Polynesiske perler

Ronny Harevaa og hans hustru, Sandrine, er ved at luge omkring et lille stenmonument, som står ved siden af landevejen i den fjerne ende af øen Tubuai. Det er et mindesmærke for ældste Addison Pratt, den første sidste dages hellige missionær, der besøgte denne ø, som ligger 700 km syd for Tahiti. Addison Pratt voksede op i New Hampshire i USA, men som 19-årig blev han sømand. Han rejste til det, der i dag er Hawaii, og siden sejlede han på Stillehavet, Atlanterhavet, Det Caraibiske Hav og Middelhavet, inden han giftede sig og slog sig ned i New York. I 1838 blev han og hans hustru medlemmer af Kirken. I 1841 var de, sammen med de andre hellige, flyttet til Nauvoo i Illinois. I maj 1843 blev Addison Pratt af profeten Joseph Smith kaldet til at iværksætte missioneringen i Stillehavet. Den 30. april 1844 ankom han og to andre ældster, Noah Rogers og Benjamin Grouard, til Tubuai.

Øboerne var begejstrede for at have missionærerne hos sig, og ældste Pratt blev hos dem. Han begyndte at lære sig tahitiansk og forkynde evangeliet. Hans første konvertit var hans tolk, en amerikaner. Seks af de syv søfolk på øen blev også døbt og bekræftet. Og så, den 22. juli 1844 – tre år før de sidste dages hellige pionerer nåede frem til Utah – blev de første polynesiske konvertitter døbt. I februar 1845 havde 60 af Tubuais 200 indbyggere sluttet sig til Kirken. Fra denne begyndelse, og fra det virke, som ældsterne Rogers og Grouard udførte på andre øer, spredtes Kirken ud over det, der i dag er Fransk Polynesien.

I dag er Ronny Harevaa præsident for Tubuai Australes Distrikt på Tubuai. Distriktet omfatter 593 medlemmer i fem menigheder. En hel del af medlemmerne er hans slægtninge, og præsident Harevaa har lært meget af dem. »Der er en stærk arv og historie her,« siger han, »en inderlig kærlighed til Kirken og familien.«

»Der er ikke mange her på Tubuai, der besidder store materielle goder, men de har alt det, som de har brug for,« siger Lucien Hoffmann, der er præsident for Mahu Menighed. »Her kan man plukke frugt fra træerne, grøntsager direkte fra jorden, og man kan fiske overalt, hvor man har lyst. Og når man beder folk om at tage sig af dem, der er syge eller lider nød, er de altid parat.«

»Min hustru og jeg valgte at bosætte os på Tubuai for at være tæt på vore forældre,« siger præsident Harevaa. »Det er et pragtfuldt sted at bo sammen som familie.« Ja, faktisk har han en af sine brødre som nabo, og en anden bror bor i huset lige efter, og hans far virker som en af hans rådgivere. Der er så mange Harevaa’er på Tubuai, at mange mennesker omtaler præsident Harevaa som præsident Ronny, bare for at være sikre på, hvem de taler om.

Foran Mahus kirkebygning, som er en af Tubuais tre kirkebygninger, peger Sandrine på endnu et mindesmærke for Addison Pratt. »Jeg tror, at ældste Pratt ville være glad for at vide, at Kirken stadig er stærk her efter 160 år,« siger hun. Og den vokser stadig.

Et af de nyeste medlemmer er Johan Bonno, som er født på Marquesasøerne, som ligger i den nordøstlige del af Fransk Polynesien. Skønt han har ført et hårdt liv, blev han interesseret i det gengivne evangelium på grund af en skolelærer, som var flyttet til Marquesas fra Tubuai. »Maimiti fortalte mig om den sande kirke,« forklarer han. »Hun fortalte mig om Mormons Bog. Og lidt efter lidt gav jeg slip på alt det dårlige i mit liv. Hun inviterede mig med i kirke, og lidt efter lidt fyldtes mit liv med gode ting.«

De blev gift og flyttede til Tubuai. »Min svigerfar indbød mig til et åbent hus med missionærerne, og der fik jeg en stærk, fortrøstningsfuld følelse,« forklarer Johan. »Den fyldte mig med et ønske om at lære sandheden at kende. Jeg bad oprigtigt angående Joseph Smith. Jeg fik en forståelse af, at Gud havde genoprettet Kirken gennem ham.« Kort efter blev Johan døbt og bekræftet.

