Grebet af medfølelse
Bror Thamas, en spinkel ældre mand, sad helt for sig selv, ofte på god afstand af andre medlemmer, som samledes for at hilse på hinanden inden søndagens møder. Han var en lille mand med en undseelig fremtoning. Han var blevet døbt for nylig og havde ikke nogen familie. Hans spanske, der ganske vist var forståeligt nok, var en blanding af portugisisk, fransk, tysk, engelsk og hans modersmål, ungarsk. I korte samtaler med de medlemmer, som prøvede at inddrage ham i fællesskabet, fortalte han om det fjerne Ungarn.
En dag bad biskoppen ham om at tale et par minutter ved nadvermødet. Det kom bag på ham, men han sagde ja. Vi blev også overraskede over at høre hans navn nævnt. Vi beredte os på et kort og enkelt vidnesbyrd.
Men da denne bror stod på talerstolen, ændredes hans fremtoning på den mest fantastiske måde, og han fangede straks vores opmærksomhed. Han rankede ryggen, næsten militærisk, skønt han hverken bar uniform eller medaljer. Han havde en holdning som en soldat – gammel, men stolt. Langsomt, men selvsikkert begyndte han at fortælle sin gribende historie.
Under den anden verdenskrig havde han gjort tjeneste i en infanteribataljon i et område, hvor vedvarende kampe dækkede jorden med blod, smerte og død. Hans deling blev anført af en sergent, som havde vakt folkenes had med sin usædvanlige strenghed. En forfærdelig aften eksploderede en mortergranat i nærheden af sergenten, som blev dødeligt såret. Befalingsmanden standsede en udtjent gammel lastbil, der ofte kørte forbi for at hente de sårede og døende og køre dem væk fra fronten, så de kunne komme under behandling eller blive begravet.
Delingen fulgte deres døende leders skæbne på afstand. Ingen havde lyst til at hjælpe ham. Befalingsmanden anmodede om en frivillig, der kunne bære manden hen til lastbilen og ledsage ham i sikkerhed. Ingen meldte sig.
Efter en længere pause trådte bror Thamas frem. »Grebet af medfølelse,« fortalte han os, »besluttede jeg at bære staklen over til bilen og ledsage ham på turen. Jeg plejede ham, så godt jeg kunne under den lange og smertefulde køretur.
Senere vendte jeg tilbage for at finde min deling. Da jeg nåede ud til fronten, erfarede jeg, at voldsomme bombardementer havde udslettet en stor del af folkene den aften, hvor jeg tog af sted. Ikke en eneste mand fra min deling havde overlevet, bortset fra mig selv. Og så gik det op for mig. Jeg takkede Gud, fordi han havde ladet mig blive grebet af medfølelse. Han reddede mit liv og gav mig mulighed for at høre om det gengivne evangelium.«
Vores ligegyldighed over for den krumbøjede, gamle mand vendtes til påskønnelse, beundring og taknemlighed, fordi han fortalte os om dette eksempel på Kristi rene kærlighed.
Juan Aldo Leone er medlem af Villa Allende Menighed i Sierras Stav i Cordoba i Argentina.