Forbliv omvendt

H ele mit liv havde jeg lært, at der ikke fandtes nogen Gud. Jeg anede ikke, at det synspunkt skulle ændre sig, da jeg ansøgte om at blive udvekslingsstudent i USA som repræsentant for Republikken Tjekkiet. Da jeg udfyldte ansøgningen, lød et af spørgsmålene: »Hvilken trosretning foretrækker du?« Jeg vidste, at de fleste amerikanere var kristne, så det skrev jeg. Men jeg var ikke-troende.

Jeg ventede spændt på svaret på min ansøgning. Hvor skulle jeg bo?

Jeg blev indkvarteret hos Grant og Jewel Hodson og deres familie, som var sidste dages hellige fra Utah. Hvor ligger Utah? Mormoner? Hvem er de? Jeg slog Utah op i forskellige bøger, og jeg slog også mormoner op. Der stod nogle forfærdelig ting om Kirken og især om Joseph Smith. Jeg græd mig i søvn den sidste nat derhjemme. Jeg var rædselsslagen.

Min mor forsikrede mig om, at alt nok skulle gå godt, og hvis jeg ikke brød mig om familien eller Utah, kunne jeg rejse hjem eller blive indkvarteret hos en anden familie.

Da jeg ankom til Utah, kom Emily, en af familiens døtre, og hentede mig. Hun var 16 år gammel og gik i almindeligt, dagligdags tøj, og hun virkede meget sød. Jeg tænkte: »Hold da op! Måske bliver det slet ikke så slemt alligevel.« Hele familien var søde og bød mig velkommen.

Jeg oplevede lidt af et kulturchok. Jeg så, at min værtsfamilie bad inden hvert måltid, og inden de gik i seng. De drak ikke spiritus og røg ikke. De levede ærbart i henhold til deres moral. Alt var helt anderledes fra den måde, som andre teenagere, jeg kendte, levede på.

Og det virkede, som om næsten alle, jeg hilste på, var medlem af SDH-kirken. Det gjorde indtryk på mig, at når disse mennesker talte om deres kirke, så sagde de: »Jeg ved «, ikke »jeg tror «. Jeg havde aldrig før hørt en sådan overbevisning i religiøse udtalelser. Hvis disse mennesker virkelig ved det, tænkte jeg, så må jeg også kunne få det at vide. Jeg var af den type, der bare ville vide det hele, for hvis jeg antog Kirkens lærdomme, måtte jeg foretage forandringer i min levevis og mine fremtidsplaner.

Da jeg havde et stærkt ønske om selv at erfare, hvorvidt Kirken var sand, iagttog jeg min værtsfamilies eksempel. De prædikede ikke, men deres måde at leve på gav mig lyst til at finde ud af, hvad der lå bag deres handlinger. Jeg havde aldrig før set en sådan tro.

Jeg hørte en kirkeleder sige: »Folk vil få lyst til at lære Kristus at kende, fordi de kender jer.« Jeg ville lære Kristus at kende, fordi jeg kendte familien Hodson. De var et stort eksempel på, hvordan en familie bør leve.

Jeg begyndte at bede. Jeg bad i tre uger, og der skete ikke en pind. Jeg blev lidt modløs. Jeg tænkte, at jeg måske ikke var værdig til at føle Guds kærlighed.

Samme uge besluttede jeg at deltage i familien Hodsons traditionelle familievidnesbyrdmøde den første søndag i måneden. Moderen, Jewel, spurgte mig, om jeg havde lyst til at sige noget. Jeg sagde: »Gerne.« Men jeg tænkte: »Hvad skal jeg sige?«

Eftersom alle andre havde udtrykt taknemlighed, tænkte jeg, at jeg i hvert fald kunne udtrykke min taknemlighed for alt det, som familien Hodson havde gjort for mig. De havde været så tålmodige med mig. De behandlede mig som en af deres egne døtre, og de havde aldrig presset mig til noget. Jeg ville give udtryk for min oprigtige taknemlighed.

Jeg var den sidste, der talte. Jeg rejste mig og begyndte at sige, hvor taknemlig jeg var for deres venlighed og tålmodighed med mig, og også for deres ønske om at fortælle mig om Gud. Pludselig blev jeg grebet af en stærk, overvældende følelse. Sprogbarrieren var væk. Jeg havde ingen problemer med at udtrykke mig på engelsk. For første gang i mit liv talte jeg flydende! Jeg havde aldrig oplevet noget lignende. Jeg talte, som om jeg var inspireret. Det var sådan en varm, vidunderlig følelse. Jeg blev stilfærdigt belært om: »Du ved , at det, du siger, er sandt. Du ved , at jeg eksisterer. Du ved det.«

Og jeg vidste det jo! Jeg havde tårer i øjnene, da jeg satte mig. Jeg tænkte: »Hvad var dog det?« Min værtsmor sagde stille, som om hun havde hørt mit spørgsmål: »Det, du føler nu, er Ånden.« Det eneste, jeg kunne tænke, var: »Hold da op! Det er jo sandt!«

Efter at have fået mine forældres tilladelse, bad jeg min værtsfar om at døbe mig som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Det var en lykkelig dag for mig. Jeg følte mig så ren og frisk! Udover min værtsfamilie var mange andre medlemmer af menigheden mødt op for at støtte mig. Det var jeg meget glad for.

Da jeg vendte tilbage til Republikken Tjekkiet efter mit ophold i Utah, var jeg det eneste medlem af Kirken, ikke alene i min hjemby, Chrastava (8000 indbyggere), men også i Liberec (120.000 indbyggere), en by, som ligger 10 km fra Chrastava. Jeg arbejdede som hotelreceptionist og underviste i engelsk på en privatskole. Jeg stræbte ihærdigt efter at finde mig til rette derhjemme. Jeg var lige ved at give op. Men alligevel blev jeg ved med hver aften at bede om et mirakel, som kunne hæve mig ud af fortvivlelsen. Jeg prøvede også ihærdigt at holde mig fra gamle vaner og gamle venner.

Til sidst blev mine bønner besvaret. Missionærerne kom til Liberec, hvor jeg underviste. (Jeg fandt senere ud af, at bror Hodson havde kontaktet missionspræsidenten i Tjekkiet og fortalt ham om mig. Nu er der en spirende menighed med 40 medlemmer i min hjemby).

Siden da har jeg studeret på Brigham Young University–Idaho og fuldført min kunstuddannelse på BYU–Hawaii. Et af højdepunkterne ved mit ophold på BYU–Hawaii var, at jeg fik lov at spille på volleyballholdet. Mit vidnesbyrd voksede virkelig under det ophold.

Jeg er nu vendt tilbage til Tjekkiet. Jeg vil gerne være med til at udbrede evangeliets budskab. Til at begynde med troede mine far og mor, at jeg var blevet tosset, siden jeg havde ladet mig omvende. Men nu støtter de mig fuldt ud og er taknemlig for min uddannelse.

Måske kan jeg øve en indflydelse som kunstlærer. Folk her har brug for evangeliet, og de har brug for kunst. Jeg ville ønske, at de vidste det, som jeg ved. Jeg vil fortælle dem om lykkens sande plan. Jeg ved, at min himmelske Fader ønsker, at mit folk skal have evangeliet og alt det gode, som det medfører. Jeg ved, at min himmelske Fader elsker mig og vil hjælpe mig med at yde mit bedste, på trods af mine svagheder. Jeg ønsker fortsat at blive vejledt af ham.

Vaclava Svobodova er medlem af Liberec Menighed i Prag Distrikt i Tjekkiet.