I dag forbereder Johan og Maimiti sig på at blive beseglet i templet i Papeete i Tahiti. »Når vi får templets lys i vores tilværelse, bliver det som at udskifte en 15-watt-pære med selve solens lys,« siger han. Da Johan hørte om evangeliets gengivelse, måtte han opbygge et lag af tro. Og det samme gjorde sig gældende, da han blev gift, flyttede til Tubuai og blev medlem af Kirken. Nu føjer tempelbeseglingen endnu et lag til den perle, som bliver ved med at vokse.

Da 23-årige Spencer Moroni Teuiau modtog sit missionskald, smilede han hele tiden. Efter at have måtte udsætte missionen i fire år, indtil hans tænder var bragt i orden, modtog denne unge mand fra øen Raiatea sin kaldelse på sin fødselsdag. Han kan huske, at han læste flere vendinger højt fra kaldelsen: »Forkynder af det gengivne evangelium«, »fortaler for og effektiv budbringer af sandheden« og »repræsentant for Frelseren«. Og han tænkte: »Wow! Med alle de svagheder, som jeg har, må jeg sætte min lid til Herren.«

Men det er han skam vant til. Moroni er opvokset i Kirken. Han er den tredje i en søskendefolk på seks, der tager på mission, og han mindes, at »jeg har drømt om at blive missionær, siden jeg var lille.« Han kan huske, at han lærte missionærskriftstederne udenad i de fire år, hvor han gik i seminar, og han talte med hjemvendte missionærer om deres missioner. Men han mindes også tandlægebesøg, tandkorrektioner og flere år med tandbøjler. »Der var tidspunkter, hvor jeg var lige ved at give op,« siger han. Men takket være opmuntring fra sin familie og sin egen udholdenhed holdt han håbet i livet. I dag tjener han trofast i Papeete-missionen i Tahiti.

For Moroni og andre unge sidste dages hellige som ham er Kirken på Raiatea en kilde til styrke. Garry Mou Tham på 16, der er en tredjegenerations sidste dages hellig fra Avera Menighed, forklarer: »Her,« forklarer han, »adskiller vi os fra verden udenfor. Vi har gode forhold til venner og forældre. Vi har profeternes lærdomme til at minde os om at holde os tæt til familien, at studere skrifterne sammen og at holde familieaften. Vi ved, at Kirken vokser, og vi vælger at være en del af Herrens storslåede værk.«

Garrys ven Fari Le Bronnec på 14 er enig. Han taler om ting, der holder ham beskyttet mod verden: Seminar og bøn. »Seminar giver en et åndeligt løft hver morgen,« siger han. »Og bøn kan give en et løft, hver gang man beder oprigtigt.« Seminar- og institutprogrammer er stærkt i Fransk Polynesien, hvor der i 2004-2005 var i alt 740 seminarelever og 524 institutstuderende.

En anden kilde til styrke er det eksempel, som medlemmerne viser dem, der er interesseret i evangeliet. Et sådant eksempel var med til at føre Adrien og Greta Teihotaata og deres børn ind i Kirken. Skønt de i årevis havde levet udmærket uden en tro, »besluttede vi, at vi trængte til forandring,« siger søster Teihotaata. »Vi bad Herren om at vejlede os.« Et par dage senere inviterede en nabo dem med til et åbenthus i Uturoa Menighed. »Vi besluttede at vende tilbage om søndagen,« husker bror Teihotaata, »og vi blev imponeret over at alle tog del i Kirkens liv – de underviste, deltog i klasserne og tog sig af børnene. De så ud til virkelig at elske hinanden.«

