2005
Fanget i skæret fra lygterne
Oktober 2005


Fanget i skæret fra lygterne

For mange år siden kørte jeg hjem efter at have sat min mand af ved skolen. Køreturen førte mig gennem en af Utahs bjergslugter.

Jeg havde vores nyfødte April med i bilen. Det var længe før børnesædernes tid, så April lå på forsædet, pakket ind i et tæppe med hovedet på mit ben.

For at holde mig vågen på turen sang jeg den sidste sang, som vi havde sunget i kirken: »O bliv hos mig i denne nat« ( Salmer og sange , nr. 98). Mens jeg sang, begyndte det at regne. Da vi nåede frem til slugten, var regnen slået om i sne, som lagde sig på asfalten.

Da jeg rundede et sving på den smalle tosporede vej, så jeg en hjorteflok lige foran mig. Jeg bremsede, og bilen skred ud. På min højre side havde jeg bjergene, og til venstre førte en stejl skrænt ned til en flod. Jeg var nødt til at fortsætte ligeud. Jeg holdt fast i rattet med den ene hånd og holdt mit barn med den anden, mens jeg ventede på sammenstødet. Men til min forbløffelse trådte hjortene bare til side, så vi kunne køre videre.

Da vi var kommet forbi flokken, kiggede jeg i bakspejlet. Dyrene var ikke stivnet i skæret fra lygterne eller styrtet til alle sider, sådan som hjorte normalt gør, når de bliver bange. De var bare trådt lidt tilbage, så den lille folkevogn kunne køre forbi. For mig var det ligesom delingen af Det Røde Hav. Jeg jublede de næste 16 km hjem og takkede Gud, fordi han var »forblevet hos mig«.

Da jeg nåede hjem og stod ud af bilen, indså jeg, hvilken katastrofe vi havde undgået. Tårerne fik frit løb. Om jeg så bare havde ramt en hjort, så ville den have anrettet så store skader på bilen, at både min datter og jeg var blevet kvæstet. Den overhængende fare var opstået otte kilometer fra det nærmeste hus, og vi havde ikke set andre biler på vejen gennem slugten eller resten af vejen hjem. Jeg græd af glæde og knugede mit lille barn ind til mig, mens jeg takkede Gud, fordi han havde beskyttet os mod overlast.

Arlene Housman er medlem af White River Menighed i Auburn Stav i Washington.