, såsom ved, vidner, bekræfter, erklærer, forsikrer, vidner, bærer vidnesbyrd. Det er ofte en udtalelse om noget, som man ved, føler, oplever eller tror, såsom: »Vi lyttede, vi betragtede, og vi beundrede!« (JS-H 1:71, fodnote). Man kan sige, at et vidnesbyrd er kort, præcist og koncist.

Præsident Boyd K. Packer, fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum, har fortalt følgende:

»Da jeg var i missionsmarken, havde jeg en oplevelse, som lærte mig en del om vidnesbyrd. Skønt alt syntes, at gå, som det skulle, oplevede vi ikke den fremgang, som vi burde. Det skyldtes ikke, at vi gjorde noget, som vi ikke burde gøre, men snarere, fornemmede jeg, at vi ikke gjorde noget, som vi burde gøre.

Vi afholdt en række zonekonferencer for at højne åndeligheden i missionen. I stedet for at fremføre specifikke instruktioner om missioneringsteknikker, besluttede vi at afholde et vidnesbyrdmøde. I en ydmyg ældstes vidnesbyrd ved den sidste konference, fandt jeg løsningen på problemet. Der var noget anderledes ved denne skræmte, nye ældstes korte vidnesbyrd. Han talte i mindre end et minut, og dog erfarede jeg fra hans ord, hvad det var, der manglede.

De vidnesbyrd, som vi havde hørt fra alle de andre missionærer, lød noget i retning af dette her: ›Jeg er taknemlig for at være ude i missionsmarken. Jeg har lært meget af det. Jeg har en god kammerat. Jeg har lært meget af ham. Jeg er taknemlig for mine forældre. Vi havde en spændende oplevelse forleden. Vi var ude at banke på døre, og så …‹ Derefter fortalte missionæren om oplevelsen. Hans afslutning lød nogenlunde sådan her: ›Jeg er taknemlig for at være i missionsmarken. Jeg har et vidnesbyrd om evangeliet.‹ Og så sluttede han ›i Jesu Kristi navn. Amen.‹

Men denne unge ældste adskilte sig fra de andre. Han ville sikre sig, at han ikke stod på talerstolen et sekund mere end nødvendigt, så han sagde blot med hastige, skræmte ord: ›Jeg ved, at Gud lever. Jeg ved, at Jesus er Kristus. Jeg ved, at det er Guds profet, som leder denne kirke. I Jesu Kristi navn. Amen.‹

Det var et vidnesbyrd. Det var ikke bare en oplevelse eller et udtryk for taknemlighed. Det var en erklæring, et vidnesbyrd!

De fleste af ældsterne havde sagt: ›Jeg har et vidnesbyrd‹, men de havde ikke sat ord på det. Denne unge ældste havde med meget få ord fremført sit vidnesbyrd – direkte, enkelt og, som det viste sig, med stor kraft.

Da vidste jeg, hvad der var galt i missionen. Vi fortalte historier, udtrykte taknemlighed og indrømmede, at vi havde vidnesbyrd, men vi bar dem ikke.«²

Det Første Præsidentskab har påpeget vigtigheden af, at vi er kortfattede og præcise, når vi bærer vidnesbyrd: »Vi er bekymrede for, at der er tilfælde, hvor medlemmer, som ønsker at bære deres vidnesbyrd ved faste- og vidnesbyrdmøder, ikke får mulighed for at gøre det. Biskoprådene opfordres til at hjælpe alle med at lære at bære korte, oprigtige vidnesbyrd om Frelseren, hans lærdomme og genoprettelsen, så flere medlemmer får mulighed for at deltage.«³

Til tider kan vi lære noget om et princip ved at fastslå, hvad det ikke er. Jeg har erfaret, at et vidnesbyrd -

• ikke er en formaning. Personer, som rejser sig og formaner andre ved faste- og vidnesbyrdmøder eller kalder andre til omvendelse, påtager sig, skønt de måske gør det af et oprigtigt hjerte, en myndighed, de ikke har, og de sårer ofte andre og forstyrrer mødets ånd.

• ikke er en oplevelse, skønt oplevelser kan illustrere tro og overbevisning.

• ikke er udtryk for taknemlighed eller kærlighed, skønt disse elementer ofte meget passende er en del af vores vidnesbyrd.

• ikke er en offentlig bekendelse.

• ikke er en prædiken eller tale om doktrinære emner, skønt man kan citere et skriftsted og bære vidnesbyrd om det.

• ikke er en lang forklaring om, hvordan du ved noget, men snarere hvad du ved.

• ikke blot er at sige ordene: »Jeg har et vidnesbyrd.« Det er ikke upassende at sige det, men forhåbentlig efterfølges disse ord af en udtalelse om de lærdomme, sandheder og principper, som man har et vidnesbyrd om.