Det var fastesøndag, og »da vidnesbyrdmødet begyndte, følte vi en fred, som vi ikke havde oplevet før – Helligånden. Vi sagde: ›Det her er noget, vi har brug for,‹« siger søster Teihotaata. Familien mødtes med missionærerne og lærte mere. Selvom deres ældste søn ikke sluttede sig til Kirken, lod bror og søster Teihotaata og deres fem andre børn sig døbe og bekræfte i 1998. Siden da har overholdelse af budene, studium af skrifterne og tempelbesøg »styrket vores vidnesbyrd, og det samme har medlemmernes vedvarende eksempel. De har undervist og hjulpet os,« siger søster Teihotaata.

Der er et andet medlem til stede i stavscentret denne dag, et medlem, som blev døbt i 1956. »Dengang var Kirken ikke så kendt på Raiatea,« siger Harriet Brodien Terroatea. »Der var ikke ret mange medlemmer, og møderne blev afholdt i et lille hus, som havde et værelse, der fungerede som mødesal, og et værelse, hvor missionærerne boede. Men lidt efter lidt voksede Kirken.« Næsten som en perle.

Hvis man vil vide, hvor langt Kirken er nået i Fransk Polynesien, kan man tale med informationsrådet i Papeete i Tahiti. Ved et møde for nylig mindedes de en række vigtige begivenheder:

• Kirken i Fransk Polynesien fejrede sit 160 års jubilæum i oktober 2004. Begivenhederne omfattede (1) en offentlig udstilling om Kirken, (2) et festspil på stadion, med dans, sang, kor og multimediepræsentationer, (3) en idrætsdag med traditionelle dyster såsom løb med banan på pind og (4) en foredragsaften med kirkeledere og statslige embedsfolk som talere, samt et kor på 500 medlemmer. Mange af begivenhederne blev dækket af aviserne og vist på landsdækkende tv.

• Kirkens ledere har flere gange besøgt regeringsmedlemmer, og adskillige sidste dages hellige sidder i parlamentet. Regeringen har udtrykt taknemlighed for alt det gode, som Kirken står for, især dens forkyndelse af familieværdier.

• Et SDH-kor med 400 medlemmer optrådte for et publikum på 30.000 under den franske præsident Jacques Chiracs besøg i Fransk Polynesien i juli 2003. Begivenheden blev transmitteret ikke alene i Fransk Polynesien, men også i Frankrig. Koret gav mange tårer i øjnene, da de sang »Han lever! Vor Forløser stor« ( Salmer og sange, nr. 70) og »Gud vær’ med dig til vi ses igen« ( Salmer og sange, nr. 92).

• Templet i Papeete i Tahiti fejrede sit 20 års jubilæum i oktober 2003. For at markere begivenheden udførte medlemmer fra Paea Stav i Tahiti tempelordinancer fra kl. syv morgen til ni aften, for at alle medlemmer, der havde modtaget deres begavelse, kunne få mulighed for at udføre mindst en ordinance.

»Kirken er blevet moden her,« siger Marama Tarati, der er Kirkens lokale informationschef. »Overalt i Fransk Polynesien ved man, at Kirken står for noget godt.« I Tahiti har Kirken smukke kirkebygninger, menigheder fyldt med trofaste sidste dages hellige og – som den smukkeste juvel af dem alle – templet, der er et velkendt vartegn i hovedstaden.

Templets lys har berørt mange mennesker. »Inden jeg blev medlem af Kirken, anede jeg ikke, hvordan mit liv ville udforme sig efter døden,« forklarer Marguerite Teriinohopua. Hendes familie hørte om Kirken, fordi en anden familie havde bedt om at måtte finde dem. Ernest Montrose, der i dag er førsterådgiver stavspræsidentskabet i Faaa Stav i Tahiti, var dengang biskop i Heiri Menighed. Da missionærerne opfordrede medlemmerne til at bede om at finde undersøgere, »mente jeg, at vores familie burde vise vejen«. Inspirationen kom. Biskop Montrose indbød en kollega, Danielson Teriinohopua, og hans familie til en familieaften sammen med missionærerne.

