»Mormoner ingen adgang«

Vi var lige flyttet til en lille by på landet, hvor der ikke boede ret mange medlemmer af Kirken. Vores lille menighed var en venlig, sammentømret gruppe, og vi nød hver eneste sabbatsdag, hvor vi kunne være i kirke. Men vi var bekymrede for vore børn, som ikke havde mange legekammerater på deres alder i menigheden. Min mand og jeg besluttede at søge venner uden for Kirken, så vores børn kunne få flere venner og lære folk fra andre trossamfund at kende.

Men mine forhåbninger blev snart knust, da en lokal børnegruppe fortalte mig, at fordi vi var »mormoner«, var vi ikke velkomne i deres gruppe. Jeg havde tidligere været med i sådanne grupper i andre områder, hvor der ikke var mange sidste dages hellige, og religionen havde aldrig været et problem før. Jeg forsikrede gruppens ledere om, at jeg ikke var ude på at missionere eller påtvinge dem min tro. Min familie og jeg ville bare gerne finde nye venner og møde nye mennesker. Men de stod fast ved deres beslutning og ville ikke lade os være med.

Jeg besluttede mig for, at jeg ville være venlig, kristuslignende og imødekommende over for alle i byen, så de kunne se, at medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er gode mennesker. Vi begyndte med at invitere børn på besøg, så de kunne lege med vore børn, og invitere naboer over til middag og snakke med andre for at lære folk at kende. Jeg læste konferencetaler, artikler i Kirkens tidsskrifter og skriftsteder om venskab, venlighed og tjeneste. Og så omsatte jeg disse principper i praksis. Jeg vidste, at hvis jeg kunne vise folk i byen, hvor venlige og kærlige sidste dages hellige familier kan være, så ville denne gruppe bestemt tage imod os på et tidspunkt.

Men tiden gik, og selv om vi kom på venskabelig fod med gruppens ledere, stod de fast ved deres »mormoner ingen adgang«.

Jeg besluttede, at jeg fortsat ville være imødekommende og venlig mod folk i vores by, men samtidig besluttede jeg at lede efter en lignende gruppe i en nærliggende by. Men også der fik jeg at vide, at sidste dages hellige ikke var velkomne. Jeg var så fortvivlet, at jeg mest af alt havde lyst til at græde. Hvad var der i vejen med folk i de to byer? Kunne de slet ikke se, at vi var en venlig og sjov familie?

Jeg bad om Åndens vejledning til at være så venlig og kristuslignende som muligt. Jeg bad om, at alle dem, der kendte mig, ville indse, at vi var gode mennesker. Jeg bad om, at de måtte skifte mening og tage imod os. Men det virkede ikke, som om mine bønner blev hørt. Uanset hvor meget jeg anstrengte mig, så kunne jeg ikke røre dem.

Og så en aften modtog jeg en opringning, som fuldstændig knuste ethvert håb. Gruppens ledere ringede til mig og sagde atter, at min familie ikke var velkommen i deres gruppe. De var bange for, at vi måske forventede, at vi kunne deltage en dag, fordi vi havde fået så mange venner i lokalsamfundet. De sagde nogle meget sårende ting, og jeg græd med et sønderknust hjerte. Alle disse middage, tjenesteprojekter, kager og hyggesnakke havde ikke betydet det fjerneste for disse mennesker. Hvad havde jeg gjort galt?

Den aften opsendte jeg en inderlig og oprigtig bøn om hjælp til at tackle disse mennesker, der nærede så stærke følelser mod Kirken. Jeg følte, at jeg havde gjort mig fortjent til deres velvilje, fordi jeg havde gjort så stor en indsats, og det sagde jeg til min himmelske Fader.

Svaret var stærkere end nogen anden tilskyndelse, jeg havde modtaget længe: »Følg Kristus.«

Til at begynde med forvirrede det mig. »Ja,« tænkte jeg, »men det gør jeg jo allerede.« Kagerne, venskaberne, hjælpsomheden – Jeg var så kristuslignende, som jeg kunne være. Men den eneste tilskyndelse, som jeg modtog, var: »Følg Kristus.«

Så indså jeg, at når jeg koncentrerer mig om at følge Kristus, påvirkes jeg ikke så meget af, hvad andre mener. Jeg tjener dem, fordi det er det rigtige at gøre, ikke fordi det gavner mit image som sidste dages hellig. Jeg er venlig og imødekommende, fordi jeg føler mig venlig og imødekommende, ikke fordi jeg har selviske årsager til at være venlig.

»Følg Kristus« er blevet mit motto, når jeg bliver ked af det, fordi andre ser ned på os på grund af vores tro. Nu finder jeg glæde ved at tjene andre, uanset hvordan de så reagerer på min venlighed, og jeg bliver velsignet for det. Jeg er ikke kommet her ned på jorden for at opnå andres godkendelse. Jeg er kommet herned for at forberede mig på at vende tilbage til min himmelske Fader, og den eneste vej tilbage er ved at følge Frelseren.