Når man har fremført en lektion eller holdt en tale, bør man normalt slutte af med et formelt vidnesbyrd, som en slutsten på det, man har sagt. Fuldtidsmissionærer indføjer ofte korte, præcise vidnesbyrd efter hvert af de nøgleprincipper, som de forklarer, og de slutter af med et vidnesbyrd, der opsummerer alle de nøgleprincipper, som de har forklaret.

Jeg vil advare undervisere i klasselokaler og på talerstole mod at overdrive brugen af indføjede vidnesbyrd i deres taler og lektioner. Medlemmer lytter måske ikke intenst med Ånden, hvis vidnesbyrdene er alt for hyppige, og undersøgere kan blive forvirrede. Eller hvad værre er, de kan opfatte et vidnesbyrd som et retsligt eller juridisk udtryk. Sagt på den anden måde, vi kan gøre det, der er helligt, lidt for almindeligt, og så går vidnesbyrdets kraft tabt. Herren har advaret: »Kom i hu, at det, som kommer ovenfra, er helligt og bør omtales med varsomhed og efter Åndens tilskyndelse« (L&P 63:64).

Der findes utallige illustrationer af rene vidnesbyrd i skriften. Alma vidste, at han, for at vinde sit folk tilbage, måtte bære det rene vidnesbyrd for dem (se Alma 4:19). Han fortæller folket, hvordan han ved det (se Alma 5:45-46), og derefter bærer han et rent vidnesbyrd om, hvad han ved:

»Jeg siger jer, at jeg ved for mig selv, at hvad jeg siger jer om det tilkommende, er sandfærdigt; og jeg siger jer, at jeg ved, at Jesus Kristus skal komme, ja Sønnen, Faderens enbårne, fuld af nåde og barmhjertighed og sandhed. Det er ham, der kommer for at borttage verdens synder, ja, hvert menneskes synder, som med standhaftighed tror på hans navn« (Alma 5:48).

Vi finder også en stærk illustration af det rene vidnesbyrd i beretningen om Joseph Smiths og Sidney Rigdons syn af de tre grader af herlighed:

»Og nu, efter de mange vidnesbyrd, som er blevet givet om ham, er dette det sidste vidnesbyrd, som vi giver om ham: at han lever!

Thi vi så ham ved Guds højre hånd, og vi hørte røsten, som vidnede, at han er Faderens Enbårne,

at ved ham, gennem ham og af ham, eksisterer og skabtes verdenerne, og at deres indbyggere er sønner og døtre, født af Gud« (L&P 76:22-24).

Joseph Smith – Historie i Den Kostelige Perle er udgivet i pjeceform til brug i missioneringen. Den har fået titlen Profeten Joseph Smiths vidnesbyrd (katalognr. 32667 110). I den beretning siger profeten på en enkel og ligefrem måde: »Thi jeg havde set et syn; jeg vidste det, og jeg vidste, at Gud vidste det, og jeg kunne ikke fornægte det, og jeg vovede heller ikke at gøre det. Thi jeg vidste i det mindste, at ved at gøre så, ville jeg forsynde mig imod Gud og komme under fordømmelse« (JS-H 1:25).

Vi ved, at Johannes Døber bærer det rene vidnesbyrd, når han benytter vendingen vidner:

»Og jeg, Johannes, vidner, at jeg så hans herlighed som Faderens Enbårne, fuld af nåde og sandhed, den sandhedens ånd, som kom og boede i kødet og boede iblandt os …

Og jeg, Johannes, vidner, og se, himlene åbnedes, og den Helligånd kom ned over ham i en dues skikkelse og hvilede på ham, og der kom en røst fra himlen, som sagde: Denne er min elskede Søn.

Og jeg, Johannes, vidner, at han modtog en fylde af Faderens herlighed« (L&P 93:11, 15-16).

I nogle skriftsteder bærer Faderen eller Sønnen vidnesbyrd. For eksempel hørte Nephi Gud Faderens vidnesbyrd, da han sagde: »Ja, min elskedes ord er sande og troværdige. Den, som holder ud indtil enden, skal blive frelst« (2 Nephi 31:15).

Frelseren vidnede om profeten Joseph Smith og oversættelsen af Mormons Bog: »Han har oversat den del af bogen, som jeg befalede ham at oversætte. Og det er sandt, så vist som Herren, jeres Gud, lever« (L&P 17:6).

Frelseren bar vidnesbyrd om sig selv: »Jeg er den første og den sidste. Jeg er den, som lever. Jeg er den, der blev slået ihjel, og jeg er jeres Talsmand hos Faderen« (L&P 110:4).

Jeg har den største agtelse for det rene vidnesbyrd. Jeg overvåger fortsat mine egne vidnesbyrd, så jeg bærer dem i overensstemmelse med de korrekte principper, som forkyndes af skrifterne og de nutidige profeter. Jeg bærer vidnesbyrd om, at en guddommelig kraft ledsager det rene vidnesbyrd.