»Og vi bad samtidig om at blive ført frem til sandheden,« mindes Danielson, som i dag er medlem af højrådet. »Da aftenen var forbi, fortalte vi dem, at vi gerne ville vide mere – med det samme.« Biskop Montrose planlagde endnu et møde den følgende aften, og den næste, og den næste. I løbet af nogle uger blev familien Teriinohopua døbt og bekræftet, og et år senere blev de beseglet i templet. »I dag har jeg et svar på mine spørgsmål,« siger Marguerite. »I templet føler jeg inderlig fred og stor glæde.«

Chanterel Hauata fra Heiri Menighed kender også til glæden ved tempelbesøg. Skønt en godartet hjernesvulst berøvede ham synet for seks år siden, ser han klart i templet. »Det er et klarhedens hus,« forklarer han. »I templet lærer vi om evigheden. Det hæver os over dette jordiske liv.«

Pepe Mariteragis familie har også oplevet templets velsignelser. Da de samledes i hjemmet i Paea i oktober 2003, talte de om Tepahu, Pepes hustru – deres mor og bedstemor. »Hun døde for syv måneder siden,« forklarede Lucien, en af hendes sønner, »men hun har stadig en plads i vores hjerte.«

»Det er takket være evangeliet, at vi kan håndtere den slags,« siger Jean-Marie, en anden søn. »Templets velsignelser indgyder os en forståelse af, at vi kan være en evig familie.«

At evangeliet spredes fra generation til generation er endnu et tegn på Kirkens modenhed og styrke. Biskop Moroni Alvarez og hans hustru, Juanita, fra Tavararo Menighed taler om en arv, der strækker sig helt tilbage til hans bedstefar. De fremviser seminar- og institutdiplomer for alle deres seks børn og billeder af alle seks, mens de tjente som fuldtidsmissionærer. De taler om børn, der er blevet gift i templet, og børnebørn, der opdrages i Kirken. »Vi talte og studerede og bad sammen og bar vidnesbyrd for hinanden,« forklarer biskop Alvarez. »Nu gør de det samme med deres børn.«

Når man taler med Jared Peltzer på 21 fra Matatia Menighed, Paea Stav i Tahiti, som bereder sig på at tage på mission til Filippinerne, møder man også hans storebror Lorenzo på 30, der tjente i Fransk Polynesien for flere år siden, og hans to yngre brødre, Narii på 18 og Hyrum på 14, som planlægger at tage på fuldtidsmission. »Vi har ikke haft en missionærtradition i familien før nu,« siger Jared. »Men da Lorenzo tog af sted, gav det mig et ønske om det samme, og nu opmuntrer vi også vore yngre brødre.« Lag på lag vokser perlen frem.

Hvis man bor på Takaroa, ved man alt om perler. Mange af dem, der bor på øen, har deres levevej i perlebranchen. Nogle opdrætter de østers, som perlerne vokser i. Andre renser skallerne, fastgør østers til snore, indsætter perlemateriale, hænger østers i vandet, høster perlerne eller fremstiller smykker og souvenirs.

»Vi tager det, som vor himmelske Fader har givet os, og får dets naturlige skønhed frem,« forklarer Tahia Brown, som arbejder på en af de snesevis af perlefarme, som findes over hele øen. Hun og Marie Teihoarii, der begge er tidligere hjælpeforeningspræsidentinder, nyder at fremvise halskæder, bordudsmykninger og andet kunsthåndværk, som er fremstillet af sidste dages hellige. »Jeg har lært kunsten af min mor,« forklarer søster Brown. »De fleste af søstrene her fremstiller dette eller noget lignende, som kræver en vis færdighed. Vi arbejder for at tjene til føden og for at udnytte vores tid klogt, men også for at skabe skønhed.«

Perler og skaller er ikke det eneste smukke, der skabes her. Søstre som Tera Temahaga væver plantefibre sammen til usøgte vifter, hatte og kurve, mens andre, som Tipapa Mahotu, anvender stof og tråd til at sy farverige quilte og puder. Ifølge traditionen lærte de indfødte at sy quilte af Addison Pratts hustru, Louisa, der kom til øerne i 1850.

