Helt

»Kom hjem til mig efter skole,« sagde Caroline. »Jeg har fået den nye CD med Alisha.« (Kunstnerens navn er ændret).

Jeg måbede. »Ja!« Selv om bedstemor tog mig med ud for at købe min fødselsdagsgave på lørdag, kunne jeg ikke vente så længe. Jeg måtte bare høre den nye CD med det samme.

Alisha var min helt. Caroline og jeg lod, som om vi var hende, og med hårbørster som mikrofoner sang vi med på hendes sange. Nogle gange bad mor os om at dæmpe os, men hun havde ikke så meget imod vores larm, fordi Alishas tekster var så gode. Alisha var religiøs – Det havde jeg læst i et blad.

Efter skoletid skyndte jeg mig op på mit værelse for at lave lektier. Alishas smil strålede ned til mig fra den plakat, som hang over mit bord.

Da jeg langt om længe dansede over vejen til Carolines hus, rakte hun mig CD-omslaget og sagde jublende: »Er hun ikke bare smuk?«

Jeg nikkede, men jeg havde en sær fornemmelse i maven. Denne gang smilede Alisha ikke. Hun så mere ud til at vrænge ad en. Og jeg havde aldrig set hende klædt sådan før.

»Synes du ikke, at hendes tøj er lidt usømmeligt?« spurgte jeg.

Caroline skar en grimasse. »Jo, men måske går hendes kirke ikke så meget op i det. Hun ved sikkert ikke bedre. Hør lige. Det er mit yndlingsnummer.« Hun trykkede på »play«-knappen, mens jeg læste teksten, som stod trykt i CD-omslaget. Jeg var lettet over, at det ikke var nogen bandeord.

»Der ser du. Det er en god CD,« sagde jeg til mig selv. Men den underlige følelse fulgte mig hele vejen hjem.

****

Lørdag morgen så jeg tegnefilm, mens jeg ventede på, at bedstemor skulle hente mig, så vi kunne komme ud og handle. I en af reklamerne sagde en speaker, at Alishas nye musikvideo ville blive vist sidst i udsendelsen!

Mor kom ind i stuen, netop som musikken begyndte. »Hvad ser du?« Hun smilede og satte sig.

»Det er den nye video med Alisha.« Jeg forsøgte at lyde upåvirket.

Mors smil forsvandt, da hun så Alisha danse hen over skærmen. Hun så på mig med hævede bryn.

Jeg vred mig. »Bare fordi hun har det tøj på, betyder det jo ikke, at sangen er dårlig.«

»Er du sikker på det?«

Jeg håbede, at videoen snart var slut, men den blev bare ved. Til sidst slukkede jeg for fjernsynet. Mor sad stille og kiggede på mig.

»Jeg har læst teksten,« mumlede jeg. »Der er ikke nogen bandeord i den.«

Hun pegede på den mørke skærm. »Men Alisha sender alligevel et budskab. Man behøver ikke at sige noget grimt for at jage Ånden bort.«

Noget inden i mig sagde, at mor havde ret. Det kunne godt være, at jeg ikke forstod, hvad Alisha hentydede til, men Helligånden vidste det – og hans indflydelse var væk.

Jeg luskede op på mit værelse og kiggede på min plakat af den smilende Alisha. Jeg smilede ikke tilbage. Hvorfor havde min helt forandret sig?

En bil dyttede ude i indkørslen, så jeg sank en klump og løb udenfor.

»Davs, fødselsdagsbarn,« sagde bedstemor, da jeg satte mig ind i bilen. »Hvor skal vi hen?«

Hele ugen havde jeg været fast besluttet på, hvor vi skulle hen, men nu var jeg ikke sikker mere. »Lad mig tænke lidt over det.«

Carolines ord om Alisha dukkede op i mit sind. »Hun ved sikkert ikke bedre.« Det lød som en god undskyldning, men nu vidste jeg, at den ikke gik – fordi jeg vidste bedre.

Den dystre følelse smeltede bort, da jeg indså noget vigtigt. Jeg var Guds datter, og jeg havde ikke brug for andre helte. Hvordan kunne jeg beundre en, som ikke engang vidste, hvem hun var? » Jeg burde være Alishas helt« tænkte jeg og lo. Bedstemor så spørgende på mig.

»Kan vi tage hen i tøjbutikken?« spurgte jeg. »Jeg er næsten vokset fra min blå yndlingskirkekjole.«

»God idé. Du ser så yndig ud i blåt.«

Jeg smilede. Jeg så også smuk ud med Åndens glød inden i mig – smukkere end nogen berømt popstjerne nogensinde kunne være.

»De beslutninger, som I træffer nu, afgør meget af det, der følger senere i jeres liv og i evigheden.«

Det Første Præsidentskab, »Til styrke for de unge« , 2001, s. 2.