Et andet vidnesbyrd om Takaroas indbyggeres gode håndværk er øens højeste bygning – en smuk, hvid kirkebygning, som blev påbegyndt i 1891. Bygningen er enestående på grund af den arv, den repræsenterer. Politiske forviklinger i Fransk Polynesien og USA tvang missionærerne til at forlade øerne i 1852. Missionærerne vendte først tilbage i 1892. Men da de kom, fandt de på Takaroa en menighed på 100 medlemmer, som var forblevet trofaste. Og disse sidste dages hellige var i færd med at opføre en stor kirkebygning, hvor de kunne tilbede Gud sammen. I løbet af en måned havde missionærerne døbt og bekræftet 33 nye medlemmer, og menigheden begyndte atter at vokse.

»I dag tårner kirkebygningen sig over landsbyen, ligesom Kirken tårner sig op over vores tilværelse,« siger søster Mahotu på 82. Hun kan føre sine sidste dages hellige rødder tilbage til sine oldeforældre. »Kirkebygningen,« siger hun, »minder os om den arv, som vore forfædre har skænket os. Den minder os om, at vi kan være lige så trofaste, som de var.«

I det slægtshistoriske center, der ligger i en tilbygning til kirken, arbejder centrets leder, Suzanne Pimati, på at ære netop disse forfædre. Hun arrangerer regelmæssigt foredrag og bruger timer på at ringe rundt og opfordre alle på øen til at komme og overvære dem. »Jeg er ivrig efter, at alle skal finde deres forfædre,« siger hun. Elias’ ånd er stærk på Takaroa. Og søster Pimati, der har en computer til hjælp i arbejdet, planlægger at sende mange navne til templet.

»Engang var 90% af Takaroas befolkning medlemmer af Kirken,« forklarer Thierry Teihoarii, der er præsident for Tuamotu Distrikt på Takaroa. I 1950’erne dalede befolkningstilvæksten, men i 1960’erne trak kulturperleindustrien folk tilbage til øen. I dag er der to menigheder på Takaroa, som har i alt 380 medlemmer af en befolkning på 1000. Der er også fire menigheder med yderligere 450 medlemmer på de omkringli- ggende øer.

»Vores største udfordring er stadig dem, der forlader vore øer,« forklarer præsident Teihoarii, »især de unge.« Skønt mange unge rejser bort for at gå på kostskole, spiller seminar og institut en stor rolle som vigtigste uddannelsesmulighed for dem, der bliver tilbage. »Seminar hjælper dem, så de ikke glemmer evangeliet,« siger præsident Teihoarii.

Det samme gælder tempelbesøg. »Hvert år tager vi på tempeltur for at udføre tempelordinancer, og de unge udfører dåb for de døde,« siger præsident Teihoarii. »Det er en stor opmuntring for de unge. Og det skyldes ikke bare den præstation, som det er at spare op til turen. De ved, at hvis de vil i templet, skal de være værdige, og det hjælper dem til at holde sig stærke.«

Skønt præsident Teihoariis kaldelse gør, at han ofte skal besøge andre øer, siger han, at han og hans familie er blevet rigt velsignet. »Det første, jeg gør, når jeg kommer hjem, er at fortælle Marie og mine to døtre om medlemmernes tro og vidnesbyrd. Det er en opløftende tid for min familie. Vi føler virkelig, at Ånden er med os.« Hans hustru samtykker. »Der er så meget at lære i Kirken,« siger hun, »og så mange velsignelser. Der er et dejligt værk at udføre, og mens vi gør det, vokser Kirken.«

Det er aften på øen Takaroa. Solen er ved at gå ned. Skyggerne omkring den hvide kirkebygning bliver lange, mens de hellige samles – unge til seminar, søster Pimati til slægtsforskning og præsident Teihoarii til et møde med to grenspræsidenter. Det er skumring med blidt lys. Et lys som det, der skinner fra en perle.